Annonce
Erhverv

Bygger ny foderfabrik: DLG investerer mindst 100 millioner kroner

Når fabrikken står færdig i 2022, har Vilofoss i Brædstrup fået et topmoderne anlæg på 900 kvm, som fordobler produktionen af vitaminer og mineraler til husdyrproduktion. Udvidelsen kommer også til at betyde en omlægning af Øskovvej . Illustration: DLG
Fodervareselskabet DLG er parat til at investere mellem 100 og 200 mio. kr. i en udvidelse af Vilofoss-fabrikken i Brædstrup. Udvidelsen betyder, at produktionen bliver fordoblet.

Brædstrup: Landbrugsselskabet DLG vil i andet kvartal næste år begynde at opføre en helt ny foderfabrik i forlængelse af den eksisterende Vilofoss-fabrik på Øskovvej 9 i Brædstrup.

Det oplyser koncernchef for Vilofoss, Jacob Holm, efter bestyrelsen i DLG forleden besluttede at investere mellem 100 og 200 mio. kr. i en ny vitamin- og mineralfabrik.

Vilofoss leverer vitaminer og mineralblandinger som foder til husdyrproduktion i landbruget, og udvidelsen skyldes længere tids stigende efterspørgsel efter disse produkter.

- I Vilofoss har vi fabrikker i Gråsten og i Brædstrup. Valget faldt på Brædstrup, fordi det logistisk ligger godt i landet, og vi er meget tilpas med at være i Brædstrup med de nuværende aktiviteter. Samtidig fik vi mulighed for at købe noget erhvervsjord op til fabrikken af Horsens Kommune, hvilket der ikke var mulighed for i Gråsten, forklarer koncerndirektør Jacob Holm.

Annonce
Vi udvider, fordi vi har brug for mere kapacitet. Det danske marked udvikler sig positivt, og det har det gjort i mange år, men samtidig har vi også et stort eksportsalg.

Jacob Holm, koncerndirektør, Vilofoss Group

Fabrik klar i 2022

Den nye fabrik opføres i forlængelse af den eksisterende Vilofoss-fabrik, og fabrikken skal efter planen stå færdig i 2022. Den nye foderfabrik bliver et topmoderne, højautomatisk anlæg på 900 kvm med en produktionslinje, der får en kapacitet på 50.000 tons. Dermed bliver produktionen af vitaminer og mineraler på Vilofoss fordoblet.

På sigt der også være mulighed for at udvide med endnu en produktionslinje.

- Vi udvider, fordi vi har brug for mere kapacitet. Det danske marked udvikler sig positivt, og det har det gjort i mange år, men samtidig har vi også et stort eksportsalg. Fabrikken i Brædstrup skal imidlertid hovedsageligt prøve at dække behovet på det danske marked, siger Jacob Holm.

Står stærkere

DLG er med en omsætning tæt på 49 mia. kr. og godt 6000 ansatte en af Danmarks største virksomheder, og produktionen af vitaminer og mineraler til husdyrfoder er et af koncernens mest lønsomme forretningsområder.

Vilofoss i Brædstrup beskæftiger i dag omkring 15 ansatte, og udvidelsen vil betyde, at antallet af ansatte stiger til omkring 25. Udvidelsen har imidlertid også stor strategisk betydning for DLG som koncern.

- Det er et vigtigt skridt for Vilofoss som helhed og naturligvis primært for vores danske forretning. Den nye fabrik vil spille en nøglerolle i at sikre vækst, konkurrenceevne i Danmark og ikke mindst lønsomhed. Alt i alt skal det sikre, at vi fortsat står stærkt på det danske marked til glæde for vores kunder og ejere, siger Jacob Holm.

Den nye fabrik i Brædstrup er en del af en større bølge af investeringer, som DLG foretager i Danmark. Ud over investeringen i Vilofoss har DLG's bestyrelse også besluttet at investere i et nyt hovedsæde i Fredericia, et nyt logistikcenter på 28.000 kvm i Taulov samt Danmarks største kornterminal på Masnedø.

Produktionen af vitaminer og mineraler til husdyr er et af DLG's mest lønsomme forretningsområder. Foto: Henrik Sandvad
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Skoleelever løb for lungerne

Annonce