Annonce
Ikast-Brande

Efterskole krydser fingre for snarlig genåbning

Bo Thorup, forstander på Midtjysk Efterskole, satser på, at efterskolerne kan genåbne i uge 8. Og han ser gerne, at test-kapaciteten øges. Arkivfoto: Peter Hald
Ensomheden blandt efterskole-elever stiger. Efterskoleforstander på Midtjysk Efterskole håber på genåbning i uge 8.

Ejstrupholm: Midtjysk Efterskole i Ejstrupholm ligger stille hen ligesom alle de andre efterskoler landet over. Efterskolerne er corona-lukkede, eleverne er sendt hjem, og frustrationerne vokser blandt elever, forældre og lærere.

Forstander Bo Thorup fra Midtjysk Efterskole håber derfor inderligt, at efterskolerne kan genåbne lige efter vinterferien, det vil sige i uge 8. Men som alle andre kan han ikke vide sig sikker.

- Min spåkugle siger, at vi kan åbne i uge 8. Hvis smittetrykket bliver ved med at være, som det er, så tror jeg, at der er en mulighed. Men jeg kan jo ikke vide det, siger Bo Thorup.

- Hvis eleverne kan vende tilbage i uge 8, vil vi anbefale, at de bliver testet torsdag i uge 7, tilføjer han.

Det teknisk-administrative personale bliver testet en gang om ugen, og det samme anbefaler man, at lærerne bliver, så skolen er klar til at tage imod eleverne.

- Når eleverne kommer, så er vi blevet testet i god tid, siger Bo Thorup.

Situationen er også ved at spidse til. Efterskolen er klar over, at flere og flere elever mærker, at ensomheden trykker, selv om der er online-undervisning og sociale aktiviteter over internettet.


Vi kan mærke i vores elev-flok, at grupper af elever begynder at føle sig ensomme.

Bo Thorup, efterskoleforstander


- Eleverne savner i høj grad at komme tilbage, og vi kan mærke i vores elev-flok, at grupper af elever begynder at føle sig ensomme. De mister jo også noget rent fagligt. Vi får også flere reaktioner fra forældrene, der henvender sig for at fortælle, at eleverne savner deres skole. Men vi møder stor forståelse og opbakning blandt forældrene, og vi gør alt for at informere dem og holde nær kontakt - vi har holdt adskillige webinarer. Vi gør alt hvad vi kan for at kommunikere, siger Bo Thorup.

Annonce

Underskriftsindsamling

Forstanderen fra Midtjysk Efterskole har bidt mærke i, at der er startet en landsdækkende underskriftsindsamling på nettet, der hedder 'Luk efterskolerne op'.

Initiativtagerne ønsker, at efterskolerne kan få eleverne tilbage snarest muligt og derefter skal isolere eleverne på skolerne og ikke sende dem hjem, før det er forsvarligt igen - ligesom man gjorde i Nordjylland under coronaudbruddet på minkfarmene. Argumentet er blandt andet, at smitterisikoen vil være mindre ved at have eleverne på skolerne, fremfor at de som nu er spredt ud over det ganske land. Der er omkring 30.000 efterskole-elever.

- Jeg har fulgt med i initiativet, men som efterskolemand synes jeg, at vi skal følge de retningslinjer, som sundhedsmyndighederne giver os. Når myndighederne siger, at vi kan åbne, så åbner vi så hurtigt, som det kan lade sig gøre. En efterskole kan ikke være en helt hermetisk lukket boble. Vi kan ikke isolere personalet på skolen, og vi har også nogle sårbare elever, der har brug for at komme hjem i weekenden - det er også en risikofaktor. Desuden skal vi være ærlige og sige, at op til jul blev efterskolerne også ramt af det stigende smittetryk. Vi blev ramt med et tilfælde herude, så vi måtte lukke den sidste uge inden jul, siger Bo Thorup.

Landsdækkende initiativ

En landsdækkende underskriftsindsamling kaldet 'Luk efterskolerne op' er blevet startet af forældre, der ønsker, at efterskolerne skal åbnes snarest. Der er i skrivende stund indsamlet 7715 underskrifter, oplyser en af initiativtagerne, Kathrine Assels, der understreger, at alle over 16 år kan skrive under.

I indledningen til underskriftsindsamlingen står der blandt andet:

"Efterskoler er i forvejen delvist lukkede enheder.Derfor burde det være forholdsvis simpelt at lave dem til sikre ”bobler”. Hvis alle elever møder ind med en negativ Coronatest og sammen med deres forældre skriver under på at forblive på efterskolen, indtil restriktionerne løsnes igen (som man gjorde det med stor succes under den nordjyske nedlukning), vil man forholdsvis sikkert kunne genoptage efterskolehverdagen".

Annonce

Mere test-kapacitet

Når eleverne kommer tilbage på efterskolerne, så ønsker Bo Thorup ligesom mange andre efterskoleforstandere, at det bliver muligt at skrue op for test-kapaciteten.

En af ideerne er, at flere efterskoler kan gå sammen om at få gang i mobile test-centre - simpelthen en "test-bil", der kan køre rundt til skolerne og teste.

- Vi vil gerne have en mere pro-aktiv testindsats. Jeg har foreslået, at vi får en bus, der kan køre rundt til for eksempel 12 efterskoler på en uge, og jeg ved, at der er forhandlinger i gang om fællesindkøb, hvor efterskoleforeningen diskuterer en indkøbsaftale om test, forklarer Bo Thorup.

Økonomisk set tror forstanderen, at efterskolen nok skal klare sig, da der er hjælpepakker.

- Men det kommer til at koste os penge. Omfanget kender jeg ikke endnu. Vi har jo også tjent penge ved at leje lokaler ud til for eksempel konferencer og kurser, og det kan vi jo ikke nu, siger Bo Thorup.

Annonce

Savner vennerne

En af eleverne fra Midtjysk Efterskole, Jacob Bylling, siger, at han i den grad håber, at skolen snart kan åbne igen:

- At være hjemsendt fra efterskole er virkelig træls. Man savner det, så det er virkelig hårdt at være hjemsendt i flere måneder, når man kun har det ene år at gå der, siger Jacob Bylling.


At være hjemsendt fra efterskole er virkelig træls.

Jacob Bylling, elev


- Jeg savner mest vennerne og bare efterskolemiljøet generelt. Hvis der er en ting, som alle savner på efterskolerne, så er det de nye bekendtskaber og vennerne, som man har mødt, tilføjer han.

Men også på det faglige område begynder Jacob Bylling at føle afsavn:

- Personligt er jeg ved at blive lidt træt af online-undervisningen. Det er meget federe at kunne snakke med sine lærere i virkeligheden end på en skærm, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce