Annonce
Erhverv

Dobbelt op på værtshus-lukninger: Legendariske vandhuller forsvinder i Horsens

29. december bliver sidste åbningsdag på Kom Tit. Foto: Morten Pape
Tilsammen repræsenterer Børsen og Kom Tit omkring 100 års værtshushistorie i byen. Snart bliver sidste bajer langet over disken til de stamkunder, der begræder beverdingernes farvel.
Annonce

Horsens: To af Horsens gamle og mest kendte værtshuse skal lukke.

Både Børsen i Lichtenbergsgade og Kom Tit på Nørrebrogade drejer nøglen om lige efter nytår, og dermed slutter tilsammen omkring 100 års værtshus-historie i byen.

Det bekræfter værthusenes ejere, og på Børsen, der fejrede 50 års-fødselsdag i 2017, beklager indehaver Philip Bank lukningen.

Han bor og arbejder i København, hvor han er rådgiver på den finske ambassade, og han har, siden han overtog stedet i 2017, primært ladet sin familie i Horsens stå for den daglige drift.

Nu vil han imidlertid gerne af med det overordnede ansvar. Samtidig betyder udviklingen i nabolaget, at Børsen snart er fortid, forklarer han.

- Jeg har forsøgt at være i Horsens så meget som overhovedet muligt, men jeg har fået nyt job i København, så jeg har simpelthen ikke tid til det længere. Samtidig spurgte udlejer i den lokale boligforening, om vi kunne være interesseret i at trække os - så vidt jeg ved på grund af en stor renovering.

Timingen passede på den måde, forklarer han om baggrunden for lukningen. Beslutningen har dog været svær.

...vi er som en lille familie. Vi hjælper for eksempel, hvis de skal i kontakt med kommunen eller banken, eller hvis de skal en tur til lægen.

Allan Bargisen, indehaver Kom Tit

Annonce

- Vi græder allesammen

- Vi græder allesammen dernede. Børsen er jo folks "dagligstue", så lukningen berører mange. Nogle er blevet gift der, andre har haft konfirmationer og barnedåb, så jeg har skullet forklare mig, og det er sket med tårer i øjnene, siger Philip Bank.

Han sætter nu gang i en internet-auktion over værtshusets inventar, og sidste åbningsdag bliver 5. januar.

- Da skal vi aflevere nøglerne, men vi regner med at holde åbent indtil da, selv om de sidste gæster risikerer at komme til at sidde på en ølkasse, siger Philip Bank.

Annonce

- Vi er som en lille familie

På Kom Tit er det indehaveren gennem det seneste par år, Allan Bargisen, der får den tvivlsomme ære at servere de sidste bajere på den navnkundige beverding.

Han kender ikke Kom Tits præcise alder, men anslår, at stedet har ligget på hjørnet af Nørrebrogade og Vestergade i 40-50 år under forskellige navne i tidens løb.

På samme måde som Philip Bank fortæller han, at kunderne begræder lukningen.

- Folk er kede af det - specielt vores stamkunder. Kom Tit er på en måde et andet hjem for dem, og vi er som en lille familie. Vi hjælper for eksempel, hvis de skal i kontakt med kommunen eller banken, eller hvis de skal en tur til lægen, siger Allan Bargisen, som er opsagt med årets udgang.

Det er Horsens Kommune, der ejer bygningen, som ifølge Allan Bargisen skal jævnes med jorden til fordel for et nyt etagebyggeri. Hvornår det kommer til at ske, ved han ikke.

Restaurant Børsen er snart fortid. Foto: Morten Pape
Annonce

Stamkunder vil have inventar med hjem

Han ved til gengæld, at 29. december bliver sidste åbningsdag på Kom Tit, og i disse dage kommer kundernes følelser for stedet blandt andet til udtryk i, at flere gerne vil købe inventar, siger værtshusejeren.

- Der er en del, der gerne vil have minder med herfra, forklarer han og fortæller om en kvindelig kunde, som altid har siddet på den samme stol. Dén vil hun gerne have med sig hjem, mens andre spørger, om de må "arve" nogle af de nips-genstande, der pynter i baren. For eksempel specielle glas og Underberg- og Tuborg-legetøjsbiler.

Følelserne glæder Allan Bargisen, for de fortæller om stedets betydning, men han er også bekymret for stamkundernes fremtid.

Philip Bank overtog Børsen i 2017 efter nogle år med skiftende ejere. Nu lukker og slukker han. Foto: Morten Pape
Annonce

Kom Tit - et socialt samlingsted

- Nogle af dem vil selvfølgelig bruge andre værtshuse i byen, men jeg frygter også, at nogle vil søge hjem til sig selv og måske komme til at sidde alene. Kom Tit har været deres sociale samlingsted i mange år, og et sted, hvor de har følt sig trygge. Det mister de nu, siger Bargisen, som gerne ville fortsætte værtshuset et andet sted i nabolaget.

Det har imidlertid ikke været muligt at finde lokaler, som matcher Kom Tits behov.

- Der er sådan set ikke flere værtshuse tilbage i kvarteret nu, konstaterer han.

I Børsens tilfælde kan det dog være, at navnet i fremtiden popper op i bybilledet igen.

Philip Bank fortæller, at han i samarbejde med en partner er på udkig efter egnede steder at genoplive værtshuset i en eller anden form.

Philip Bank har en fortid som talentfuld AC Horsens-spiller, men arbejder i dag som rådgiver på den finske ambsaade i København. Det job betyder, forklarer han, at han ikke har tid til at tage ansvar for værtshuset i Horsens, som hans mor og moster har drevet sammen med ham. Arkivfoto: Morten Pape

Der har været mange fester i Restaurant Børsens lokaler i tidens løb. Arkivfoto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce