Annonce
Horsens

Ejvin og Niels har brugt utallige timer: Nu kan man opleve samlingsstedernes historie

Niels Riis-Vestergaard har brugt to-tre timer om dagen det seneste år på at finde materialer om områdets forsamlingshuse. Foto: Jens Amtoft

Gedved Egnsarkiv har lavet en udstilling om områdets forsamlingshuse. 154 plancher fortæller historien.

Annonce

Gedved: Da Niels Højlund i slutningen af 1980'erne optrådte på TV2 i Højlunds Forsamlingshus, var det med til igen at sætte fokus på den danske forsamlingshustradition.

Niels Højlund var fra Grumstrup, og Grumstrup Forsamlingshus er et af de 14 forsamlingshuse, hvis historie man nu kan få mere at vide om, hvis man besøger Gedved Egnsarkiv.

Mandag eftermiddag blev en udstilling om områdets forsamlingshuse officielt åbnet i arkivets lokaler i kælderen på Gedvedhus.

- Niels Højlund har aldrig lavet Højlunds Forsamlingshus i Grumstrup, men han har flere gange holdt foredrag i forsamlingshuset, fortalte Jan Nielsen, der var mødt op til udstillingens officielle åbning sammen med sin kone Kirsten Jahn.

Jan Nielsen sidder i bestyrelsen for Grumstrup Forsamlingshus.

- Jeg kan jo læse på plancherne, at der er ting, jeg ikke selv vidste om Grumstrup Forsamlingshus, sagde Jan Nielsen, der efterfølgende henvendte sig til arkivleder Kurt Hartvigsen for at høre, om det var muligt et få kopier af plancherne, når udstillingen lukker om et år.

- Det kunne være interessant at have dem liggende i vores forsamlingshus. Vi har faktisk derhjemme en gammel aktie fra Grumstrup Forsamlingshus og en gammel T-shirt. Det skal med på udstillingen, sagde Jan Nielsen.

Formand for Kattrup Forsamlingshus Dorte Sørensen studerede nøje plancherne om Kattrup Forsamlingshus.

- Jeg synes, det er spændende, at man laver en udstilling om de lokale forsamlingshuse - og om Danmarks forsamlingshuse generelt, sagde Dorte Sørensen.

Det er blevet temmelig omfattende. Jeg vil tro, at jeg har brugt 300 timer det seneste år på udstillingen. Og Niels har nok brugt endnu mere.

Ejvin Friis Sørensen, arkivmedarbejder
Der var også repræsentanter for områdets forsamlingshuse til stede. Fra venstre er det Kirsten Jahn, Jan Nielsen og Dorte Sørensen. Foto: Jens Amtoft
Annonce

Omfattende udstilling

Det er arkivmedarbejderne Ejvin Friis Sørensen og Niels Riis-Vestergaard, der har taget det store slæb med at få stablet udstillingen på benene.

- Det er blevet temmelig omfattende. Jeg vil tro, at jeg har brugt 300 timer det seneste år på udstillingen. Og Niels har nok brugt endnu mere, fortalte Ejvin Friis Sørensen.

Niels Riis-Vestergaard nikkede.

- Jeg har nok brugt to-tre timer om dagen. Og jeg har haft stor glæde af Horsens Folkeblads arkiv. Vi har fordelt arbejdet, så jeg har indsamlet materialet, og Ejvin har udvalgt stoffet og sat plancherne op, mens jeg har udarbejdet 14 skrifter - ét om hvert forsamlingshus, forklarede Niels Riis-Vestergaard.

154 plancher er det blevet til.

- Der var planlagt 144 plancher, men vi valgte også at tage en avisartikel fra Horsens Folkeblad med fra 1908 med titlen "Vore forsamlingshuse og deres brug", sagde Ejvin Friis Sørensen.

Udstillingen kan man se indtil oktober 2019 i arkivets åbningstid hver mandag klokken 13 til 17.30.

Når der på lørdag er julemarked på Gedvedhus kl. 13-16, er der samtidig åben i lokalerne hos Gedved Egnsarkiv, hvor man kan komme forbi og se udstillingen.

Arkivleder Kurt Hartvigsen kan allerede nu løfte sløret for næste års udstilling.

Den bliver om de lokale pengeinstitutter, så hvis folk ligger inde med materiale/arkivalier, der kunne være egnede til en udstilling, må man gerne lægge vejen for Gedved Egnsarkiv, oplyser arkivlederen.

Horsens Folkeblads arkiver har været kilde til udstillingen. Her viser Ejvin Friis Sørensen en artikel fra 1908, der er med på udstillingen. Foto: Jens Amtoft
Arkivleder Kurt Hartvigsen bød velkommen til udstillingen om områdets forsamlingshuse. Foto: Jens Amtoft
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce