Annonce
Østjylland

Dramatisk laboratorium i kælderen

- Vi ønsker at bryde med den klassiske måde at lave teater på. Vi er inspireret af forskellige subkulturer og måder at lave kunst på, som vi henter ind i teaterverden. På den måde kan vi vise noget, som repræsenterer vores tid, og som berører os lige nu og her som publikum, siger instruktør Sargun Oshana (th), der sammen med scenograf David Gehrt har frie tøjler på Aarhus Teaters Studio scene. Foto: Petra Kleis

Studio Scenen på Aarhus Teater fungerer den kommende sæson som legeplads for instruktør Sargun Oshana og scenograf David Gehrt, der har fået frie tøjler til at give deres take på teatret anno 2017.

Annonce

AARHUS: Scenekunst udspiller sig som regel i en så kaldt black box. Et sort rum der som en neutral base kan sættes i scene på forskellig vis. Sådan har det også været på Studio Scenen i kælderen under Aarhus Teater i flere år. Lige indtil instruktør Sargun Oshana og scenograf David Gehrt fik lov til at regere på teatrets mindste scene den kommende sæson.

Nu er lokalet malet kridhvidt og stolene trukket ud til væggene i rummet, der mest af alt minder om et moderne sidegade-galleri. Og det er ikke så mærkeligt, for det er netop galleriets frie rammer, der har inspireret David Gehrt til at vende den gængse opfattelse af scenerummet på hovedet.

- Det er lidt at gå imod det klassiske. For mig er det en konstant udfordring, fordi det er svært at arbejde i en white box, hvor du kan ikke styre fokus på grund af lyset. Samtidig er der en reference til galleriet, hvor jeg som beskuer føler mig mere fri til at bevæge mig rundt mellem værkerne. Den tanke kan jeg godt lide, forklarer han.

Med det nye teaterrum ønsker de to at fjerne skellet mellem publikum og scene men medgiver også, at det kræver, at publikum bliver taget i hånden.

- Publikum har stadig en konventionel forestilling om, at de skal ind og sidde for at se noget. Vi håber, at de forskellige tableauer i "#Amlet" kan tiltrække folk, så de kommer til at gå rundt i rummet, siger David Gehrt, der sammen med Ida Grarup stod bag den Reumert-vindende scenografi til Lollikes gentænkning af "Erasmus Montanus".

Instruktør Sargun Oshana kalder duoens første forestilling "#Amlet" for en udstillingsforestilling. Den foregår flere steder i rummet, nogle gang på samme tid, og publikum går fra installation til installation, som var de på et galleri.

- Vi vil gerne reformere genren og udfordre publikum. Vi tror, at publikum er klar til det. De er vant til at optage kunst og virkelighed på forskellige platforme, siger Sargun Oshana.

- Som teater vil vi gerne sætte et spejl op for verden, men hvis vi skal det, må det gøres mangfoldigt, så vi repræsenterer de mennesker, som er ude i samfundet og samtidig også de tendenser, der florerer, siger Sargun Oshana, der også er uddannet skuespiller ved Aarhus Teater, inden han blev instruktør.

Studio Scenen

Studioscenen er i sæsonen 2017/18 lagt i hænderne på instruktør Sargun Oshana og scenograf David Gehrt.Sargun Oshana er uddannet skuespiller i 2012 ved Aarhus Teater. Han tog derefter uddannelsen som instruktør på Den Danske Scenekunstscene i København. Den afsluttede han i 2016 med iscenesættelsen af "Big White Shark", som David Gehrt var scenograf på.

David Gehrt dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole i 2016. Sammen med scenograf Ida Grarup skabte han rammerne for Christian Lollikes iscenesættelse af Holbergs "Erasmus Montanus" på Aarhus Teater. Scenografien indbragte Gehrt og Grarup Årets Reumert 2017 for bedste scenedesign.

Denne sæson på Studio Scenen:

"#Amlet": 1. - 30. september. "Momentet": 3. november - 2. december. "My Heartache Brings All the Boys to the Yard": 16. februar - 17. marts." Lav sol": 4. maj - 2. juni.

Annonce

Lige nu og her

Sargun Oshana og David Gehrt er vant til at arbejde tæt sammen. De kender hinanden fra Den Danske Scenekunstskole, hvor de præsenterede forestillingen "Big White Shark". De dimitterede i 2016.

- Vi er lige blevet færdige for et år siden, så det er en kæmpedrøm, som går i opfyldelse. Vi får lov at lege. Det er magisk, siger David Gehrt.

Han og Sargun Oshana tænker Studio som et laboratorium, hvor de det næste års tid kan prøve forskellige ting af. For at blive i den legende ånd lægger de sig ikke fast på scenografien før i sidste øjeblik. Og forestillingen må gerne ændre sig i løbet af spilleperioden, for der skal være plads til improvisation.

- Det er her og nu. Man skal have tungen lige i munden, når man arbejder på denne måde. Det er meget udfordrende. Vi har et meget rummeligt teater i ryggen. Et teater er et stort maskineri, som også skal være med på den. Den tillid gør, at vi kan handle hurtigt og få en kunstnerisk legeplads hernede, siger Sargun Oshana.

Duoens første forestilling på Studio Scenen, "#Amlet", har premiere 1. september.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

AC Horsens For abonnenter

Tankevækkende klø i Aarhus: Tre store problemer i AC Horsens

Annonce