Annonce
Horsens

Efter års ventetid: Mobil sauna ved Husodde kan være en realitet allerede i denne sæson

Vinterbaderne i Aqua Vitus klæder om og drikker kaffe i det fri ved Husodde. Nu lysner det for ønsket om en mobil sauna. Arkivfoto: Morten Pape
Med en bevilling på 150.000 kroner til en midlertidig sauna på p-pladsen ved Husodde Strand er vejen banet for bedre forhold for ikke mindst vinterbadere.
Annonce

Horsens: Ønsket har været der i årevis, og nu lysner det: En mobil sauna er på vej ved Husodde Strand til stor glæde for ikke mindst vinterbaderne.

Som del af budgetforliget for 2021 er der afsat 150.000 kroner til en midlertidig løsning på p-pladsen, og saunaen kan allerede indkøbes og tages i brug i denne vintersæson, hvis det praktisk er muligt, siger byrådsmedlem Andreas Boesen, gruppeformand for Socialdemokraterne.

Potentielle brugere har ventet længe nok, lyder det. Pengene tages fra kultur- og civilsamfundets anlægsmidler.

- Om saunaen kan sættes op nu, afhænger af dialogen mellem udvalget og foreningerne. De skal kunne se sig selv i det i forhold til blandt andet drift og vedligehold, siger Andreas Boesen.

Den forhindring er overkommelig, hvis man spørger Vinterbadeklubben Aqua Vitus:

- Det er brillant at høre - og overraskende. Nu glæder jeg mig til en henvendelse og et udspil til en ordning. Driftsudgifter skal vi nok finde ud af, siger klubbens formand Kresten Nordestgaard Laursen.

Annonce

Nu er der fuld dækning

Det har givet anledning til forvirring, at der tidligere er sat kommunale penge - 75.000 kroner - af til en mobil sauna. Vinterbaderne skulle så stille med samme beløb, og de penge er for længst skaffet. Nu er der så fuld kommunal dækning af beløbet.

- Jeg vil anbefale, at vinterbaderne gemmer pengene til et permanent projekt - for det er stadig et politisk mål. En lokalplan er afhængig af andre end os selv, så det er svært at sige, hvor hurtigt det går, siger Andreas Boesen med henvisning til, at Kystdirektoratet kan vende tomlen op eller ned for planer på - eller tæt på - stranden.

Annonce

Fedt at det lykkes

Jakob Bille, formand for kultur- og civilsamfundsudvalget, står som LA's byrådsmedlem uden for budgetaftalen og kan ikke undertrykke overraskelse over forløbet. Men udkommet er det vigtigste for ham:

- Det kommer rigtig mange mennesker til gode, og det er fedt, at det kan eksekveres. Vi har fået bevilget en del anlægsmidler i udvalget, og de 150.000 kroner fra den pulje ødelægger ikke noget for andre, siger han.

Annonce

Multihus er planen

Folkebladet har tidligere skrevet om de utidssvarende forhold for Aqua Vitus og surf-klubben, der med det lidt længere sigte søges løst med et multihus.

Her skal der i første omgang en ny lokalplan til, og selv om det fra forvaltningens side er håbet, at den kan komme i høring foråret 2021, ligger et multihus år ude i tiden. En godkendelse fra Kystdirektoratet og million-finansiering er bjerge, der endnu skal bestiges.


Det er brillant at høre - og overraskende.

Kresten Nordestgaard Laursen


I første omgang var der fra netop direktoratet sagt nej til en mobil sauna inden for 300 meter af kysten, men ifølge Andreas Boesen går det an med en løsning, der er indregistreret og a la en pølsevogn med hjul kan køres til og fra parkeringspladsen.

- Det kan i hvert fald lade sig gøre andre steder. Saunaen skal bruges uden for campingsæsonen. Det er vigtigt, at campingpladsen ikke generes, siger Andreas Boesen og peger på en periode som oktober til påske som realistisk.

Det er helt fint med vinterbaderne, fastslår Kresten Nordestgaard Laursen.

Aqua Vitus har sæsonstart 4. oktober.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Højeste antal nye coronatilfælde siden starten af oktober: Statsministeren er bekymret

Annonce