Annonce
Brædstrup

Domea og arkitekt er enige: Boliger på krogrund vil løfte byen

Brædstrup Kro skal rives ned for at give plads til nye boliger. Foto: Morten Pape

Nye punkthuse på krogrunden i Brædstrup vil imødekomme behovet for ældrevenlige boliger og være med til at give byen et løft, lyder det fra Domea og arkitektfirmaet RUM som svar på kritikken af boligselskabets byggeplaner.

Brædstrup: - Vi har hele tiden haft fokus på god arkitektur, fordi vi selvfølgelig mener, det er vigtigt at få bygget nogle boliger, som folk gerne vil bo i, men også passer naturligt ind i bybilledet. Når vi bygger nye boliger i Brædstrup by, ønsker vi at medvirke til, at Brædstrup fortsat er en attraktiv by at bo i, at besøge og at købe ind i.

Sådan lyder det fra projektudviklingschef i Domea.dk, Louise Prahm, efter der den seneste tid har været kritik af boligselskabets byggeplaner på krogrunden på Nørregade 11 i Brædstrup. En kritik, som udviklingschefen har været ked af.

- Jeg synes, tonen har været lidt hård, og det lyder nogle gange, som om vi er nogle banditter, som er ude på at ødelægge byen. Vi vil faktisk gerne det modsatte. Vi er ikke ude på at fjerne en historisk bygning. Vi er gået ind i det her, fordi ejerne gerne ville sælge, da kroen ikke kunne løbe rundt. Vi oplever også en efterspørgsel på nye, energivenlige kvalitetsboliger i Brædstrup, og folk vil gerne bo tæt på centrum. Det gælder i høj grad for de ældre, så de nemt kan gå ud og handle, siger Louise Prahm.

Annonce

Jeg synes, tonen har været lidt hård, og det lyder nogle gange, som om vi er nogle banditter, som er ude på at ødelægge byen. Vi vil faktisk gerne det modsatte.

Louise Prahm, projektudviklingschef i Domea

Lavere end kroen

Det er arkitektfirmaet Rum i Horsens, som har tegnet de nye punkthuse, og der bliver bestemt ikke tale om to store kolosser, lyder det fra arkitekt Anders Johansen. De to punkthuse bliver nemlig delt op med en glas-opgang, så man kan se mellem bygningerne. Samtidig har det den fordel, at beboerne får et bedre udkig over byen. Grundplanen på punkthusene bliver på 10 x 17 meter, og dermed bliver husenes grundplan mindre end på de omkringliggende huse. Samtidig bliver højden lidt lavere, end kroen er i dag, påpeger arkitekten.

- Kommuneplanen siger samtidig, at det er OK at bygge i fire etager, og der er flere boliger omkring, som også er på fire etager. Samtidig har vi rent arkitektonisk forsøgt at tegne nogle boliger, som vil passe ind i det omkringliggende miljø. Alternativet til vores punkthuse er f.eks. en høj og lukket karré-bebyggelse langs to gader, hvilket vil virke som en lukket og afvisende mur og være i "utakt" med omgivelserne. Det var vi valgt ikke at gøre. Vi bygger, så der er plads til cyklister og gående, og placerer husene enkeltvis, ligesom de andre huse i området er, siger Anders Johansen.

Altid skygger i en by

Netop skyggepåvirkningerne fra de høje punkthuse har været et kritikpunkt fra naboer, men de nye huse vil ikke skygge mere end de eksisterende høje huse i området, lyder det fra arkitekten.

- I lokalplanen har vi vist med et skyggediagram, hvordan skyggerne vil påvirke området. Her er kritikken især gået på skyggevirkningen på årets korteste dag 21. december. Her vil naboens grund være dækket klokken 10 om formiddagen, men klokken 13 er grunden næsten fri for skygge. Dermed er han bedre stillet end mange andre, som har skygge fra de omkringliggende huse. Desuden er der heller ikke mange, der kan sige sig fri fra skygge i en by på årets korteste dag, fordi solen hænger så lavt, siger Anders Johansen.

Kro vækker følelser

Netop det, at Brædstrup Kro skal fjernes for at give plads til nye boliger, har vakt mange følelser blandt en del borgere, men der er ikke andre muligheder, lyder det fra kroens ejere.

- Vi forstår godt, at folk har mange følelser omkring kroen, fordi de har holdt mange fester her. Men kroen er desværre død. Den har givet underskud i flere år, og vi har igennem tre år forsøgt at sælge den som kro, uden vi har fået nogle henvendelser. Så opstod denne mulighed, og jeg tænker, at det er bedre med boliger end et bilværksted eller noget andet. Det må også være noget, byens butikker er glade for, siger Ole Bilstrup, der er en af ejerne.

Boliger skaber værdi

Ejerne af kroen har skrevet en betinget købsaftale med Domea, som overtager kroen, hvis byrådet støtter op om lokalplanforslag 313 og Domeas byggeplaner. Boligselskabet investerer i alt 60 millioner kroner på krogrunden, og det er noget, der vil komme byen til gode.

- Vi ser tit i den slags projekter, at når byggeriet står færdigt, bliver hele området mere attraktivt, fordi værdien af området stiger. Projektet er derfor også i byens interesse, og folk vil sikkert opleve, at prisen på deres huse stiger, fordi der sker en udvikling i området, siger Anders Johansen.

Håber alle bliver glade

Både kroejerne, Domea og arkitektfirmaet Rum håber på, at borgerne i Brædstrup med tiden bliver glade for det nye boligprojekt.

- Selvfølgelig er der mange følelser omkring kroen, og dem forstår jeg godt. Jeg håber dog, at når byggeriet står færdigt, og tingene er plantet til, vil folk blive glade for det. Jeg synes selv, det er et rigtig godt projekt, og det bliver rigtig flot, når det står færdigt. Jeg er selv begejstret over det. Samtidig får vi imødekommet det store behov, der er for ældrevenlige boliger i Brædstrup, siger Torben Bilstrup, en anden af kroejerne.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce