Annonce
112

Efter to år i skjul: Horsensianske narkobagmænd anholdt i Marokko

To formodede narkobagmænd er efter næsten to år på flugt blevet anholdt i Marokko. Arkivfoto: Michael Bager
To formodede narkobagmænd fra Horsens blev lørdag anholdt i Marokko. Mændene har været efterlyst i to år i en sag om indsmugling af hash for millioner, hvor der allerede er faldet en lang række domme.

Horsens: I to år har to mænd fra Horsens på 25 og 36 år haft held med at holde sig skjult, selvom de har været internationalt efterlyst siden 7. marts 2018.

Mændene mistænkes for at være bagmænd i en opsigtsvækkende sag om indsmugling af tonsvis af hash for millioner af kroner. Mindst 19 personer, en stor del af dem fra Horsens, er indtil videre dømt i sagen og har fået årelange straffe.

Lørdag klappede fælden så for de to mænd, der blev anholdt i Marokko.

Nu venter Særlig Efterforskning Vest (SEV) på, at de to bliver udleveret til Danmark.

- Vi er selvfølgelig tilfredse med, at det er lykkedes at få dem anholdt i Marokko og få dem hentet hjem, så de også kan blive stillet for retten, siger vicepolitiinspektør Morten Vegger fra SEV.

Annonce

Usædvanlig sag

Sagen begyndte, da SEV i en koordineret politiaktion med flere andre lande slog til 7. marts 2018 og anholdt mindst 20 personer.

17 af dem blev efterfølgende varetægtsfængslet, de fleste af dem var fra Horsens. De to mænd på nu 25 og 36 år blev varetægtsfængslet in absentia.

Forude for aktionen lå måneders intensiv efterforskning, der blandt andet indebar overvågninger, telefonaflytninger og hemmelige ransagninger i de mistænktes hjem.

Sagen fylder metervis af ringbind og har været særdeles krævende, har den tidligere leder af SEV, politiinspektør Brian Voss Olsen, sagt til Horsens Folkeblad.

I et interview til avisen i december 2018 betegnede han sagen som usædvanlig. Dels på grund af omfanget og de store pengebeløb, der har været involveret. Men også, fordi det lykkedes politiet at få fat i stort set alle de led, der er i spil, når det handler om at smugle massive mængder hash til Danmark.

- Vi mangler dem, der står i Marokko og plukker hashen. Men ellers har vi fået optrevlet hele organisationen. Fra Spanien og hele vejen op til Danmark via Holland samt de under-organisationer, der er kommet til Horsens og har fået store mængder hash udleveret, som de har taget med hjem til de byer, de kommer fra, sagde Brian Voss Olsen til avisen.

Kriminelt familieforetagende

Men sagen er også usædvanlig af en anden grund. En stor del af de dømte horsensianere er i familie med hinanden på kryds og på tværs. Der er tale om søstre, mødre, sønner, brødre, fætre og bedstemødre.

Nogle er blevet dømt for at opbevare hundredevis af kg hash i et skur i baghaven. Andre er dømt for at gemme millioner af kroner i poser i sofaen.

En blev dømt for at flyve til Spanien med en million kroner i kontanter. En leverede en pose med en million kroner til en svensk mand.

Den svenske mand, der ikke har relation til familieforetaget i Horsens, er dømt for at have hentet 34 millioner kroner i kontanter i Horsens.

Alle har haft en rolle, stor eller lille, og den er de blevet dømt for.

Tilbage har manglet de to mænd, som politiet hele tiden har betegnet som bagmændene i narkokomplekset. Ved flere af de tidligere retsmøder er det kommet frem, at de begge er en del af Horsens-familien.

De er de sidste to til at blive dømt i sagen, men først skal de udleveres til Danmark. Hvornår det sker, tør Morten Vegger fra SEV ikke spå om.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Bilist fik ildebefindende og endte i baghave

Læserbrev

Trods corona-krise: Betal dit medlemskontingent!

Læserbrev: Vi står midt i en historisk krise, hvor samfundet mere eller mindre er lukket ned. Det udfordrer os alle - herunder vores foreninger, klubber og alle vores frivillige. Foreningerne i Horsens kommune ligger p.t. øde hen, uden aktivitet, med tomme klubhuse, ingen træninger, ingen kampe og ingen socialt samvær. Det betyder, at vores foreninger er (eller kan blive) udfordret på økonomien i form af manglende indtægter fra stævner, cups, sponsorater, indtægtsgivende arrangementer, kontingenter, m.m. I yderste konsekvens kan det få fatale følger for vores foreninger i form af lukninger. Desværre har jeg den seneste tid hørt fra flere personer, at de overvejer deres medlemskab af den lokale idrætsforening - når nu de ikke ”får noget for pengene”. Det gør mig frustreret at høre disse udmeldinger, for det er netop nu, at vi skal stå sammen, vise samfundssind og bakke op om vores foreninger. Mennesker er sociale væsner der har et fundamentalt behov for at være sammen med andre mennesker. Derfor indgår de fleste af os i fællesskaber i familien, med venner, på jobbet og i foreninger. Jeg ynder at sige, at mennesker er flokdyr, der skal stimuleres socialt. Den nuværende corona-krise gør, at vi skal holde os indendørs og isolere os fra andre mennesker. Det strider direkte mod vores menneskelige natur, hvilket udfordrer os som individer. Derfor tror jeg, at vi mere end nogensinde før har behov for vores foreninger. Når vi kommer ud på den anden side af krisen, har vi i den grad behov for at blive socialt stimuleret og få plejet vores sociale relationer i fællesskabet med andre mennesker. Så min klare opfordring: Betal dit medlemskontingent og støt op om din lokale forening. Så kan vi igen mødes i fællesskabet om den idræt eller foreningsaktivitet, vi brænder så meget for.

Annonce