AARHUS: Der er 10.000 kroner til den, der hjælper Aarhus Symfoniorkester med at få en tværfløjte tilbage.
En af orkestrets musikere mistede tirsdag 13. august sin fløjte ombord på bussen på linje 2A fra Park Allé i retning mod Holme. Musikeren var med bussen fra kl. 16.15 til 16.40.
Fløjten er af mærket "Flûte Traversière Brannen all 14K". På fløjten er serienummeret 8623 indgraveret.
Da den forsvandt, lå fløjten i en aflang grå kasse med etiketten "Brannen Brothers Flutemakers, Inc." Kassen med fløjten lå i en sort, aflang skuldertaske af groftvævet stof, der også bærer mærket "Brannen Brothers Flutemakers, Inc."-
Fløjten indgår i Aarhus Symfoniorkesters faste produktion. Derfor håber orkestret, at det med offentlighedens hjælp vil lykkes hurtigt at finde instrumentet.
Er man i besiddelse af fløjten, eller har man oplysninger om, hvor den befinder sig, bedes man kontakte Mette Rohde Gottschalck, souschef i Aarhus Symfoniorkester på 41859923.