Annonce
Hedensted

Efterskole-jubilarer: - Vores mål er stadig at gøre unge klar til fremtiden

Marianne Wollenberg har undervist på Flemming Efterskole i 40 år. Hun har tysk, dansk, forskellige valgfag, og så er hun uddannelsesvejleder. Foto: Michael Svenningsen

Flemming Efterskole kan i år fejre 125 års jubilæum og er dermed Danmarks længst fungerende efterskole. Marianne Wollenberg har været med til at holde skolen kørende i 40 år som blandt andet tysk- og dansklærer

Flemming: Da Marianne Wollenberg 1. august 1978 begyndte som dansk- og tysklærer på Flemming Efterskole, blev hun ofte spurgt om, hvordan hun kunne holde til at arbejde på en efterskole.

- Efterskoler havde ry for at være sådan et sted for unge, der ikke kunne opføre sig ordentlig, men sådan var det jo slet ikke, siger Marianne Wollenberg med et stort smil.

Siden den gang er det næsten kun gået en vej for efterskoler, fremad. I slut 1980'erne var der godt nok et dyk i elevtallet, og de senere år har nogle efterskoler haft svært ved at skaffe elever, men Flemming Efterskole har haft vokseværk, både i forhold antal elever og de fysiske rammer.

- Da jeg begyndte i 1978, var der kun 50 elever. De fleste lærere boede i byen og tog deres familier med til spisningerne. Jeg var faktisk kun den anden lærer, der ikke boede i Flemming, husker Marianne Wollenberg.

Hvert hold er noget særligt. De unge kommer hele tiden med noget nyt, så det er nok også derfor, jeg er blevet ved.

Marianne Wollenberg

Flemming Efterskole

2. november 1893: Joseph Petersen holder indvielse af den bygning, der får navnet Flemming Efterskole.4. november 1893: Det første hold på 22 elever ankommer.

1906: Joseph Petersen dør og hans kone og lærer Andreas Jensen driver skolen videre.

1910: Sigurd Kristensen bliver ansat som forstander.

1. oktober 1921: Sigurd Højberg køber skolen og er forstander i 40 år.

1931: Gymnastiksal med gymnastiklokale og et klasseværelse, et sløjdlokale og en række elevværelser med plads til 16 elever bliver indviet.

1938: Sigurd Højberg køber en nærliggende villa og indretter skolekøkken, opholdsstue, spisestue og flere elevværelser.

1961: Sigurd Højberg sælger skolen til den selvejende institution Flemming Efterskole. Frode Møller bliver udpeget som bestyrelsesformand og Svend Rolighed som forstander.

1968: Det første fælleshold med 30 piger og 30 drenge begynder, og skoleåret bliver 10 måneder.

1971-72: Sydfløjen og elevboliger med centralvarme blev bygget.

1980: Skolen får sin første idrætshal.

1983: Tove og Flemming Hansen bliver ansat som forstanderpar.

1986: Køkken og fællessalaen bliver bygget.

1987: Drengene laver den første rigtige rytmiske drengeserie til en opvisning.

1988: Det tidligere plejehjem Lægården købes og bruges til pigegang.

1995: Skole bygger ny idrætshallen og anlægger springgrav i den hidtidige hal.

1998: Ole og Bente Vind bliver forstanderpar. Der er 124 elever på skolen.

2001: Spisesalen og musiklokalerne bliver bygget, og den gamle gymnastik og spisesal blev ombygget til fællessal. Elevtallet fortsætter med at stige.

2010: Skolen får et springcenter.

2015: Opvisningshallen bliver bygget.

2018: Kunstgræsbanen bliver anlagt. Elevtallet er ca. 200.

De fysiske rammer er vokset og vokset i de 40 år Marianne Wollenberg har arbejdet på Flemming Efterskole. Foto: Michael Svenningsen

Fulgt med tiden

Kigger man tilbage i tiden, før Marianne Wollenberg blev ansat, var efterskolen også markant anderledes end i dag. Bestyrelsesformand Niels Bie, som i øvrigt har 25 års jubilæum som formand, har fået fortalt, hvordan forholdene var, da hans mor og morbror gik på skolen under krigen.

- De har fortalt om, at eleverne dengang fik tæsk, lærerne røg, og eleverne blev sat til at læsse sand, fortæller Niels Bie.

Sådan var det slet ikke, da han i 1975 var elev på skolen, en tid som han husker som sit livs bedste. En tid, hvor der var sløjd som valgfag, og mere fokus på det praktiske. Men grundværdien var den samme.

- Formålet har altid været, at man skulle gøre de unge klar til fremtiden. Vi har heldigvis haft dygtige folk, der har været gode til at få nye ideer, så vi hele tiden følger med tiden, siger Niels Bie.

En af de største forandringer på efterskolen har været de fysiske rammer.

- I 1978 var der stadigvæk plejehjem i den ene af bygningerne, husker Marianne Wollenberg og peger rundt på de forskellige bygninger, som med tiden er blevet ombygget, udvidet eller nybygget.

- Jeg husker især, da vi købte plejehjemmet Lægården. Det nye plejehjem i Rask Mølle var ikke helt færdigt, så i tre måneder skulle nogle af pigerne bo sammen med de ældre. Det var så hyggeligt, og pigerne var gode til at være opmærksomme på de ældre, fortæller Marianne Wollenberg.

Valgfag er kommet og gået, men gymnastik har fyldt mere og mere på efterskolen, der nu har tre haller og hvert år drager rundt med gymnastikopvisninger.

- Men vi har også e-sport som valgfag og laver musicals, understreger Marianne Wollenberg.

I forbindelse med elevdagen i juni fik Flemming Efterskole et kunstværk i springcentret . Det viser vigtige nedslag i Flemming Efterskoles 125 år lange historie og værdierne tryghed, tillid og tolerance. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Annonce

Spiser mere salat

Hun oplever ikke den store forskel på elever dengang og i dag, bortset fra at eleverne i dag spiser meget mere salat. Udbyttet af et år på efterskole er stadig det samme.

- De bliver klogere på sig selv og fået mere selvtillid og selvværd, siger Marianne Wollenberg.

Hun har været så lang tid på efterskolen, at hun nu får elever, hvis forældre hun også har haft.

- Det er ret sjovt. De er selvføgelig helt selvstændige, men det er sjovt at se, hvordan de ligner deres forældre, forklarer Marianne Wollenberg, der også ser det som et skulderklap, at tidligere elever vægler at sende deres børn på Flemming Efterskole.

Hun har ingen planer om at stoppe som lærer, hun trives stadigvæk på efterskolen og tager et år ad gangen.

- Det er stadigvæk en livsstil at være efterskolelærer. Vi siger stadigvæk godnat og sidder på sengekanten, selvom der er flere elever, og får lov til at komme helt tæt på dem. Det er fantastisk, at man godt må være en del af deres liv og hjælpe dem på vej, siger Marianne Wollenberg.

Også bestyrelsesformand Niels Bie har en god tro på fremtiden.

- For vores efterskole, der ser jeg fremtiden som tryg. Vi har en dygtig forstander og dygtige folk til at hjælpe os til at få ideer, der gør os populære. Det er vigtigt at være fremsynede, for det er ikke i dag, vi skal fylde skolen til næste år. Fem år før skal vi faktisk have ny ideer til de nye generationer, siger Niels Bie.

Jubilæet bliver fejret søndag med en fest for elever og forældre.

Joseph Pedersen var manden, der oprettede Flemming Efterskole. Han holdt invielsestale 2. november og 4. novmeber ankom de første elever. Privatfoto
Gymnastik har altid fyldt meget på Flemming Efterskole. Billedet er fra årgang 1962-63. Privatfoto
Sådan så elevholdet 1962-63 ud. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

39-årige Katrine tager kampen op med skoletræthed for at blive elektriker: Jeg er et bedre forbillede for mine børn nu

Annonce