Østbirk: Et par trapper op, og der åbenbarer sig et loftsrum, som må være tæt på paradis for enhver konfirmand.
Avisen er på besøg i den tidligere præstegård, nuværende Østbirk Sognehus, hvor vi bliver præsenteret for næstekærlighed, omsat i praksis. Nemlig et synligt bevis på, hvad der kan opstå, når vi hjælper hinanden.
Her hænger til overflod hvide og cremefarvede konfirmationskjoler, korte og lange, nogle med blonder og tyl, andre helt enkle. De forskellige størrelser hænger på hvert sit stativ. Til drengene er der lyse og mørke habitter, skjorter og slips. Og i kasser på gulvet finder man tørklæder til at tage over skuldrene.
Og det bedste budskab: Tøjet er gratis.
- Vi får det ganske gratis. Og vi giver det videre ganske gratis, siger Lone Buhl om tøjet, som ofte kun har været brugt en enkel gang. Enkelte kjoler er forsynet med prisskilte som tegn på, at de aldrig er kommet af bøjlen.
Ingen har lyst til at være værdigt trængende
Sognepræst Lone Buhl fik for fem år siden ideen til indsamlingen af brugt konfirmationstøj. Hun havde fået foræret et par habitter, som hun kunne give videre til "et par værdigt trængende" konfirmander.
- Men ingen har lyst til at være "værdigt" trængende, siger præsten, der besluttede sig for at sætte den helt store indsamling i gang.
Tilbuddet om brugt konfirmationstøj kom til at gælde alle. På den måde ville ingen føle sig som "værdigt trængende", men blot som konfirmander på udkig efter en smart kjole eller habit, som passer perfekt til den store dag.
Sognepræsten blev selv konfirmeret i genbrug. Hun arvede sin konfirmationskjole fra sin ældre søster, men den var desværre lidt for kort til hende - og lidt for lang til en yngre søster, da hun skulle konfirmeres i samme kjole.
Dette problem havde de været foruden, hvis der dengang havde været en større byttecentral for konfirmationstøj, smiler Lone Buhl, som altid selv har ledt efter smart tøj i genbrugsbutikker.
Kommer langvejs fra
Normalt bliver der holdt en konfirmationstøj-aften i januar, hvor alle er velkomne til at se på og prøve konfirmationstøjet. Sidste år var der omkring 150, som havde en sjov aften på loftet i sognegården. Mange kom langvejs fra for at finde drømmekjolen eller det rette jakkesæt.
I år satte coronaen og forsamlingsforbud en stopper for dette populære arrangement. Men der er stadig adgang til loftet i den gamle præstegård. Vordende konfirmander og deres forældre kan booke tid tirsdage og torsdage, hvor sekretæren er til stede. Det kan også klares efter gudstjenesten - eller på et andet tidspunkt, hvis det passer bedst ind i programmet, forsikrer Lone Buhl.
Rammer tidsånden
Lone Buhl har ikke ønsket at tage noget fra genbrugsbutikker. Hun ved også, at de sjældent har ret meget konfirmationstøj, og ofte leverer de det, de får ind, til sognegården i Østbirk.
- For mig er det vigtigt, at alle konfirmander har mulighed for at blive flotte på deres store dag, siger hun.
Lone BuhlFor mig er det vigtigt, at alle konfirmander har mulighed for at blive flotte på deres store dag.
Hun har med sin konfirmations-biks ramt tidsånden. Det er ikke nødvendigvis for at spare penge, konfirmanderne kommer. Det er i lige så høj grad, fordi unge er optaget af bæredygtighed og genbrug. Og mange tør også skille sig lidt ud fra deres jævnaldrende og vælger derfor retro-konfirmationskjoler.
Konfirmationskjoler og habitter bliver leveret fra en stor radius fra tidligere konfirmander og forældre, som synes godt om ideen. Nyheden er via aviser, tv og Facebook nået meget langt ud.
- Folk har fundet ud af, at her er noget for "Gud og hvermand", som præsten udtrykker det.
Frivillige hjælper
Frivillige hjælper med at håndtere tøjet, så det er rent og pænt, inden de hænger det på bøjler på de mange stativer.
De glade givere kommer af sig selv med det brugte konfirmationstøj. Er der ingen i sognehuset, hænger de poserne på døren.
- Men vi vil helst hilse på folk og sige tak, fordi de medvirker til, at hver eneste konfirmand uanset økonomisk formåen kan komme til at ligne en million, siger sognepræsten.