x
Annonce
Horsens

Eksaminer i fare for aflysning - rektor opfordrer elever til at hænge i

Eleverne på Learnmark Gymnasium på Stadionsvej må foreløbig afvente, om sommerens eksamener bliver gennemført, flyttet eller aflyst. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Hvad enten sommerens eksaminer bliver gennemført eller aflyst, er der god grund til at følge godt med i den virtuelle undervisning, lyder opfordring fra rektor.

Horsens: Hæng i.

Sådan lød budskabet i en besked, Sune Agger for nyligt sendte ud til sine hjemsendte elever på Learnmark Gymnasium HTX & HHX.

For selvom rektoren endnu ikke kan give svar på, hvad der venter eleverne i slutningen af skoleåret, får de under alle omstændigheder brug for udbyttet af den virtuelle undervisning, der i denne coronatid har erstattet den klassiske undervisning på skolen.

- Vi følger undervisningsministerens retningslinjer tæt, og det betyder, at vi kan komme til at stå i en situation, hvor årets eksaminer bliver aflyst eller kommer til at ligge på et andet tidspunkt, siger Sune Agger.

- Vi ved ikke, hvordan det bliver, så det vigtigste signal, vi kan sende til eleverne, er at hænge i og koble sig på den virtuelle undervisning, for lige meget hvad får de brug for undervisningen. Enten hvis de skal til eksamen, eller hvis eksamen bliver aflyst, og årskarakteren derfor får større betydning for deres gennemsnit, siger rektoren.

Annonce

Vi ved ikke, hvordan det bliver, så det vigtigste signal, vi kan sende til eleverne, er at hænge i og koble sig på den virtuelle undervisning, for lige meget hvad, får de brug for undervisningen.

Sune Agger

Skal aldrig ligge elever til last

Learnmark Gymnasium er ligesom andre uddannelsesinstitutioner berørt af coronakrisen, der betyder, at eleverne må blive hjemme og modtage online undervisning. En situation, som både elever og undervisere håndterer fortrinligt, oplever Sune Agger.

- Dagen efter skolen blev lukket, var der en underviser, der havde lavet en 12-siders guide i hjemmeundervisning til underviserne og en tresiders guide til eleverne. Både elever og lærere har været ufattelig dygtige til at omlægge skoledagen fra den ene dag til den anden, siger han.

Rektoren slår samtidig fast, at skulle eksaminerne blive afholdt som planlagt, vil eleverne blive mødt af forståelse for, at undervisningsforløbene op til eksamen har været usædvanlige - særligt i forhold til praktiske fag som fysik, design og biologi.

- Princippet må være, at man ikke kan forvente, at eleverne kan noget, som de ikke har kunnet prøve i praksis. Det skal aldrig ligge eleverne til last, at de har stået i denne situation. Det vil eksaminatorer og censorer have forståelse for, siger Sune Agger.

Vi gør os vores overvejelser

Også hos Horsens Gymnasium & HF er planen at følge Undervisningsministeriets retningslinjer.

- Vi afventer en melding om ugen efter påske. Lærerne underviser nu på fantastisk vis virtuelt, men eksamen nærmer sig, siger Flemming Steen Jensen, rektor for Horsens Gymnasium & HF.

- Vi gør os vores overvejelser, men i første omgang afventer vi en udmelding fra ministeriet, siger han.

Foreløbig er gymnasierne lukket frem til mandag 13. april.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Husk de gode vaner - de bliver guld værd

Corona-smitten har vendt op og ned på alles dagligdag. Intet er, som det var før. Helt lavpraktisk - hvem havde forestillet sig, at der ville være rift om håndsprit i samtlige supermarkeder, og hvor den eftertragtede vare ellers kan opdrives. Lige nu står vi midt i kampen for at få lov til at vende tilbage til hverdagen, og vi kan i den sammenhæng glæde os over, at vi er ved at tillægge os en stribe gode vaner, der kan blive guld værd frem over. Den lavest hængende frugt er uden tvivl hygiejnen. Hvis vi blot tilnærmelsesvis kan fortsætte det nuværende brug af sæbe og håndsprit, vil vi kunne spare et hav af sygedage. Den almindelige influenza ville få trange kår, hvis butikkerne fortsætter med jævnligt at afspritte dankort-terminaler, gøre indkøbskurve rene med meget mere. Derhjemme vil noget så enkelt som daglige rutiner med at afspritte eller vaske iPads, telefoner, fjernbetjeninger og håndtaget til køleskabet også gøre en stor forskel. Listen over små ting, der gør en stor forskel, er stor. Eller bare det at vaske hænder korrekt. De forsøg, som fornylig florerede på nettet, hvor en børnehave kiggede på franskbrød, der have været i berøring med beskidte hænder og korrekt vaskede hænder, siger alt om, hvor stor en forskel lidt vand og sæbe kan gøre for vores generelle sundhed og antallet af sygedage. Selv lusene må have trange kår i disse tider, hvor vi holder afstand. Vi må komme til at kigge langt efter de traditionelle udmeldinger om, at der konstateret lus i skoleklassen eller børnehaven. Men alting med måde. Gode vaner skal man ikke smide væk, men specielt børn har godt af en vis portion bakterier. Sammenhængen mellem bakterier og et stærkt immunforsvar har forskningen bevist for efterhånden en del år siden, så det handler ikke om at stoppe med at rulle sig i skidt på legepladsen. Men hvis vi bare kunne blive ved med at huske at vaske hænder og bruge håndsprit både derhjemme, og når vi handler, vil vi være nået langt.

Annonce