Annonce
Brædstrup

Efter halvdødt golfår: Pejsegården får atter golfgæster

To små nyheder trækker i den rigtige retning for Hotel Pejsegården, ifølge direktør Jytte Nygaard. Hotellet har netop forlænget en indkøbsaftale med staten om kurser og konferencer, og så har hotellet fået gang i salget af golfophold igen. Foto: Mads Dalegaard
Hotel Pejsegården har i over 10 år solgt golfophold til de særligt golfinteresserede. Sidste år gik salget af den slags ophold i stå på grund af corona-epidemien, men nu er interessen for golfophold på det lokale hotel i kraftig vækst.

Brædstrup: Genåbningen af Danmark går stille fremad, og det mærker man også på Hotel Pejsegården i Brædstrup. Det lokale hotel oplever i øjeblikket en rigtig stor efterspørgsel efter golfophold. Således har hotellet solgt over 2800 golfdøgn, som dækker perioden fra 1. maj til 1. oktober.

- Det går rigtig fint med salget af golfophold. Det viser os, at tingene er ved at blive løbet lige så stille i gang igen. De 2800 golfdøgn svarer cirka til et almindeligt år, men det er væsentlig bedre i forhold til sidste år, selvom vi nok ikke skal sammenligne noget med 2020, siger Jytte Nygaard, der er direktør på Hotel Pejsegården.

Hotellet har i over 10 år solgt ophold til de særligt golfinteresserede, og sidste år gik salget af den slags ophold i stå på grund af corona-epidemien. Golfopholdene sælges som pakker med mulighed for mellem én til fire overnatninger, og her kan gæster vælge at spille på 26 forskellige baner i området.

Annonce

- Gæsterne kommer fra hele landet, og de kommer både i små og store grupper. De fleste af de gæster, som får et ophold hos os, bruger mest banerne i Horsens, Ry, Skanderborg eller Himmelbjergets golfbane. Det er dejligt at se, at folk igen har fået mod på at tage på golfophold. Det giver lidt optimisme, siger Jytte Nygaard.

Ny aftale med staten

Hotel Pejsegården har ligesom de øvrige i hotel- og restaurationsbranchen været igennem et rigtig hårdt år, siden landet lukkede ned i marts 2020.


Det går rigtig fint med salget af golfophold. Det viser os, at tingene er ved at blive løbet lige så stille i gang igen.

Jytte Nygaard, direktør på Hotel Pejsegården


Hotellet har forsøgt at holde åbent hele vejen gennem pandemien, og undervejs har det lokale hotel klaret sig med salg af takeaway og ved at få fat i en helt ny kundegruppe. Det har været arbejdende håndværkere i området, som har brug for spisning og overnatning.

En anden vigtig indtægtskilde for Hotel Pejsegården er konferencer, og selvom det ikke er helt løbet i gang endnu, så er der positive spirer på vej. I hvert fald har hotellet netop forlænget en indkøbsaftale med staten, hvilket betyder, at de statsansatte kan benytte Hotel Pejsegården, når de skal afholde kurser og konferencer.

- Det er en aftale, vi har haft før, og de løber gerne over to-tre år. Vi er rigtig glade for, at vi har fået lavet en ny aftale med staten, fordi det er noget, man skal gøre sig fortjent til, siger Jytte Nygaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

39-årige Katrine tager kampen op med skoletræthed for at blive elektriker: Jeg er et bedre forbillede for mine børn nu

Seneste plus

Annonce