Annonce
Rejser

Dronefotograf Sarah Greens anbefalinger: Jels Søbad og halvøen Røsnæs

Billedet af Vesborg Fyr på Samsø er et aftenbillede taget lige efter solnedgang. - Vi gik ned ad en trappe ved klinten. Det er et fint sted og så med fyrtårnet. Fyrtårne er prima motiver. Det, tror jeg, mange fotografer er enige i. Og Vesborg Fyr ligger virkelig smukt, fortæller dronefotograf Sarah Green. Foto: Sarah Green
Kyst, strand og søer er nogle af de motiver, som fotograf Sarah Green har indfanget med sin drone. Her giver hun fem anbefalinger til steder i Danmark, hun har oplevet fra fugleperspektiv.

Fotograf Sarah Greens anbefalinger til steder i Danmark, hun har set fra luften med sin drone.

1 Dueodde på Bornholm

Dueodde på Bornholm. Foto: Sarah Green

- Det er den bedste strand i Danmark. Det er ingen tvivl om. Men det skal også siges, at jeg er født på Bornholm, hvor jeg boede, indtil jeg var fem år. Når jeg siden da har været af sted på strande med min mor, er det er, som om de aldrig kan blive lige så gode som Dueodde. Men stranden der har også det mest hvide finkornede sand, der er et fyr på spidsen, klitter og hedelandskab.

- Billedet er taget om efteråret på en flot dag med solskin. Det blæste meget, så det gjorde naturen lidt rå på en sej måde. Faktisk var jeg ikke sikker på, at jeg kunne flyve med dronen, men jeg satte den op alligevel. Den kom omkring 10 meter op og lå lidt skævt i luften, men det gik.

2 Jels Søerne i Sønderjylland

Jels Søerne i Sønderjylland. Foto: Sarah Green

- Der er bygget mange af de her runde badebroer rundtomkring i Danmark, men Jels Søbad ved Jels Nedersø tror jeg ikke, der er så mange, som kender. Det er et fint område. Og selv om jeg ved, at ikke alle er enige, så er det med at bade ved søerne frem for stranden virkelig hyggeligt. Det minder mig lidt om Sverige med alle søerne. Om sommeren er søerne også lidt varmere, vandet er roligere, og der er ikke tang og vandmand. Når man er rødhåret og solfølsom ligesom mig, er der også mulighed for at finde skygge under træer. At bade ved en sø bliver bare endnu federe, når der er en lækker bro, hvor man kan hygge sig. Ved Jels Søbad er der også toiletter og omklædning.

- Billedet tog jeg sidste sommer på en lækker junidag. Om dagen er der proppet med mennesker og høj musik. Vi tog derud om morgenen ved syv-tiden, da solen stod op. Der var kun en kvinde i vandet, før jeg hoppede i, ellers havde vi det helt for os selv. Da jeg filmede med dronen, lå der lidt dis over søen. Det var megasmukt.

Regler for droneflyvning

Når det gælder regler for droneflyvning, findes der tre kategorier: den åbne, den specifikke og den certificerede.

Den åbne kategori dækker droneflyvninger, hvor der er lav risiko for, at tredjemand kommer til skade. Det vil sige folk, som er omkring flyvningen, men som ikke styrer dronen. Det er droneflyvninger som for eksempel fotografering, landopmåling og rekreativ flyvning.

Den åbne kategori omfatter størstedelen af droneflyvninger på nuværende tidspunkt og er inddelt efter vægt.

Har du en drone, der vejer under 250 gram, skal du være minimum 15 år, have været gennem online-træning og bestået en online-test.

Derudover må du ikke planlagt flyve over mennesker, overflyve forsamlinger af mennesker og må kun flyve inden for din synsvidde.

Læs mere på  www.droneregler.dk, som Trafikstyrelsen står bag.

På hjemmesiden  www.droneluftrum.dk/app/map kan man få et vejledende indblik i, hvor der må flyves med droner.

3 Røsnæs på Nordvestsjælland

Røsnæs er en halvø på Nordvestsjælland. Foto: Sarah Green

- På det nordvestlige Sjælland stikker der en spids op; en halvø med navnet Røsnæs. Dens skrænt vender mod syd, og det gør det til et af de varmeste steder i Danmark. Der gror særlige blomster, ligger vingårde og søer med klokkefrøer. Det er et fedt område med et fyrtårn på spidsen og et shelter i skrænten. Man kan gå en rute på 25 kilometer, ”Røsnæs Rundt”, eller bare noget af den. Det er en fin og bakket tur, hvor du virkelig kommer op i højden og får god udsigt. Der er nogle kræfter, som arbejder på at gøre Røsnæs til en nationalpark.

- Jeg tog billedet i maj, hvor vejret så ud til at blive flot. Jeg står på et punkt, som i forvejen er ret højt og med god udsigt. Derfra sendte jeg dronen op. Så fik jeg virkelig det hele med.

4 Issehoved på Samsø

Issehoved på Samsø. Foto: Sarah Green

- Samsø har en fin natur og er virkelig hyggelig. Billedet er af Issehoved, som er nordspidsen af øen. Stedet minder om Grenen i Nordjylland. Bagved finder man Nordby Bakker. I den nordlige ende er også et flot område - et stykke med hede, der er dækket af lyng. Her finder man også Ballebjerg, som er øens højeste punkt, som fortsætter på vestsiden af den yderste spids, hvor landskabet, der er skabt af istiden, bugter sig. Samsø har generelt den her super-idyl. Det er landligt med mange bindingsværkshuse. Der er Stavns Fjord, hvor det kan blive meget lavvandet. Her er holme, øer og Besser Rev, som rækker langt ud i vandet. Når det ikke er ynglesæson for fugle, kan man gå helt ud til spidsen.

- Den dag, jeg tog billedet af Issehoved, stod en ven og jeg op klokken fem. Det var i august. Vi kørte ud til stranden og ventede på, at solen skulle stå op. Det var relativt koldt indtil solnedgang, men vejret var overdrevent perfekt, så det var bare op med dronen. Stedet var flot set fra landjorden, men fra luften var det wow: bakkerne, sandformationer og spidsen af Issehoved. Det var en succesoplevelse af de helt store. Lyset var helt perfekt, og der var ikke et øje.

Der er bygget mange af de her runde badebroer rundtomkring i Danmark, men Jels Søbad ved Jels Nedersø tror jeg ikke, der er så mange, som kender.

Sarah Green, natur- og dronefotograf

5 Henne Strand ved Vesterhavet

Henne Strand ved Vesterhavet. Foto: Sarah Green

- Henne Strand har høje klitter, så langt øjet rækker. Man tænker, at man skal helt til Skagen for at finde sådan et landskab, men det behøver man ikke, for Vesterhavet er stort. Jeg bor på Sjælland, og hver gang jeg kommer til Vesterhavet, tænker jeg wow. Nogle steder er strandene 100 meter brede. Jo mere jeg har rejst i udlandet, desto mere bevidst er jeg om, hvor unik Vestkysten er. Det er et sted, udenlandske turister kommer for at opleve, for det findes ikke andre steder. Det skal vi sætte pris på.

- Jeg tog billedet, mens jeg boede i lejlighed i klitterne, så det tog kun fem minutter at gå op på klitten til udsigten over vandet. Det er et morgenbillede taget om vinteren. Det var fedt, for så behøver man ikke fare rundt, men i stedet for bare nyde at være til der, hvor man er.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Nyt underlag på Casa Arena? Horsens Kommune foreslår at fremtidssikre banen med hybridgræs

Annonce