Annonce
Brædstrup

Dyreelsker frygter for odderen efter naturprojekt: Høj risiko for påkørsler

Der har tidligere været en odder, som har benyttet faunapassagen under vejbroen på Klostermøllevej. Richard Stephen har dog ikke set odderen, efter arbejdet med at genskabe Gudenåens oprindelige løb blev sat i gang. Den kan dog komme tilbage, hvis der etableres en faunapassage, mener han. Foto: Henrik Sandvad
Richard Stephen fra Gl. Rye har fulgt reetablering af Gudenåen ved Klostermølle og Døde Å på tæt hold, og nu frygter han for oddernes liv. Manglende faunapassager gør nemlig, at odderen kan blive kørt ned. Kommunens naturafdeling lover bod og bedring.

Klostermølle: De store entreprenørmaskiner, som igennem måneder har været i gang med at genskabe Gudenåens oprindelige løb ved Klosterkær og Døde Å, har nu forladt området.

Dermed er første del af det store vandløbsprojekt, som skal blive til Danmarks største ferskvandsdelta, færdig på den vestlige side af Klostermøllevej.

De store gravemaskiner har dog undladt at genskabe en vigtig ting ifølge naturelsker Richard Stephen fra Gl. Rye, som ofte kommer i området for at følge odderenes liv ved Klosterkær.

Der mangler nemlig en faunapassage under broen på Klostermøllevej ved Døde Å, og det kan få fatale konsekvenser for den herboende odder.

- Oddere lever gerne enkeltvis i deres egne territorier, og her i området er der noget, der tyder på, at der bor en hunodder med sin unge. Oddere kan ikke lide at svømme under broer, så de har brug for en faunapassage under broen. Ellers løber de over vejen, hvor der er fare for, at de bliver kørt over, siger Richard Stephen.

Faunapassager er også en vigtig legeplads og spiseplads for oddere, og de er også vigtige for mange andre dyrearter. Så det er alfa og omega, at de kommer op. Ellers risikere vi, at odderen forsvinder igen.

Richard Stephen, naturelsker fra Gl. Rye

Odder i fremgang

Richard Stephen har fulgt oddernes udvikling i området siden 1996, og han har også deltaget i at kortlægge antallet af oddere i Østjylland.

Han har derfor længe glædet sig over, at odderbestanden har været i kontant vækst i de seneste 23 år, og der er nu oddere langs hele Gudenåsystemet.

Til gengæld er arbejdet med at vedligeholde og reparere faunapassager næsten gået i stå, efter kommunerne overtog ansvaret fra de nedlagte amter i 2007.

- Den succeshistorie, vi har med odderne, kan vi hurtigt sætte over styr igen. Før i tiden havde vi et rigtig godt samarbejde med amterne, men det er lige som om, at kommunerne aldrig har opdaget, at de har ansvaret for faunapassager. Derfor mangler der mange faunapassager rundt omkring, og det ved jeg, for jeg kommer meget ud og ser efter, siger Richard Stephen.

Faunapassage på vej

Ifølge biolog Simon Marsbøll i naturafdelingen i Horsens Kommune er man opmærksom på, at der skal etableres en faunapassage på Klostermøllevej, og den vil blive lavet i løbet af efteråret. Han indrømmer imidlertid, at de gamle amter havde bedre styr på at skabe faunapassager for dyrene.

- Jeg synes dog, vi prøver at holde fanen højt i Horsens Kommune. Vi er heldigvis en ret stor kommune, så vi har mange forskellige kompetencer i forvaltningen. Mindre kommuner skal ofte ud og have hjælp til den slags ved rådgivere, mens vi kan lave det selv. Det gør processen meget nemmere her i kommunen, siger Simon Marsbøll.

Det haster dog med at få faunapassager på plads ved Klosterkær, mener Richard Stephen.

- Faunapassager er også en vigtig legeplads og spiseplads for oddere, og de er også vigtige for mange andre dyrearter. Så det er alfa og omega, at de kommer op. Ellers risikere vi, at odderen forsvinder igen. Det vil være synd, for det er et utroligt smukt dyr, som også andre efter mig kan få en oplevelse af at se i naturen, siger Richard Stephen.

Døde Å er blevet bredere, hvilket er en fordel for odderen. 80 procent af odderens føde består nemlig af fisk. Foto: Henrik Sandvad
Richard Stephen er tit ude og kigge efter oddere ved Klosterkær. Han er generelt tilfreds med det store vandløbsprojekt ved kæret, da det vil skabe basis for en masse natur og dyreliv. Foto: Henrik Sandvad
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce