Annonce
Danmark

DMI varsler lokale skybrud og torden: Se om det rammer dit område

Flere veje stod under vand på grund af skybruddet, der tirsdag eftermiddag blandt andet ramte Vejle. Foto: Local Eyes
Igen onsdag er der risiko for torden og skybrud i Jylland og på Fyn.

Opdatering: Bygerne over Jylland og Fyn er nu aftaget så meget i styrke, at skybrud ikke længere er sandsynligt, skriver DMI klokken 22 onsdag aften.

Der er varsel om lokale skybrud og torden, samt risiko for kraftig hagl og kraftige vindstød i hele Jylland og på Fyn onsdag fra klokken 16 og frem til klokken 01 natten til torsdag.

Det oplyser DMI.

Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter, og der er risiko for vindstød mellem 15 og 20 m/s.

Varslet gælder alle kommuner i hele Jylland og på Fyn.

Du kan se det lokale varsel på DMIs hjemmeside her.

"Meget varm og fugtig luft strømmer i dag op over Danmark fra syd. I den varme luft dannes kraftige regn- og tordenbyger, som trækker op over den vestlige del af landet," skriver vagtchef hos DMI, Henning Gisselø onsdag eftermiddag.

De kraftige regnbyger kan påvirke trafikken rundt omkring i landet.

"Endnu engang varsler DMI, at der kan komme skybrud. Dette kan medføre stor risiko for aquaplaning, så det er vigtigt at huske at sætte hastigheden ned, hvis man kører ind i et område med så kraftig regn," skriver Vejdirektoratet på Twitter.

I nat vil en koldfront passere og derefter bliver vejret noget mere fredeligt, oplyser DMI.

Onsdagens varsel om skybrud og torden er blot et af mange de seneste dage. I weekenden faldt store mængder regn i store dele af landet, og senest tirsdag var der lokale skybrud.

Det fik blandt andet åer og vandløb til at løbe over i Vejle, og kommunen informerede borgerne om, at der kunne hentes sandsække, hvis man var nervøs for at få oversvømmede kældre.

I Randers gik det hårdt ud over Vesterbakkeskolen. De store mængder vand trængte gennem taget og løb ned til el-installationerne, som kortsluttede, og pludselig var skolen helt uden strøm. Vesterbakkeskolen har derfor været lukket onsdag.

Også flere veje var udfordret af de store vandmasser, og flere veje var derfor lukket eller delvist lukket i løbet af tirsdag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: FLAG-evaluering viser gode resultater, ’når planer går i fisk’

Den danske FLAG-ordning er netop blevet evalueret af COWI, og resultatet er positivt! Evalueringen beskriver set-up’et for ordningen, som handler om, at hver FLAG-forening laver en udviklingsplan og ansætter en koordinator, hvorefter lokale virksomheder og organisationer kan søge støtte og få hjælp til fremme af ideer, som falder ind under planen. FLAG-bestyrelsen indstiller projekterne til Erhvervsstyrelsen, som udfører legalitetskontrol og udbetaler støttebeløbene. På europæisk plan er der oprettet knap 370 FLAG’er, hvoraf 10 er danske. Fra EU’s side er argumentet for at støtte FLAG’erne, at lokale ideer, initiativer og ressourcer tages som udgangspunkt for udvikling, og at der arbejdes på tværs af sektorer som fiskeri, turisme og kulturinstitutioner for at opfange og udvikle nyskabende løsninger. Denne tilgang til udvikling kaldes CLLD (community-led local development). CLLD placerer lokalbefolkningen i førersædet, så de kan beslutte, hvordan de vil bruge EU-finansiering til at forbedre deres område. Men hvad er det for projekter, de danske FLAG’er sætter i værk? Et eksempel er Motorfabrikken Marstal, som med midler fra FLAG-ordningen har renoveret en del af en gammel fabrik og er ved at skabe et innovativt kontormiljø, hvor iværksættere kan leje et kontorlokale og deltage i kurser og workshops. På et senere tidspunkt planlægges yderligere renovering til konferencefaciliteter og et værksted, der bygger på både traditionelt håndværk og nye digitale maritime industrier. En stor del af de gamle maskiner findes stadig i bygningen, og man vil genoplive bygningerne i overensstemmelse med deres tidligere brug, da det kan skabe merværdi og inspirere iværksættere. Projektet er med til at udvide opfattelsen af, hvad maritime erhverv er. Det anses som vigtigt for også at få unge mennesker og tilflyttere til at bo og arbejde i kystsamfund. Et andet projekteksempel er Kerteminde Maritime Haver, som har opnået støtte til at etablere en besøgs- og formidlingsattraktion, der kobles sammen med sejlads med turister. Turisterne vil som et stop på turen modtage historier om og smagsprøver af tang og skaldyrsproduktion. Projektet er netop et godt eksempel på, hvordan lokalområder kan have gavn af at erfaringsudveksle og lære af hinanden. Kerteminde Maritime Haver er således blevet opbygget på basis af både lokal viden og erfaringer med en lignende havhave ved Ebeltoft. De maritime erhverv har aldrig været lukkede om sig selv. En anbefaling om en understøttelse af flere samarbejdsprojekter kunne bringe nye og frugtbare koblinger af projektideer med sig. COWI’s evaluering fastslår, at FLAG’erne allerede har opfyldt en del af de mål, som fra nationalt hold har været opstillet for deres indsats for programperioden 2014-2020. FLAG’erne er lykkedes med at få iværksat relevante projekter, skabe beskæftigelse og være en solid sparringspart for projektansøgere i deres lokalområder. Dette selvom ansøgningsprocessen beskrives som forholdsvis indviklet. Der er også skabt resultater, som er sværere at måle, som bedre fællesskab i lokalområder, bedre oplevelser og rammebetingelser. Hvad angår samarbejdsprojekter lever man imidlertid ikke op til det ved programstart fastsatte mål om, at der skal gennemføres samarbejdsprojekter mellem FLAG’er i Danmark og mellem danske og udenlandske FLAG’er. Der er nemlig ifølge evalueringen kun iværksat 1 samarbejdsprojekt ud af et samlet måltal på 18 projekter. Samarbejdsprojekter er netop vigtige for at øge muligheden for nyskabende erhvervsaktivitet, for opnåelse af kritisk masse for et projekt, for at indgå i nye netværk, eller for at få adgang til nye markeder. Så når der ikke er fastlagt nogle anbefalinger for FLAG-delen af evalueringen, kunne dette godt være et område at komme med én!

Annonce