Annonce
Sport

DM-titlen forsvandt i den sidste sejlads

Bo Petersen fejrede sit DM-guld med en kold pilsner på vej ind i Horsens Havn for at blive hyldet. Foto: Søren Andersen

Anders Andersen kunne alligevel glæde sig over en bronzemedalje til DM for OK-joller i Horsens.

Horsens: Anders Andersen fra Horsens Sejlklub har tidligere hørt til blandt verdenseliten i OK-jollen, og efter en del års pause er han nu tilbage i båden. For 25 år siden vandt han det første DM i klassen, og målet var et markere et sølvbryllup med en ny guldmedalje, da Horsens Sejlklub hen over weekenden arrangerede DM for små 100 både.

Det lignede også længe en triumf for den lokale sejler. Inden sidste og afgørende sejlads lå Anders Andersen på førstepladsen.

- Jeg fik en perfekt start på sejladsen, men der blev dømt omstart, og der valgte jeg den forkerte side, og så var det slut, siger Anders Andersen.

- Mit mål var at komme på podiet, og det lykkedes, men jeg ærgrer mig selvfølgelig over, at jeg ikke vandt, når jeg lå til det inden den sidste sejlads. Konkurrencen er hård, og hvis du skal vinde, skal alt klappe, siger Anders Andersen.

Konkurrencen i toppen af feltet var også skrap. Bo Petersen, der snuppede DM-guldet, var på podiet til EM for to år siden. Sølvet gik til Jens Lauge, mens Anders Andersen fik bronze.

Greg Wilcox fra New Zealand blev nummer to til stævnet i Horsens, men den førende på verdensranglisten talte selvsagt ikke med i DM-regnskabet.

- Jeg er først lige gået i gang med at sejle igen for alvor, og det her giver mod på mere. Der er NM om tre uger i Nykøbing Sjælland, og der regner jeg med at stille op, siger Anders Andersen.

Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Endnu et mislykket forsøg: Tre upålidelige pile udsætter behandling af syg vildhest

Annonce