Annonce
Hedensted

Ekspert-ros og ris til engelsk i børnehaven

Børnene elsker, når der skal synges ?hoved, skulder, knæ og tå? på engelsk. Det lærer dem samtidig de engelske ord for deres kropsdele, mens de bare gerne vil synge endnu hurtigere - og selv kan følge med på engelsk. Foto: Søren E. Alwan
DAUGÅRD - Der er bifald fra eksperter til et projekt i Vejlefjord Børnehave i Daugård, hvor børnene deltager i et projekt, der skal lære dem basale engelske ord.

I forvejen bliver børn helt ned i tre-års alderen i stigende grad bombarderet med engelske gloser i både tv og på iPads og computere, og der kan være rigtig mange gevinster gemt i at lade selv helt unge børn udforske fremmedsprog yderligere.

Det bekræfter professor Stig Broström fra Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet.

- Så længe det foregår i en legende atmosfære og er præget af børnenes lyst, giver det en generel udvidelse af deres kompetencer. De bliver mere lydhøre og får et bedre sprogøre. Det giver i sidste ende en positiv tilbagevirkning på deres kendskab til det danske sprog, siger Stig Broström.

Alle børn er født med en lyst til at bruge og udvikle sine muligheder, hvad enten der er tale om sproglige eller motoriske færdigheder. Derfor mener Stig Broström ikke, at der er forskel på, hvilke færdigheder man beslutter sig for at fordre.

Legen kommer under pres

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for projektet. Børnenes lyst og glæde kan nemlig i høj grad være direkte afsmittet af pædagogernes entusiasme, og det kan hurtigt tage overhånd med at forsøge at gøre børn til små eliteelever, lyder advarslen i weekendens udgave af Folkebladet.

- De mere legende sider af hverdagen kommer under pres på grund af planlagte læringsaktiviteter. Det centrale arbejde i børnehaverne skal stadig være af social karakter, og jeg tror desuden på, at det er overvurderet, hvor meget børnehavebørn kan tage med til folkeskolen - hvad enten det er dansk, matematik eller engelsk, siger lektor og børneforsker Thomas Gitz-Johansen fra Aalborg Universitet.

Han peger på en engelsk undersøgelse, der fokuserede meget på at tillære små børn akademiske kompetencer, men hvor det ikke havde nogen synderlig effekt. Alligevel understreger han, at leg med det engelske sprog kan være en god idé, da det harmonerer meget godt i forhold til den engelske verden, børnene vokser op i.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Sandwiches går som varmt brød i ny bar

Annonce