Annonce
Odder

Efter 300 år i kapellet: ingen sætter sig imod begravelse af godsejerfamilie

Siger biskoppen ja, vil syv af de mange kister blive sat i jorden. Kun de to sandstenssarkofager, som ses på hver side af Rikke Gade, skal blive i tårnkapellet. Arkivfoto: Morten Pape
Kun en enkelt efterkommer af familien Rathlou, der i flere hundrede år har ligget i trækister i Gosmer Kirke, har henvendt sig - og kun fordi, hun vil med til begravelsen.

Gosmer: Om alt går vel, vil Gregorius Rathlou, hans hustru Margrethe Gersdorff, en søn samt fire børnebørn i løbet af foråret blive lagt i en fællesgrav på Gosmer Kirkegård.

Det fortæller formanden for Gosmer-Halling Menighedsråd, Rikke Gade, der i de seneste måneder har ventet på, om nogen ville sætte sig imod begravelsesplanerne.

Den gamle godsejerfamilie har ellers i mere end 300 år ligget trygt og godt i deres respektive trækister i kirkens tårnkapel. Men da kisterne er så medtagne, at der er risiko for, at de falder fra hinanden, besluttede menighedsrådet sidste år - og efter samråd med Nationalmuseet - at de skulle i jorden.

Stadig to sarkofager

Før det kan lade sig gøre, siger en bekendtgørelse imidlertid, at direkte efterkommere skal spørges. Derfor annoncerede menighedsrådet tilbage i november efter sådanne i Statstidende og i Odder Avis. Også selv om chancen for at finde efterkommere ifølge alle gamle kirkebøger nærmest var lig med nul, idet den gren af den Rathlouske slægt uddøde i 1747.

- Men vi gjorde det, og ganske som forventet har ingen direkte efterkommere meldt sig. Jeg har dog hørt fra en dame fra en anden gren af slægten. Hun ville blot høre, om hun kan deltage i begravelsen, siger Rikke Gade, der i denne uge sender sagen videre til biskoppen, som skal give den endelige tilladelse.

Først når menighedsrådet har fået biskoppens tilladelse til at putte de syv kister i jorden, vil menighedrådet sætte dato på begravelsen. Rikke Gade håber, at det bliver i løbet af foråret, og at man takket være en folkeindsamling kan skaffe penge nok til en gravsten til godsejerfamilien. Planen er, at familien Rathlou skal begraves tæt på de fredede præstegrave på kirkegården.

Selv om de syv trækister fjernes fra kapellet, vil det ikke komme til at stå tomt. Kapellet rummer stadig to sandstenssarkofager indeholdende Christian Rathlou og Dorothea Sophie Rathlou, som var forældre til de fire døde børn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Corona er en gave til Madam Bach

Annonce