Annonce
Horsens

Efter 40 år med legetøj: Vi er mindre og smidige - derfor går det fortsat godt

Familien-Legeland kan fejre fire årtier med legetøj. Peter og Karen Nielsen åbnede i 1979 butik Legeland i Hospitalsgade. I dag har sønnen Søren Nielsen taget over, men forældrene hjælper stadig på ugentlig basis til i forretningen. Foto: Morten Pape
Søren Nielsen, nuværende indehaver af Legeland og søn af stifterne af forretningen, har haft legetøj inde på livet i fire årtier. Grunden til forretningens fortsatte succes tilskriver han sine forældre og ikke mindst butikkens format - en mindre størrelse, der har lettere ved at sadle om, når det kræves.

Horsens: I 1979 åbnede Peter og Karen Nielsen legetøjsforretningen Legeland i Hospitalsgade.

Det var oprindeligt ment som en hobbybutik med modelskibe og -jernbaner, for det havde Peter Nielsens helt store interesse.

Interessen er holdt ved for den i dag 71-årige Peter Nielsen. Det bevidner blandt andet stedets kontor på første sal, der boomer med netop den passion.

Men i forretningen gik der blot et par år fra åbningsdatoen, inden et større sortiment af legetøj fandt vej til hylderne.

- Butikken har altid glædet min far. Han er et stort legebarn, og det har været drivkraften alle årene. Når han stadig hver uge kigger ind og tager sig af kunderne, ved jeg, at de får verdens bedste betjening - også hvis de kommer et minut i lukketid. Sådan har det altid været med ham, og jeg nyder naturligvis hans væsen og den tilgang, han har til forretningen, siger Søren Nielsen.

Annonce

Da butikken åbnede, var der mange aktører på markedet, og man sagde om os i Hospitalsgade, at butikken lå for afsides til, at vi kunne få succes.

Søren Nielsen

For afsides

Søren Nielsen er opvokset med forældrenes butik Legeland og befinder sig med sine egne ord i dag "fremragende" som butiksbestyrer og indehaver.

- Da butikken åbnede, var der mange aktører på markedet, og man sagde om os i Hospitalsgade, at butikken lå for afsides til, at vi kunne få succes, siger Søren Nielsen og smiler for sig.

Passionen for modelskibe har han aldrig delt med sin far. Men glæden ved at se børn smile og være den nærværende sælger kan han sagtens nikke genkendende til.

Søren Nielsen har i dag rundet 43 år. Han har tidligere arbejdet som soldat ved blandt andet Den Kongelige Livgarde, været dykker i Søværnet og bådsælger i Silkeborg.

- Jeg interesserede mig ikke for legetøj i forretningsøjemed. Men det kom hurtigt, da jeg begyndte at arbejde fast i butikken. Og sætter jeg mig noget for, går jeg ind i det med al den energi, jeg kan hive op af hatten, siger Søren Nielsen.

Den selektive tilgang til tingene er ikke ny. Siden barnsben har han prioriteret på den måde.

- Skolen var bare ikke interessant. Til gengæld havde jeg forskellige fritidsjob, som jeg nød meget. Mit første job fik jeg som 11-årig - jeg slog græs ved tidligere Bents Møbler, som min onkel og tante ejede.

Senere blev det til job som vaskedreng på en tankstation, opvasker og som arbejdsdreng i forældrenes legetøjsbutik, fortæller Søren Nielsen, der også tog otte måneder på Skoleskibet Danmark som 18-årig og har været nattevagt på Jørgensens Hotel i en periode på tre år.

Stille generationsskifte

Søren Nielsens mor Karen Nielsen har alle årene været den administrative figur i Legeland. Hun er også stadig at finde i forretningen en gang om ugen, hvor hun kommer ind og tager sig af bogholderiet.

Selve generationsskiftet, der blev sat i gang i 2008 og officielt sluttede i 2013, er dog ikke noget, familien har skiltet med.

- Det er en formalitet. Man kan jo stadig handle med Peter, som jeg hører mange sige, når de skal herind. Vi er jo ligesom et varemærke, og det behøver vi ikke pille ved, forklarer Søren Nielsen.

Legeland i Hospitalsgade kan lørdag 25. maj fejre 40-års jubilæum. I dag er det Søren Nielsen, søn af butikkens stiftere, der er indehaver af butikken - et hverv, han fik overdraget i perioden 2008 til 2013. Foto: Morten Pape

Som fiskestimer

I 2017 trådte butikken ud af Legekæden og ind i et uafhængigt samarbejde under navnet Kids Coolshop med tilhørende hjemmeside, som Søren Nielsen er blandt idemændene og grundlæggerne bag.

Skiftet blev foretaget for at frigøre forretningen fra større, fælles administrative omkostninger, lyder forklaringen.

Og så handler det generelt om smidighed på et ofte svært marked:

- Legetøjsbranchens juleindkøb ligger allerede i januar. Det er her, vi skal beslutte os for, hvad der bliver årets hits. Men selv vi kan tage fejl, og børn er meget påvirkelige og som fiskestimer. Det så vi med fidget spinnerne og squishies.

- Så skulle det vise sig, at vi ikke skyder helt rigtigt, og noget hitter lige så voldsomt igen nærmest ud af det blå, kan vi også klare det. Vi brænder ikke inde med så meget, da vi trods alt ikke køber de helt store mængder hjem. Det er en helt anden og sårbar snak, når jeg kigger ind på de store kæder, der skal bestille hjem i titusindvis per vare, for at business giver mening for dem, siger Søren Nielsen.

Søren Nielsen er opvokset med forældrenes butik Legeland og befinder sig i dag med sine egne ord "fremragende" som butiksbestyrer og indehaver. Foto: Morten Pape

Mere bag murene

Legeland er fortsat firmanavnet og navnet på forretningen, der med årene er vokset på sit butiksareal og nu udgør 600 kvadratmeter.

Derudover har stedet tre lagre - to i forlængelse af forretningen og et tredje i Løvenørnsgade.

- I dag kan man ikke forlange af kunderne, at de skal vente flere dage på, at vi får en vare hjem, eller at man for den sags skyld kun har tre forskellige barbiedukker og et par barbiebiler at byde på. Der skal være meget forskelligt at komme efter, og vi skal kunne levere med det samme. Ellers er kunderne videre til næste forretning eller onlinebutik.

- Det gælder også i forhold til vores egen hjemmeside, og vores store - og nogle gange lidt for store lagermængder, men det holder os til gengæld kørende og er en nødvendighed, hvis vi skal blive ved med at være konkurrencedygtige i branchen - og det er helt klart planen, siger Søren Nielsen.

I 2017 trådte Legeland ud af Legekæden og ind i et uafhængigt samarbejde under navnet Kids Coolshop, som Søren Nielsen er blandt idemændene og grundlæggerne bag. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Stillads-ballade er kørt helt af sporet

Det er noget af en sag, Horsens-firmaet Dansk Boligbyg A/S er blevet en del af på Nørrebro i København. Et stort stillads blev væltet af arrige stilladsarbejdere i forbindelse med et byggeri på Lundtoftegade for et par dage siden, og ved samme lejlighed blev biler tippet på hovedet. Noget nær chokerende scener på dansk grund. Stilladsarbejderne påstår, at DS Byggeri, som er underentreprenør, ikke lever op til danske overenskomster. Dansk Boligbyg A/S har hovedentreprisen og valgte tirsdag at sende DS Byggeri-arbejderne hjem - med besked om, at de ikke vender tilbage. Det lyder som en klog beslutning, uanset hvad der er op og ned i en sag, der mest ligner aktioner fra "de gule veste" i Frankrig. De kommende dage må afgøre, om der rent faktisk er begået brud på overenskomsten, og om sikkerheden på arbejdspladsen har været utilstrækkelig, som 3F og de danske stilladsarbejdere anfører. Hvis målet for stilladsarbejderne var at skabe opmærksomhed, er de lykkedes til et 12-tal. Men metoderne er helt ude i hampen, også selv om der ligger mere principielle spørgsmål til grund. Konflikten har kørt i uger. Kønt var det heller ikke - på TV 2 tirsdag aften - at se en delvist anonym mand, som angiveligt var den ene af de to, der søndag aften blev overfaldet ved byggeriet. De ville med en videooptagelse dokumentere arbejdsforholdene på byggepladsen på Nørrebro. Hvis det er sandt, at de har fået bank for det, er det - også - helt utilstedeligt. Bliver voldsepisoderne så en sag for politiet? Næh, de overfaldne tør ikke anmelde sagen af frygt for repressalier - og fik på tv fagforenings-opbakning til at droppe en anmeldelse. Man må respektere beslutningen, men trist er den, for sammenkoblet med, at vrede stilladsarbejdere råber: "Når I angriber én af os, angriber I os alle", er vi ude i noget, vi hører fra rockere og andre, der har sat sig ud over det danske retssystem og selv handler konflikter af. Balladen skal hurtigst muligt nedtrappes - på dansk manér.

Annonce