x
Annonce
Horsens

Efter 23 år som café-indehaver i centret: Nu er drømmen udeservering

Cafeglæde på 23. årLivet med Café Check In i Bytorv Horsens er stadig godt for indehaverne Loni Mortensen og hendes mand. - Men vi mangler et udeområde til gæsterne, siger hun.Foto: Morten Pape
I 23 år har parret danske Loni Mortensen og vietnamesiske Dai Phu Le været indehavere af Café Check In i Bytorv Horsens - en cafe, parret troede skulle ligge i København - indtil de fik øje på centermuligheden i Horsens.

Horsens: Kan det blive meget bedre end at drive en café i Bytorv Horsens - og samtidig have direkte adgang til udeservering?

Det mener indehaver af Café Check In, Loni Mortensen, ikke.

I 23 år har hun haft Café Check In i hjørnet af centret ud mod Løvenørnsgade og Ove Jensens Alle. Det har været 23 gode år med stor arbejdsglæde, fortæller den i dag 47-årige indehaver, der er klar til endnu flere år i center-caféen.

Men selvom alt emmer af fryd og gammen, drømmer hun i de her dage videre på sit horsensianske café-eventyr - en drøm, der er opstået, efter Bytorv Horsens sidste år fortalte om planerne for centrets store renoveringsplaner.

- Det kunne være alletiders, om man i renoveringen kunne tænke en udeservering ind ved den store glas- og frontfacade, som vi er placeret ved - altså en stor altan med plads til caféens gæster, så folk i sommerperioden kan nyde deres mad og drikke på en stor åben repos. Et integreret udemiljø er det eneste, vi mangler i centret, siger Loni Mortensen.

Hun forklarer, at hun for tre år siden talte med ejendomsmanager i Bytorv Horsens Lars Slyngborg, og at han her nævnte muligheden for en eventuel udeservering ved facaden. Nu afventer Loni Mortensen offentliggørelsen for de egentlige planer for Bytorv Horsens og håber, at snakken fra dengang kunne blive til noget.

Annonce

Da borgmesteren klippede den røde snor, væltede det ind med mennesker. Dengang var vi ikke ret mange cafe-ejere i byen, så Café Check In fik fra dag ét ret stor opmærksomhed.

Loni Mortensen

Fra København til Horsens

Om drøm bliver til virkelighed er dog endnu ganske uvis. Men skulle idéen falde til jorden, klarer den i dag 47-årige café-indehaver nok også det. For hun er glad for sit erhverv, som hun er fælles om at varetage sammen med sin vietnamesiske mand Dai Phu Le.

Mens Dai Phu Le er uddannet bygningsingeniør, har Loni Mortensen en kontoruddannelse og arbejdede forud for caféen nogle år hos det tidligere Tele Danmark. Parret har kendt hinanden i 30 år - de mødtes til en fest i Aarhus.

Da Dai Phu Les familie nogle år senere åbnede en restaurant i Aarhus, hjalp Loni Mortensen med glæde til. Derudaf udsprang idéen med selv at have en café - i første omgang satsede hun og Dai Phu Le på København.

- Men, vi var knapt kommet derover, så opdagede vi muligheden for at åbne café i det daværende nye City 1 i Horsens (det nuværende Bytorv Horsens, red.). Så flyttede vi hjem igen til Aarhus for at kunne realisere den idé, siger Loni Mortensen og smiler.

Faste retter

Og siden er det gået slag i slag.

Caféens første åbningsdag lå på selve åbningen af City 1 - i 1996.

- Da borgmesteren klippede den røde snor, væltede det ind med mennesker. Dengang var vi ikke ret mange café-ejere i byen, så Café Check In fik fra dag ét ret stor opmærksomhed, husker hun.

Opmærksomheden plantede sig solidt. I dag er der stadig godt med trafik i caféen - specielt om lørdagen er stedet fyldt, forklarer Loni Mortensen.

Og der er mange stamgæster. Stedets kolde pastasalat, tapasretter og i særdeleshed de forskellige flutes med kød og salat er der stadig en stor efterspørgsel på.

Derfor er der gennem tiden heller ikke blevet justeret det store på den del, for parret ser ingen grund til at skippe en succes. Resten af menukortet er dog skiftet ud i ny og næ - altid med egne opskrifter og inden for kategorien café-retter samt vietnamesiske specialiteter.

- Vi fastholder de største succeser, mens vi også sætter nye retter på menukortet og udskifter nogle for at variere lidt på tingene, siger Loni Mortensen.

Slikbutik i halvt år

I 2006 kom en slikafdeling til. Det skete, da slikbutikken, der lå ved siden af Café Check In, lukkede.

- Vi tog konceptet til os og indrettede bland-selv-slik i den ene side af caféen. Men det holdt kun et halvt år, for så havde vi brug for pladsen til caféens gæster, griner Loni Mortensen.

En gevinst ved lukningen af nabobutikken - slikforretningen var en ældre ansat, der blev ansat af Loni Mortensen som tjener i Café Check In.

- Vi har i alt fire ansatte foruden os selv, heriblandt vores Elise fra slikbutikken. Hun er lige fyldt 80 år og er simpelthen en fantastisk energisk person, som vi holder meget af, fortæller Loni Mortensen.

Loni Mortensen og Dai Phu Le bor i dag i Horsens og har en søn på 12 år.

- Vi har fået os etableret godt, og i dagligdagen kan og har vi ikke lyst til at undvære vores arbejdsliv her i centret. Vi lægger mange timer i caféen, men når centret lukker, har vi fri, og der er intet aftenarbejde. Netop den frihed værdsætter vi - det er et stort plus for vores familieliv - og arbejdsglæde, lyder det fra Loni Mortensen.

Avisen har været i kontakt med ejendomsmanager Lars Slyngborg fra Aberdeen, der administrerer Bytorv Horsens for ejeren BRF Kredit, som har besluttet at give centret et markant ansigtsløft - for at høre til muligheden for udeservering i forlængelse af Café Check In.

Lars Slyngborg ønsker dog ikke at kommentere Check Ins serverings-ønsker.

Bedste madoplevelse

Da Loni Mortensen fyldte 40 år i 2013 rejse hun og familien til Sydamerika - en oplevelse af format, fortæller hun, også på madsiden:

- I Argentina, i Buenos Aires, smagte jeg den mest fantastiske sammenkogt ret med blæksprutte og mørt oksesteak ved siden af. Vi fik en vidunderlig krydret rødvin til. Oplevelsen gav mig gåsehud - det var fantastisk.

Yndlingsmad

Loni Mortensens yndlingsmad består af en del små retter:

- Tapas - det må være mine yndlingsretter. Blandt andet i Portugal spiser jeg en af de bedste tapas-anretninger. Det er friskt, og det er lækkert - og så elsker jeg, at der også er sardinpaté, lyder det fra Loni Mortensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Flere tyverier fra biler

Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Horsens

Slut med venlige henstillinger: Tirsdag står politiet klar med bødeblokken ved genbrugspladsen

Annonce