Annonce
Horsens

Advarsel til trafikanter: Efter påske spærres det nordgående spor på Schüttesvej i to uger

Foto: Google Maps
Mens store kloakrør bliver udskiftet og gravet ned, bliver det nordgående spor på Schüttesvej af sikkerhedsmæssige årsager lukket for trafik.

Horsens: Bilister, der normalt kører ad Schüttesvej, skal være opmærksomme på, at der snart kommer ændringer i trafikken i forbindelse med udvidelsen af vejen fra to til fire spor. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

Efter påske bliver hele det nordgående spor midlertidigt spærret for trafik. Lukningen af sporet gælder fra tirsdag 6. april klokken 9 og frem til tirsdag 20. april klokken 6.

I denne periode udskifter Samn Forsyning store kloakrør, der skal graves cirka 3,5 meter ned i jorden. Det sker på strækningen mellem Lovbyvej og Silkeborgvej.

Annonce
Kortet her viser, hvor bilister kan køre, og hvor vejen er lukket for trafik. Kort: Horsens Kommune

- Ligesom vi har gjort i krydset ved Bygholm Parkvej, skifter vi nu også de gamle kloakrør, der er gravet ned under vejen mellem Lovbyvej og Silkeborgvej. Med de nye rør får vi gjort klar til, at vi kan lave kloakseparering ved boligerne i det omkringliggende område, siger Berit Fristed Kristensen, projektleder i Samn Forsyning i pressemeddelelsen.

Vil undgå farlige situationer

Af hensyn til trafiksikkerheden og medarbejdernes sikkerhed er det nødvendigt at lukke det nordgående spor, mens kloakarbejdet bliver lavet.

- Der kører meget trafik på Schüttesvej, så vi spærrer det nordgående spor, så medarbejderne trygt kan arbejde på stedet, og så der ikke opstår trafikfarlige situationer. Når vi udfører store vejprojekter, sørger vi for at tænke dem sammen med andre relevante aktører blandt andre Samn Forsyning, så vi får skiftet gamle kabler, rør og ledninger, når vi i forvejen arbejder på strækningen, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme i Horsens Kommune.


Der kører meget trafik på Schüttesvej, så vi spærrer det nordgående spor, så medarbejderne trygt kan arbejde på stedet.

Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald, Trafik og Ejendomme, Horsens Kommune


På den øvrige del af Schüttesvej udnytter Horsens Kommune og Munch Havne og Anlæg, der er entreprenør på vejudvidelsen, tiden til at lægge blandt andet regnvandsstik på tværs af det spor, der er lukket for trafik.

Trafikken i det sydgående spor bliver ikke påvirket af arbejdet.

Annonce

Lovbyvej åbnes delvist

For at sikre, at bilister fra bolig- og erhvervsområdet vest for Schüttesvej fortsat kan køre ud fra området, bliver en del af Lovbyvej-krydset midlertidigt åbnet.

- Mens det nordgående spor på Schüttesvej er spærret, åbner vi en del af Lovbyvej-krydset, så bilister fra bolig- og erhvervsområdet mod vest kan køre ligeud gennem krydset og hen til Silkeborgvej/Vestergade. Lovbyvej-krydset vil dog fortsat være spærret i den modsatte retning, forklarer Allan Lyng Hansen i pressemeddelelsen.

For fodgængere og cyklister betyder kloakarbejdet, at fortov og cykelsti langs det nordgående spor er spærret mellem Lovbyvej og Silkeborgvej.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Enner Mark Fængsel skal have ny leder

Annonce