Annonce
Kultur

Dronningens betagende rabalderfarver

En række af Hendes Majestæt Dronningens broderede puder. Foto: Iben Kaufmann
Dronning Margrethe kan male ikke blot med pensel, men også med nål. Godt 100 af hendes broderier - hovedparten aldrig vist for offentligheden før - er nu udstillet på Koldinghus.

Broderi: 100 broderede værker, der lyser af flid, farveglæde og kunstnerisk sans, har indtaget Bibliotekssalen på Koldinghus. Alle er de unikaer - skabt af Hendes Majestæt Dronningen - og næsten alle er "malet" med nål og tråd i frihånd. I de få tilfælde, hvor der har været et mønster, har dronningen tegnet det selv.

Vi er meget langt fra fiskeren i sydvest og græssende hjorte ved en skovsø, og vi er lige så langt fra stramme, geometriske og også ensfarvede mønstre gentaget i det uendelige.

Der er julekalendere til hvert af de otte børnebørn og en gigantisk juledug med franske og danske juleretter - den sidste syede hun på i 10 år sammen med sine hofdamer - hvor motiverne er let genkendelige og farverne holdt i rødt og hvidt. Men ofte har dronningen taget nål og tråd ind i fantasiens og blomsternes verden i nærmest organisk, rundede og snoede forløb.

Annonce
Julekalendere givet til alle Dronningens børnebørn. Størrelse, farver og motiver varierer, dog har alle et julelys 1. december, en Luciabrud 13. december og Jesu fødsel 24. december. Foto: Iben Kaufmann

Hvert eneste udstillede broderi, hvad enten det er en pude, et brilleetui, en taske, et stolesæde, en dækkeserviet eller en kaminskærm, er et kunstværk i sig selv - et slags stofligt maleri, der fortæller noget om skaberen af det, men mere om modtageren. Mange af broderierne er nemlig gaver til familie, venner og hofdamer - gaver, som dronningen har personliggjort i farve- og motivvalg til den enkelte.

Farverne driver værket

Det er dog særligt farverne, der driver værket for Hendes Majestæt, har hun fortalt. Dronningen kalder dem selv for rabalderfarver, men helhedsindtrykket er alligevel afbalanceret, fordi hun har en næsten overjordisk evne til at sætte farver og mønstre sammen, man normalt aldrig ville driste sig til at sammensætte, men som her ender med at komplimentere hinanden. Det kan for eksempel været et broderet motiv monteret på blomstret stof.

Det er også værd at hæfte sig ved hendes broderede baggrunde for hovedmotiverne. Man fornemmer tydeligt, at dronningen ikke bryder sig om at kede sig, for selv små nistre varieres.

Dronningen syr oftest i teknikken "petit point", som svarer til halve korssting. Det er meget betagende og unikke håndarbejder, vi her får at se, skabt af to flittige og sirlige hænder og et hjerte med skabertrang og kærlighed til kunst og kreativitet.

Annonce

Coronapuder

Det er ufatteligt, hvordan hun har nået det, for de 100 udstillede broderier er blot nogle af hendes samlede værker. Hun har blandt andet også broderet kirketekstiler. Desuden maler hun, dyrker decoupage, skaber teaterscenografi og kostumer - alt sammen sideløbende med sine officielle pligter og projekter som den nyligt genskabte køkkenhave på Gråsten Slot.

Puder broderet under den første corona-nedlukning. Foto: Iben Kaufmann


Det er meget betagende og unikke håndarbejder, vi her får at se, skabt af to flittige og sirlige hænder og et hjerte med skabertrang og kærlighed til kunst og kreativitet. Det er ufatteligt, hvordan hun har nået det.

Uddrag af anmeldelsen


Dronning Margrethe broderer stadig. Under hver corona-nedlukning har hun broderet sæder til en skammel med matchende puder, der formår at ligne covid-19-virus samtidig med, at det uhyggelige afvæbnes og springer ud i en slags blomster med dronningens genkendelige swung.

Annonce

Fra dronning til konge

De udstillede genstande er smagfuldt vist frem med brug af former og farver inspireret af dronningens værker. Særlig vellykket er præsentationen af kuverttasker, der hænger i en montre som små skyer, man kan se fra alle sider.

Når man er færdig med dronningens håndarbejder, må man ikke snyde sig selv for at besøge Christian 5.

"Udstillingen "Christian 5 - konge, kriger og salvet af Gud" er også netop åbnet på Koldinghus med tronstol i narhval, hermelinkåbe med 1400 broderede guldkroner, et kongedræbende gevir, dødsmaske og andre enestående skatte som det royale dåbsfad i pureste guld.

Selskabstaske givet i fødselsdagsgave til H.K.H. Prinsesse Benedikte samt brilleetui fra cirka 1960 og et brilleetui til sammenklappelige briller også givet til dronningens søster. Foto: Iben Kaufmann

Samtidig er det blevet en underholdende oplevelse at stå i billetkø. Mens man venter i den tidligere vagtstue, hvor branden brød ud i 1808, er der såkaldt 3D-mapping - korte film, der udspiller sig på de rå mure med info om Koldinghus. Også den gigantiske ildebrand får lov at brede sig med imaginære flammer.

Om udstillingen

​Udstillingen er tilrettelagt med stort engagement fra dronningen og i et samarbejde mellem hofinventarinspektør mag.art. Elisabeth von Buchwald og udstillingskurator Anni Nørskov Mørch. Udstillingen realiseres af Museum Kolding og vises frem til 2. januar på Koldinghus i et samarbejde med Kongernes Samling.

I forbindelse med udstillingen er der et broderiværksted, hvor man kan se og lære at brodere i alskens teknikker, der er broderiskoler, og H.M. Dronningen har designet et bogmærke, som kan købes som broderisæt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Så faldt dommen efter dødsvold i Lunden: To mænd kendt skyldige i vold med døden til følge

Hedensted For abonnenter

Byrådsmedlem nægter holdningsskifte efter stemmeflyt: - Jeg havde sagt ja til noget, jeg i bund og grund ikke var enig i

Annonce