Annonce
Erhverv

Efter jordopkøb: Marlon Tørmørtel gør klar til udvidelse

Marlon Tørmørtel er parat til at bygge en ny lagerhal til efteråret så snart, at den ny vejføring af Virkelyst længere mod nord står færdig. Arkivfoto: Henrik Sandvad
Marlon Tørmørtel A/S vil til efteråret begynde en udvidelse af fabrikken på Virkelyst i Brædstrup. Her vil betonvirksomheden opføre en 2.000 kvm. stor lagerhal, men en udvidelse af administrationsbygningen er også på tegnebrættet.

Brædstrup: I 2016 byggede Marlon Tørmørtel på Virkelyst i Brædstrup en hel ny produktionshal, så virksomheden dermed kunne producere betonprodukter og tørmørtel i to produktionslinjer, og her fire år senere er virksomheden klar til at bygge igen.

I starten af februar sagde byrådet ja til at sælge 21.000 kvm. erhvervsjord til Marlon Tørmørtel, og den ekstra plads skal bruges til at opføre en cirka 2000 kvm. stor lagerhal, oplyser virksomhedens ejer og direktør, Martin Ladegaard.

- Opkøbet af den ekstra erhvervsjord er en fremtidssikring for os. Vi har længe ledt efter mere lagerplads, og vores administration er også ved at være for lille. Samtidig udvikler virksomheden sig også, og man ved aldrig, hvad der sker om to år, så får man senere lyst til at udvide kapaciteten, har vi nu muligheden, siger Martin Ladegaard.

Direktøren forventer, at der skal investeres et sted mellem 10 og 15 mio. kroner i den nye lagerhal.

Annonce

Om Marlon Tørmørtel A/S

Marlon Tørmørtel A/S er et familieejet selskab, som blev etableret i 1978.
Marlon Tørmørtel lever af at producere betonprodukter og tørmørtel til det professionelle marked.
I 2012 flyttede virksomheden fra en lejet grund ved Dansand i Addit til Virkelyst i Brædstrup til en helt nyopført fabrik.
I 2014 udvider Marlon Tørmørtel produktionshal og lager.
I 2016 udvider virksomheden med en hel ny produktionslinje og bliver samme år Gazelle-virksomhed.
Marlon Tørmørtel har i dag 31 ansatte.

Byggestart til efteråret

Hos Marlon Tørmørtel håber man på, at man kan begynde udvidelsen af den nye lagerhal samt en mulig udvidelse af administrationsbygningen til efteråret, når den nye vejføring længere mod nord af Virkelyst og Øskovvej er på plads.

- Vi mangler virkelig lagerplads, og derfor går arbejdet også i gang, så hurtigt at det kan lade sig gøre, siger Martin Ladegaard.

Marlon Tørmørtel har i længere tid arbejdet på at skaffe mere erhvervsjord, så virksomheden kunne udvide. Betonvirksomheden fik derfor pludselig en mulighed foræret af kommunen, da den tilbød at flytte Virkelyst længere mod nord som et led i et jordsalg til nabovirksomheden Vilofoss.

- Vi slår egentlig til, fordi den vej bliver flyttet længere væk, og på den måde gik kabalen pludselig op for os. Vi skulle egentlig haft lagerhallen klar allerede nu, siger Martin Ladegaard.

Flere ansatte

Marlon Tørmørtel er i de senere år vokset kraftigt. Bruttofortjenesten er således fordoblet fra 2014 til 2019, mens antallet af ansatte er steget fra 21 til 31 ansatte.

- Vi har travlt, og der er nok at lave, så vi er i en positiv gænge, lyder det fra direktøren.

Han forventer, at udvidelsen af fabrikken også betyder, at der skal ansættes ekstra hænder på fabrikken.

- Det vil betyde flere ansatte på sigt, men det afhænger også af, hvordan vi skruer tingene sammen. Vi overvejer lidt, om det skal være en fuldautomatisk lagerhal, der med et stregkodesystem selv kan lægge varerne på plads. Men vi kommer nok til at ansætte nogle, siger Martin Ladegaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Slut med venlige henstillinger: Tirsdag står politiet klar med bødeblokken ved genbrugspladsen

Erhverv

Benedikte lukkede butikken da krisen tog fat: Nu er kunderne vendt tilbage

Annonce