Annonce
Skanderborg

Drama i Ovsted: Omstridt ændring af kirken fik dødsstød

Ingvar Cronhammars nye udsmykning af Ovsted Kirke fik et dødsstød ved valgforsamlingen. Her ses han sammen med formanden for menighedsrådet, arkitekt Niels Poulsgaard, der forlod rådet dagen efter valget. Foto: Axel Schütt
Kunstneren Ingvar Cronhammars projekt bliver standset af, at tilhængerne blev stemt ud af menighedsrådet, og formanden for menighedsrådet stopper straks.
Annonce

SKANDERBORG: Det var dramatisk og lignede en paladsrevolution, da der skulle vælges menighedsråd i Ovsted Sogn i Skanderborg Kommune. En total modernisering af kirken havde bragt sindene i kog, og modstanderne af den vandt valget tirsdag aften.

Derfor får Ovsted Kirke næppe den modernisering med Ingvar Cronhammars kunst, som menighedsrådet havde lagt op til. Initiativtageren til og fortalerne for den ændrede kirke blev stemt ud af menighedsrådet.


Nu har jeg bedt om orlov. Næstformanden overtager min post indtil det nye menighedsråd træder til.

Niels Povlsgaard


Og allerede onsdag meddelte menighedsrådets formand, arkitekt Niels Povlsgaard, at han forlader rådet, selv om det skal fungere indtil første søndag i advent, når det nye kirkeår begynder. Niels Povlsgaard har søgt orlov.

- Det nytter ikke at blive siddende og arbejde videre indtil december. Jeg kan ikke gå halvhjertet ind i en sag, siger Niels Povlsgaard.

- Jeg er træt af resultatet, men også lettet, fordi det har været et pres i mange dage op til valget, siger Niels Povlsgaard, der også sidder i stiftsrådet.

- Nu har jeg bedt om orlov, og det betyder, at næstformanden overtager min post indtil det nye menighedsråd træder til, siger Niels Povlsgaard, der konstaterer, at gamle generationer kan have svært ved at gå ind på nye ideer.

Han understreger, at han har været meget glad for det kirkelige arbejde, og det har fyldt al hans fritid i de seneste fire år.

Annonce

Tre nye valgt ind

Menighedsrådet er en lidt speciel konstruktion, fordi det dækker tre sogne: Ovsted, Taaning og Hylke. De tre vælger hver deres medlemmer, Ovsted fem, Taaning to og Hylke fire.

I Ovsted blev tre nye valgt ind af de fem. De to øvrige er fra det gamle råd.

Det lykkedes også at finde to fra Taaning.

Men for Hylke lykkedes det ikke at finde fire. Kun en stillede op. De fire fra det nuværende råd ville ikke stille op. De trak sig, fordi modstanderne af kirkens fornyelse er kommet ind. Og det kunne de vide, fordi rådene blev valgt efter tur, og Hylke var sidst.

Annonce

Uhørt mange mødt op

Sagen har vakt stor opmærksomhed, og ved valgforsamlingen i festsalen på Ejer Bavnehøjskolen var et uhørt stort antal mødt op, omkring 130.

Sådan kunne kirken være blevet, hvis Ingvar Cronhammars fornyelse var gennemført. Her er det alter og prædikestol. Animation: Ingvar Cronhammar

Fordi det ikke lykkedes at finde samtlige 11 medlemmer til menighedsrådet skal der holdes en ny, ekstraordinær valgforsamling 6. oktober. Den skal afvikles på samme måde som den ordinære, altså skal de fire pladser i Hylke besættes denne aften.

Skulle nogen være utilfredse med valget derefter, kan de senest 13. oktober forlange, at der afvikles et klassisk menighedsrådsvalg med valgkort, stemmeurner og så videre. Det vil ske 17. november.

Niels Damsgaard Hansen blev valgt ind i menighedsrådet. Han er imod fornyelsen af Ovsted Kirke. Privatfoto

En af de nyvalgte i Ovsted, Niels Damsgaard Hansen, ved ikke, om det nye menighedsråd skal arbejde videre med fornyelsen af kirken.

- Nu skal vi finde ud af, hvor hårdt vi er bundet på de aftaler, der er lavet med Ingvar Cronhammar og arkitekt Anna Mette Exner. Det aner jeg ikke, forklarer Niels Damsgaard Hansen, der siger, at de nyvalgte i rådet spiller op til et bredt samarbejde i menighedsrådet.

Men ifølge Niels Povlsgaard behøver han ikke frygte, at kirken er forpligtet på projektet.

- Alle aftaler kan standses, siger Niels Povlsgaard.

Annonce

Begyndte med døren

Sagen om fornyelsen af kirken begyndte i 2017, da døren i våbenhuset skulle udskiftes, fordi den er rådden.

Ingvar Cronhammar blev bedt om et forslag til en ny dør. Det lavede han, og samtidig foreslog han en total fornyelse af kirkens indre med nyt, hypermoderne alter, ny prædikestol, flytning af døbefonten og orglet, så et vindue kunne komme frem.

Arkitekt Anna Mette Exner var konsulent på opgaven.

Den nye dør er ikke sat i endnu.

Sagen kort

Fornyelsen af Ovsted Kirke begyndte i 2017, da døren i våbenhuset skulle udskiftes, fordi den er rådden.

Ingvar Cronhammar blev bedt om et forslag. Han foreslog samtidig en total fornyelse af kirkens indre med nyt, hypermoderne alter, ny prædikestol samt flytning af døbefonten og orglet.

Projektet mødte modstand, og det førte til udskiftninger i menighedsrådet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Politiet lukker stort landsmøde for spejdere - 300 deltagere må tage hjem før tid

Annonce