Annonce
Horsens

Efter sidste års katastrofehøst: I år bliver det godt

Årets høst af vinterbyg forventes at kunne gå i gang midt på måneden. Arkivfoto
Vinterbyggen står flot og nærmer sig høst. Planteavlskonsulent forventer en høst over gennemsnittet.
Annonce

Horsens: Oven på sidste års meget dårlige høstresultat kan landmændene igen se frem til en mere normal en af slagsen.

- Høsten i år er noget helt andet end sidste år. Vi håber på, at lige så slem sidste års høst var, lige så fornuftig kan årets høst blive, siger planteavlskonsulent ved LMO, Bent Lune Nielsen.

Vinterbyggen står netop nu flot på markerne, og de første mejetærskere forventes at køre ud midt på måneden.

- Vinterbyggen er nok høstbar i løbet af en 14 dages tid. Det er forholdsvis tidligt. Gennemsnitligt starter høsten i slutningen af juli, lyder vurderingen fra Bent Lune Nielsen.

I forhold til den øvrige høst er vejret den kommende tid stadig vigtig for udbyttet.

- Sidste uges varme og blæst gør, at vandbeholdningen i jorden forsvinder. Vi vil ikke have noget imod, at der kom nogle regnbyer den næste uges tid. Det er vigtigt for topudbyttet. Netop nu bliver der vandet på livet løs på lette jorder ved Brædstrup og Tørring. Derimod er vinterbyggen ved at være færdig. Den begynder at gulne på markerne, så vinterbyggen vil være ligeglad med, om den får mere vand. Det er vigtigere for de forårssåede afgrøder, vårbyg, havre, majs og græsmarker. Hveden skal jo også gro mindst en måned endnu, siger Bent Lune Nielsen.

Høsten i år er noget helt andet end sidste år. Vi håber på, at lige så slem sidste års høst var, lige så fornuftig kan årets høst blive.

Bent Lune Nielsen, planteavlskonsulent

Annonce

Perfekt efterår

Vækstbetingelserne for årets afgrøder har hidtil været gode.

Ifølge planteavlskonsulenten var efteråret 2018 rigtig god for at så vintersæd, vinterbyg og hvede og rug.

- Det er sjældent lykkedes så godt for afgrøderne at blive etablerede. Der var et fantastisk vejr i september, hvor der kom lidt vand, og der var samtidig gode temperaturer. Vinteren var mild, og afgrøderne overvintrede godt. Der var en lille smule udfordring i marts, hvor der kom en del vand. Så var der en rigtig god april og en god maj, hvor det heldigvis blev lidt koldt igen, og endelig har juni også været god med et passende antal byger og noget varme, fortæller Bent Lune Nielsen.

En stor høst har dog også indvirkning på kornpriserne, fortæller han.

- Det er jo ikke kun høstens størrelse, men også prisen på afgrøderne, der betyder noget for bondemanden i den sidste ende. Når høsten tegner godt, så er prisniveauet også faldet lidt i forhold til sidste år, hvor den dårlige høst blev kompenseret lidt ved, at der var en god afgrødepris. Men det økonomiske resultat bliver absolut bedre end sidste år, siger han.

Når vinterbyg er færdighøstet, kommer turen til hvede. Bent Lune Nielsen forventer, at hvedehøsten går i gang omkring 1. august.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Så er det nu, det gælder

Ikast-Brande

Personbil brød i brand

Horsens

Er mundbind falsk sikkerhed?

Annonce