Annonce
Odder

E-sport rykker ind i forsamlingshus

Gylling Sport og Idræts e-Sport har haft trange kår, men efter seneste møde i folkeoplysningsudvalget bliver det bedre. Der er nemlig givet grønt lys for at inddrage første sal i forsamlingshuset. Arkivfoto
Gylling Forsamlingshus er blevet godkendt til folkeoplysende aktiviteter. Det giver flere muligheder for brugerne af forsamlingshuset i et større tidsrum.

Odder: Ny computer og bedre lokaler til e-sport i Gylling er en realitet, efter Folkeoplysningsudvalget ved det seneste møde godkendte en ansøgning fra Gylling Sport og Idræt om at bruge 1. salen i Gylling Forsamlingshus til e-sport.

Igennem de seneste to år har e-sport i Gylling foregået med online træning én gang om ugen og med seks camps. Medlemmerne har ikke kunnet mødes fysisk til træning, fordi der ikke har været de fornødne faciliteter til det.

Men det får foreningen nu, da foreningen får fuld råderet over lokalet og kan lade deres udstyr stå. Der er tilstrækkeligt internet, og foreningen skal kun betale for de timer, den har aktiviteter. Det er planen, at der skal være aktiviteter tre gange om ugen a tre timers varighed samt træning hver anden weekend a tre timers varighed.

Forvaltningen har været i dialog med Gylling Sport og Idræt omkring faciliteter, og det har ikke været muligt at finde et egnet kommunalt lokale.

Folkeoplysningsudvalget har samtidig godkendt en ansøgning fra Gylling E-sport på 7.500 kroner til en gamercomputer. Det giver medlemmer uden egen computer mulighed for at deltage i aktiviteterne.

Godkendt til folkeoplysende aktiviteter

Der var faktisk tre punkter, der vedrørte Gylling Forsamlingshus på det seneste møde i folkeoplysningsudvalget.

Gylling Sport og Idræt har nemlig også ansøgt om at få godkendt Gylling Forsamlingshus generelt til folkeoplysende aktiviteter. Den ansøgning imødekom udvalget, ligesom forsamlingshusets bestyrelse også har bakket op om ønsket.

Gylling Sport og Idræt ønsker med godkendelsen at skabe muligheder for at udvide aktiviteterne i foreningen i dagtimerne samt skabe mulighed for stævner og camps i weekender.

Folkeoplysningsudvalget har valgt to temaer for perioden 2018-2019, som der særligt skal støttes og sættes fokus på; Det gode fritidsliv og Fritidspas.

Forvaltningen vurderer, at ansøgningen imødekommer folkeoplysningsudvalgets tema om Det gode Fritidsliv.

Godkendelsen betyder også, at forsamlingshuset vil indgå på Odder Kommunes takstblad over godkendte lokaler som ”Forsamlingshus”.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce