Annonce
Erhverv

Dirigent alene i salen: Business Horsens holder generalforsamling uden deltagere

Business Horsens peger sædvanen tro på Poul Erik Andersen som dirigent, og foreningen håber, at medlemmerne vil give dirigenten fuldmagt til at afvikle årets generalforsamling, så det kan undgås at samle folk. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Frem for at udskyde mødet forventer Business Horsens at kunne afvikle en fredsommelig generalforsamling i april. Medlemmerne kan give fuldmagt til dirigenten.

Horsens: Det bliver formentlig kun dirigenten, der deltager i Business Horsens' generalforsamling 2. april på hotel Scandic Bygholm Park.

Det er i hvert fald, hvad Business Horsens lægger op til. Foreningen agter at gennemføre den formelle del af generalforsamlingen som planlagt, men uden deltagende medlemmer.

- Vi opfordrer medlemmerne til blive hjemme og give fuldmagt til dirigenten, siger formand Bo Ulsøe.

Det er corona-situationen og regeringens forsamlingsforbud, der hindrer en normal afvikling af generalforsamlingen.

- Det tager vi meget alvorligt, fastslår Bo Ulsøe.

Generalforsamlingen holdes sædvanligvis som led i en større årsfest med 200-300 deltagere, hvor derer middag, oplægsholdere samt netværk og hygge medlemmerne imellem.

Allerede forrige fredag meldte Business Horsens ud, at det i år blev en amputeret generalforsamling uden fest og fornøjelse, og samtidig lød der en opfordring til, at flest mulige blev væk og benyttede sig af fuldmagtsoverdragelse.

Det var dengang, forsamlingsgrænsen gik ved 100 personer. Nu er den 10, og det gør det end ikke muligt at samle bestyrelsen, som er sammensat af 13 personer.

Annonce

Et fredeligt valg

Mette Frost, Femina Lingeri, Henning Barsøe, Jyske Bank, og Jeannette Refstrup, Strup & Strup Kommunikation, er på valg og genopstiller til bestyrelsen.

Tømrermester Jesper Grubbe Møller træder ud af bestyrelsen, og på nyvalg er tømrer-, murer- og kloakmester Johan A. Laursen.

I detailhandelsudvalget udtræder Anders Pilgaard, Corfitz, Nikolaj West Andersen, Jack & Jonas, og Marianne Weiss Bækby, Matas Bytorvet.

Henrik Henriksen, Caripo Biler, Søren Søltoft Holmboe, Hotel Opus, og Lise Lønstrup, Louis Nielsen Optik, opstiller til nyvalg.

Udramatisk dagsorden

Bestyrelsen har overvejet forskellige løsninger, også at udskyde generalforsamlingen, fortæller Bo Ulsøe.

Vedtægterne siger, at den årlige generalforsamling skal holdes inden udgangen af april, og at den skal indkaldes med mindst fire ugers varsel.

- Vi har svært ved at tro, at det ville kunne lade sig gøre, og selvom det blev muligt at udskyde, så tror vi ikke, at vores generalforsamling er dét, medlemmerne vil have fokus på, når alt det her er ovre. Vi ved, de får travlt, og i Business Horsens vil vi også hellere fokusere på, at alle kommer godt videre, siger formanden.

Når bestyrelsen sammen med juridiske rådgivere er kommet frem til, at det kan forsvares med den afvikling, der er lagt op til, er det set i lyset af, at dagsordenen i år er meget udramatisk, siger Bo Ulsøe.

- Situationen ville selvfølgelig være problematisk, hvis vi havde kampvalg eller emner, der skulle tages beslutninger om, siger han.

Der er i år ingen indkomne forslag at behandle, kontingentsatserne er foreslået uændret, og antallet af opstillede til bestyrelse og detailhandelsudvalget svarer til de poster, der skal besættes, så der vil ikke være afstemning.

Vil ikke snyde nogen

Medlemmerne har i sidste uge fået tilsendt dagsorden sammen med bestyrelsens beretning, årsregnskabet, opstillingsliste, foreslåede kontingentsatser samt fuldmagtsblanket, som kan udfyldes, scannes og mailes til Business Horsens eller advokat Poul Erik Andersen.

Poul Erik Andersen har i flere år været dirigent på generalforsamlingen, og Business Horsens håber, at medlemmerne igen i år vil stå bag valget af ham som dirigent.

Advokaten bakker op om bestyrelsens beslutning, og han håber på medlemmernes forståelse, så han kan gennemføre generalforsamlingen med fuldmagt fra medlemmerne.

- Vi er selvfølgelig ikke ude på at snyde nogen, men vi har anset årets dagorden for at være så fredsommelig, at vi undtagelsesvist kan afvikle generalforsamlingen på den måde i år, siger han.

Formand Bo Ulsøe kommer ikke til at fremlægge bestyrelsens beretning for tilhørere i år. Medlemmerne har allerede nu fået tilsendt beretningen. Arkivfoto: Morten Pape

Tak for god ro og orden

Dirigenten forventer, at han punkt for punkt kan gennemgå - og godkende - punkterne på dagsordenen.

- Jeg vil begynde med at konstatere, at ingen er til stede. Herefter vil jeg remse punkter op og sige "godkendt". Det varer ikke mange sekunder, inden jeg kan runde af med at takke for god ro og orden, forklarer han.

Han undestreger, at det ikke er hensigten at holde medlemmerne uden for indflydelse, og at alle på forhånd kan kontakte både ham selv, bestyrelsen eller business-direktør Anders Killmann, hvis der er spørgsmål til beretning, regnskab eller andet på dagordenen.

- Hvis der er nogen, der ikke vil finde sig i det, er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til det, men hvis der ikke er indvendinger, vil vi gennemføre årets generalforsamling på denne usædvanlige måde, siger Poul Erik Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Buketten erstatter festen og blomsterne bringes ud i bilen: Alternative løsninger hitter i havecentrene

Danmark

Live: Mette F. - Gradvis åbning af Danmark efter påske er sandsynlig men der går tid før samfundet er normalt igen

Annonce