Annonce
Kultur

Drama indrammet af Grønlands storslåede natur

Mads Peder Nordbo. Foto: Politikens Forlag

Bøger: Det er en fantastisk historie, Mads Peder Nordbo i disse år langsomt, men ubønhørligt strikker sammen, hvor sager som grønlandsk mytestof, krænkede personers ønsker om hævn, medicinske eksperimenter og spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over Grønland, udgør hovedingredienserne.

“Kvinden med dødsmasken” er tredje bind i Nordbos serie, hvor journalist Matthew Cave og kvinden uden hud, Tupaarnaq, er de centrale rollehavere, og selv om forlaget bedyrer, at bindet kan læses uafhængigt af de to foregående, må en forbrugsoplysning være på sin plads: Det scenarie, der udfoldes i “Kvinden med dødsmasken”, er så kompliceret, at forudsætninger er uundværlige.

Så der er ingen vej uden om at lægge ud med de to foregående bind.

Romanens forløb udløses af fundet af en myrdet mand i en forladt bygds brønd. Alt tyder på, at mordet er udført af en kvinde, der er død for flere år siden. Så er mystikken på plads, og Mads Peder Nordbo indrammer de mange begivenheder i den grønlandske natur, som det hele udfolder sig i.

Har man som jeg svært ved helt at lade sig overbevise af Nordbos noget kringlede og fantasifulde handlingsforløb, kan man uskrømtet glæde sig over forfatterens evne til at få den grønlandske natur til at fremstå skarpt for læseren. Mads Peder Nordbo: ”Kvinden med dødsmasken”. 336 sider. Politikens Forlag

Mads Peder Nordbo. Foto: Politikens Forlag
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce