Annonce
Horsens

Efterlyste Gringo var væk næsten en uge: Hvid kongepyton fundet i god behold

Den 1,2 meter lange kongepyton er fundet i god behold efter at have været væk næsten en uge. Privatfoto
Kongepytonen Gringo er fuldstændig uskadt og slet ikke afkræftet. Han er nu tilbage i sit terrarie.

Egebjerg: Den hvide kongepyton Gringo, der blev efterlyst tidligere på ugen, er fundet i god behold.

Han kom frem af sig selv natten til søndag i hjemmet i Egebjerg.

- Han har hele tiden været indendørs, præcis som vi havde regnet med, skriver Karina Kollits til avisen.

Hun var ellers ulykkelig, da avisen talte med hende onsdag, fordi hun ikke kunne finde sin hvide kongepyton, Gringo. Låsen til terrariet var mandag aften ikke blevet låst ordentligt, så derfor kunne slangen selv kravle ud. Siden da ledte Karina Kollits intensivt efter kongepytonen.

- Vi har pillet sofaen fra hinanden og pillet paneler af i køkkenet, for at se om han kan have gemt sig der, fortalte Karine Kollits, da Gringo havde været væk et par dage.

Hun havde endevendt carport og redskabsrum, og sammen med en af sine hunde og en god ven havde hun ledt i nærområdet. Men desværre uden held.

Annonce

Fuldstændig uskadt

Mens kongepytonen har været væk, har Karina Kollits sørget for at tænde radiatorerne i hjemmet. En kongepyton er nemlig et vekseldyr, der skal have varme, og Karina Kollits frygtede derfor for Gringos liv, mens han var væk.

- Der er 25 grader i den kolde ende af terrariet og 32-34 grader i den varme del, så nætterne er alt for kolde. Jeg håber stadig, at vi finder ham indenfor. Han vil helt naturligt søge varmen, som han flytter sig efter, fortalte Karina Kollits til avisen onsdag.

Alt tyder på, at kongepytonen har haft det tilpas i sit skjul.

- Han fuldstændig uskadt og slet ikke afkræftet. Han er nu tilbage i sit terrarie og får fred nogle dage ovenpå dette eventyr, skriver Karina Kollits til avisen.

Efterlysning afblæst

Efter Gringo havde været væk et stykke tid, besluttede Karina Kollits i samråd med politiet at lægge et opslag om sit forsvundne kæledyr på Facebook-siden "Opslagstavlen i Egebjerg".

Politiet sendte også en efterlysning ud med informationer om at ringe 114, hvis man så den forsvundne kongepyton.

Efter slangen blev fundet, er både politiet og Karina Kollits venner og bekendte på Facebook blevet informeret.

- Jeg ringede til politiet med det samme og skrev et opslag på Facebook om, at han var kommet frem herhjemme ganske uskadt, skriver Karina Kollits.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Dårligt argument for dyrere børnepasning

Fra nytår bliver det dyrere at få passet sine børn i Horsens Kommune. Den slags er en politisk beslutning, og Horsens Byråd er naturligvis i sin gode ret til at sætte prisen op og ned alt efter politisk prioritering. Så langt så godt, og indrømmet, det er svært tit og ofte at skulle forklare prisstigninger, men det er er altså tæt på være verdens dårligste argument, når man forklarer prisstigningen med, at kommunen tilfører syv millioner kroner ekstra til området. Flere kommunale kroner er altså lig med, at man som forældre skal betale mere, lyder logikken. Argumentet holder også så langt, at for at få økonomien til at hænge sammen, når vi skal have passet de små i vuggestue, dagpleje, børnehave eller sfo, er der også en forældrebetaling. Den må maksimalt andrage 25 procent. En sats, der er indført, så ingen kommuner uhæmmet bruger den knap at skrue på, når der skal lægges budget. Nøgleordet her er maksimalt. For det er klart, at forældrebetalingen stiger, når procentsatsen fastholdes, og det samlede budget stiger, men i ordet maksimalt ligger også, at man selvfølgelig kan sætte satsen ned, så forældrene ikke skal betale mere for at få passet børn efter nytår. Der kan være mange gode argumenter for at tilføre midler til børnepasning og at lade forældrebetalingen stige, men der er ingen sammenhæng mellem flere midler og øget forældrebetaling. Horsens Byråd kunne uden problemer vedtage, at det fra nytår skulle være billigere for forældrene at sende deres børn i kommunale pasningstilbud og samtidig tilføre flere midler for at kunne ansætte eksempelvis flere pædagoger. Det kunne eksempelvis være begrundet i at ville tiltrække flere børnefamilier til kommunen. Det er en politisk beslutning med tilhørende solide argumenter, som man så kan være enig eller uenig i, men at sige, at forældrene skal betale mere, fordi kommunen bruger flere penge på området, har ingen logisk sammenhæng.

Annonce