Annonce
112

Drab i Tim: Kvinde fra Horsens nægter at have stukket sin samlever ihjel

Politiets teknikere kom til Tim søndag 27. januar 2019 for at sikre spor i sagen om den knivdræbte mand. Foto: Jørgen Kirk
Trods en 112-optagelse, hvor kvinden tilstår at have stukket sin samlever, forklarer hun i retten, at han selv må have gjort det. Det kom frem under en retssag med et par fra Horsens, der begyndte ved Retten i Herning tirsdag.
Annonce

HERNING/TIM: Opkaldet til 112 fra den 55-årige kvinde, der er tiltalt for drabet på sin samlever i Tim i januar i år, var det første bevis, der blev præsenteret, da drabssagen tirsdag begyndte ved retten i Herning.

Efter at have hørt den var det svært ikke at tro, at kvinden havde stukket manden ihjel med knive.

- Han er utæt, der kommer noget ud af ham, fortalte kvinden, der virker tydeligt beruset, i telefonen.

Hun siger også, at hun indimellem kan snakke med ham, og at han trækker vejret normalt.

- Vi har været oppe at slås hele dagen, og hans trøje er fuld af blod. Jeg har stukket ham med en kniv. Jeg har stukket ham to gange, og jeg har lagt knivene væk. Det er ikke noget, jeg normalt gør, men jeg bliver provokeret hele tiden, og jeg havde advaret ham, sagde den 55-årige også i samtalen med alarmcentralen.

Da kvinden fra alarmcentralen spørger, hvordan han ser ud, får hun følgende svar:

- Han er lige så grim og dum, som han plejer at se ud. Han ligger på siden ude på toilettet, og han reagerer, når jeg rusker i ham. Jeg tror bare, det er skaberi. Men gider I skynde jer komme? Det er en halv time - måske en time siden - jeg stak ham.

Politiet ankom på adressen et kvarter efter opkaldet. Klokken 16.07 søndag 27. januar 2019 blev den 55-årige mand erklæret død.

Annonce

Parret skændtes

Når retssagen alligevel er planlagt til at tage tre dage foran et nævningeting, skyldes det, at kvinden nægter sig skyldig.

Da hun blev afhørt i retten, forklarede hun, at hun højst sandsynligt var fuld på tidspunktet. Og derfor mente hun, at det, hun i januar havde sagt til alarmcentralen, ikke passede.

Parret kommer oprindeligt fra Horsens og flyttede til Tim omkring otte måneder før drabet.

Kvinden var om søndagen kommet hjem og skulle i gang med at lave mad, da hun fandt ud af, at manden, som hun tidligere havde været kæreste med, men som hun nu kun boede sammen med, ikke havde taget en tom kasse øl med til købmanden for at få fat i en ny.

Dagen forinden havde han desuden lånt hendes scooter uden at aflevere den tilbage. Ifølge kvinden, ville han kun sige, at den stod et sted i Tim.

- Han går rundt og griner og siger, at jeg er en sindssyg kælling. Jeg er i gang med at lave mad, så jeg har en filetkniv i hånden. Jeg truer ham med kniven, stikker ud efter ham og siger, at han ikke skal grine af mig. Det var kun en lille kniv, og jeg er sikker på, at jeg ikke ramte ham, siger den tiltalte, der på dagen for drabet ringede til politiet flere gange.

Annonce

De må tage fejl

Ifølge hende lykkedes det for manden at slå den lille kniv ud af hendes hånd. Han samler den op og barrikaderer sig på badeværelset. Politiets teknikere fastslog senere, at den lille kniv var årsag til et større snit i mandens bug.

Ifølge den tiltalte går hun tilbage i køkkenet for at lave mad. Til det formål tager hun en stor køkkenkniv i brug. Og det er den kniv, som politiets teknikere har identificeret som gerningsvåbnet til det dødelige stik.

- De må tage fejl, for det er det ikke. Jeg siger ærligt: Jeg har ikke stukket ham. Det er jeg 100 procent sikker på. Han må have stukket sig selv, siger den 55-årige kvinde og fortsætter:

- Jeg var dødfuld, og derfor siger jeg i opkaldet, at jeg har stukket ham, men det var ikke rigtigt. Jeg havde ikke ramt ham. Der er ikke noget af det, jeg siger til alarmcentralen, der passer.

- Jeg undrer mig bare over, at du kan sige noget, der ikke passer til alarmcentralen, fordi du er fuld, men samtidig er du 100 procent sikker på, at du ikke ramte ham, siger anklageren.

- Det var ikke meningen, at han skulle dø, men jeg havde ikke noget med det at gøre, siger den tiltalte.

Annonce

Kniv kun til mad

Hun forklarede også, at manden aldrig var i besiddelse af den kniv, som politiet har bekræftet som gerningsvåbnet, der blev brugt til det dødelige stik. Kvinden brugte nemlig kniven til at lave mad med.

Kort efter, at afdøde har barrikaderet sig på badeværelset, går det op for den tiltalte, at hun kan komme ind. Ifølge kvinden ser hun lidt blod, sætter en fod på ham for at se, om han er live og ringer så til alarmcentralen.

Der forventes at falde dom onsdag 9. oktober.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Ungt ægtepar var endelig klar til at flytte ind i deres drømmebolig: Men to timer før fik de overraskende besked fra kommunen

Annonce