Annonce
Horsens

Efter statsministerens pressemøde: - Vi bliver bare hjemme i dejlige Horsens

De horsensianere, Horsens Folkeblad mødte på gaden efter statsminister Mette Frederiksen (S) pressemøde om åbning af grænserne, var klart indstillet på at holde deres sommerferie i Danmark, nogle endda i Horsens. Billedet her er fra sidste sommer på Langelinie. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce

Horsens: Statsminister Mette Frederiksen (S) løftede fredag eftermiddag sløret for, hvilke grænser der åbner i juni, og hvordan danskerne hen over sommeren bør forholde sig til rejser ud af landet.

Det kom blandt andet frem på pressemødet, at danskerne i år godt kan glemme charterferien til populære sydeuropæiske destinationer. Udenrigsministeriet fraråder nemlig frem til 31. august rejser til alle andre lande end Norge, Island og Tyskland.

Folkebladet tog efterfølgende på Søndergade og stillede spørgsmålet: Får statsministerens udmelding betydning for din sommerferie?

Cecilie Kilde, Stensballe:

- Det får ingen betydning for os. Vi er tilflyttere til Horsens og vil bruge sommeren på at lære byen bedre at kende.

Klæmint Johannesen, Uldum:

- Jeg havde faktisk planer om at tage et par uger til Færøerne, hvor jeg kommer fra. Det kan man godt, men skal i karantæne i de første to uger, så det droppede jeg. Vi bliver i stedet hjemme og får styr på nogle ting i vores hus.

Jette Ørnfelt, Horsens:

- Vi holder altid ferie i Danmark, og i år har vi lejet et sommerhus i Odsherred. Det er generelt godt med en forsigtig linje i forhold til rejser til udlandet. Jeg arbejder på sygehuset, og der har vi haft travlt.

Birgitte Frölich, Horsens:

- Det gør mig ikke noget, at vi ikke kan komme på charterferie. Det er fornuftigt at lukke ned for det, og jeg har også hele tiden haft planer om at holde ferie hjemme i vores dejlige Horsens.

Sune Agger, Horsens:

- Vi bliver hjemme. Efter at der kom corona, tænkte vi, at det ville være godt med en hyggelig og dejlig familieferie i Danmark, så vi tager på ferie i min svigermors sommerhus på Vestkysten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce