Annonce
112

Efter 38 bøder for overtrædelse af forsamlingsforbuddet: Bødeblokken sidder ikke løst, siger politiet

Ifølge chefpolitiinspektøren i Sydøstjyllands Politi sigter de ikke bare alle, de kan komme til, når de møder forsamlinger. Arkivfoto: Mads Dalegaard
Sydøstjyllands Politi oplever, at det bliver mere og mere nødvendigt at være konsekvente, når de møder for store forsamlinger. Men ifølge chefpolitiinspektøren sigter de ikke bare alle, de kan komme til.

Horsens: Lørdag aften blev 15 personer sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet på en parkeringsplads på Allegade, mens 11 personer fik bøder af politiet for samme forseelse på Strandpromenaden. Søndag fik 12 personer så besøg af politiet på Bytorvet i Horsens, fordi de var for mange samlet.

I alt 38 bøder for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i Horsens på én weekend.

- Vores indsats har i lang tid været vejledende, og vi har gjort alt, hvad vi kunne for at sikre os, at borgerne ved, hvad vi taler om. Vi har oplevet en meget stor vilje til at efterleve de regler, der har været. Men i takt med at det bliver bedre vejr, og samfundet lukker sig op, får vi mange anmeldelser om, at folk er for forsamlede. Vi har været meget large i starten, men vi oplever også, at det er nu, det er nødvendigt at gøre noget for at begrænse smittespredningen, siger chefpolitiinspektør Klaus Munk Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Annonce

Gør det for at hjælpe

Klaus Munk Nielsen vil ikke kommentere på de konkrete tilfælde, der har været i Horsens i weekenden, men han forklarer, at politiet bare hjælper med at håndhæve de beslutninger, der er meldt ud ovenfra.

- Den overordnede politik er sat af Stats- og Justitsministeriet. Og det er meldt tydeligt ud, at hvis der er for mange, der ikke overholder afstandskravene, så er vi nødt til at skride til handling, siger han.

Selvom politiet er blevet mere konsekvente i takt med, at befolkningen har fået reglerne ind under huden, er det ifølge Klaus Munk Nielsen ikke sådan, at de aktivt forsøger at få så mange som muligt til at gå i fælden.

- Vi kører ikke rundt med bødeblokken siddende løst. Vi sigter ikke bare alle, vi kan. Det er ikke politiets opgave. Politiets opgave er at reagere på de anmeldelser, vi får, og så vurdere, om der er for mange samlet, siger chefpolitiinspektøren.

Desuden betoner han, at politiet rent faktisk skrider til handling, fordi de gerne vil hjælpe flest mulige danskere til at forblive sunde og raske.

- Det er et vigtigt argument. Vi gør det jo, fordi vi gør alt, hvad vi kan, for at begrænse smittespredningen, siger Klaus Munk Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce