Annonce
Erhverv

Discountkæde har fået 100.000 danskere til at handle for hinanden

Fyldte butikker og kø ved kassen. Rema 1000 har succes med en app, der gør det muligt for kunderne at hjælpe hinanden med at handle ind. 100.000 danskere er nu registreret som indkøbere. Arkivfoto: Morten Dueholm
Rema 1000 har stor fremgang med app’en Vigo, hvor kunderne køber ind for hinanden. Nogle tjener penge på det, mens andre blot vil hjælpe deres naboer.
Annonce

indkøb: Det er fristende at slippe for indkøbsturen til købmanden, og derfor lancerede discountkæden Rema 1000 for tre år siden en såkaldt social onlineløsning, hvor kunderne kan købe ind for hinanden.

Tjenesten hedder Vigo og har opnået en popularitet, som langt overstiger forventningerne. Den senest milepæl nås i disse dage, hvor Rema 1000 runder 100.000 lokale indkøbere, der via en app tilbyder at købe varer ind for naboer eller helt fremmede mennesker i deres nærområde.

250.000 danskere har hentet Vigo-app’en og har dermed mulighed for at bede andre mennesker om at gøre indkøbene for sig.

- Det er syret, hvad vi har fået sat gang i. Før vi gik i luften, havde vi en ambition om, at det ville være skønt at få 10.000 til at melde sig som frivillige indkøbere, der ville hjælpe andre med at handle, siger Jesper Bove-Nielsen, direktør for indkøbs- og udbringningstjenesten Vigo, der er fuldstændigt ejet af Rema 1000.

Før hans ansættelse i Rema 1000 var han kendt som ekspert og forfatter inden for e-handel og havde netop udgivet bogen ”Den nye deleøkonomi”.

De første tests af Vigo-konceptet var dog nedslående, forklarer han.

- Vores oprindelige test med 50 familier viste, at folk gerne vil handle dagligvarer på mobiltelefonen, men nul procent kunne forestille sig, at nogen - eller de selv - ville levere for andre, siger Jesper Bove-Nielsen.

Han fik alligevel overtalt Rema-ledelsen til at fortsætte med at udvikle Vigo-konceptet.

- Vi sagde, at vi gør det alligevel, fordi idéen er god, siger han.

Kort og godt handler det om, at man sagtens kan tage indkøbene med for sin nabo, når man alligevel er ude og handle. Via en onlineløsning og en app på smartphonen bestiller kunder varer i Rema 1000, og andre kunder samler ordren op, køber ind og leverer.

Man betaler for ulejligheden med en fast pris pr. pose med dagligvarer. Indkøberen får mindst 34 kroner afhængig af antallet af poser, som han eller hun fylder i butikken.

Tre korte om Vigo

  1. Rema 1000 lancerede sin sociale onlineløsning Vigo i 2017. I dag er der 250.000 danskere tilmeldt tjenesten, heraf er 100.000 også tilmeldt som indkøbere. Det betyder, at de tilbyder at købe ind for andre i den lokale Rema-butik.
  2. Den gennemsnitlige leveringstid er på knap to timer. 90 procent af bestillingerne leveres enten til fods eller på cykel.
  3. En gennemsnitlig kunde, der bestiller varer via Vigo-app'en, køber for cirka dobbelt så meget, som en kunde i butik.

Kilde: Rema 1000

Annonce

Lommepenge ikke afgørende

Det har vist sig, at et bredt udsnit af befolkningen er villig til at købe ind på vegne af andre. Gennemsnitsalderen for en indkøber er 39 år.

- Vi havde en formodning om, at dem, der ville handle for andre, ville være unge mennesker på vej til sportsklubben eller på vej hjem fra klaverundervisning, og så ville de levere til ældre mennesker for at tjene lidt lommepenge, siger Jesper Bove-Nielsen.

Formodningen viste sig at være forkert på flere måder. Dels er der mange ældre, der hygger sig med at hjælpe naboerne med indkøb. Dels er lommepengene ikke afgørende for mange Vigo-indkøbere.

- Mange spurgte, hvorfor man ikke kan hjælpe hinanden uden at tjene penge på det. Derfor har vi lavet app'en, så du kan dele dine indkøbslister med andre. Kender man hinanden, kan man handle fuldstændigt uden, at der er penge mellem folk, siger Jesper Bove-Nielsen og nævner et eksempel.

- Hvis man kender hinanden i andelsboligforeningen, så kan man skiftes til at købe ind. Så handler jeg mandag, du handler torsdag, og Dorte gør det lørdag. Der bruger man app'en som en deleplatform for indkøbslister, siger Jesper Bove-Nielsen.

Bortset fra det høje antal brugere holder Rema 1000 igen med at dele konkurrencefølsomme tal for onlinesalget, og derfor er det svært at vurdere, hvordan Vigo-app’en klarer sig ved siden at store spillere som Nemlig.com og Coop, der leverer dagligvarer direkte hjem til kundernes adresser.

Annonce

Styrker image

Detailhandelsekspert Dorte Wimmer fra Retail Institute Scandinavia er derfor tilbageholdende med at udtale sig om, hvorvidt Vigo er en kommerciel succes eller ej.

Men app’en kan være med til at forklare, at Rema 1000 topper listerne over varemærker, der har fået mest positiv omtale herhjemme for tredje år i træk. Det viser en helt frisk undersøgelse fra analysefirmaet Yougov, der blev offentliggjort onsdag.

- Rema 1000 er meget innovative og først med mange ting, og her kaster de sig ind i deleøkonomien, og det er rigtig interessant. Det kan godt ske, at det ikke viser sig på bundlinjen lige nu, men det viser sig helt sikkert på deres brandimage, som vokser og bliver stærkere hele tiden, siger Dorte Wimmer.

Hun peger på, at dagligvarehandel på nettet stadig kun fylder få procent af det samlede dagligvaresalg i Danmark.

- Vi mangler stadig at se onlinedelen tage fart på markedet, og der er et kæmpestort uudnyttet potentiale. Jeg vurderer, at abonnementsformer som måltidskasser for alvor vil tage fart, siger Dorte Wimmer.

Rema 1000, der ejes af den norske Reitan-koncern, omsatte i 2019 for over 15 milliarder kroner i Danmark. Det svarer ifølge Retail Institute Scandinavia til en markedsandel på ca. 13 procent.

Jesper Bove-Nielsen er kendt som e-handels-ekspert og forfatter, men har siden 2016 stået i spidsen for Rema 1000's deleøkonomiske platform, der kaldes Vigo. Pr-foto
Annonce
Annonce
Danmark

Opdateret onsdag: 558 nye smittede i Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Posthuset sætter navn på de otte street food-boder: Der skal kun være én, der serverer indisk

Horsens

Rød tråd savnes: Teater-folk er frustrerede efter festival-aflysning

Horsens

Onsdagens corona-tal: Horsens Kommune kravler under bekymringsgrænsen - men det ændrer ingenting

Annonce