Annonce
Navne

Mindeord: Direktøren var jordnær og ligetil

Annonce

Mindeord: Henrik Hedegaard, Henrik Holm og Mogens Andersen skriver på vegne af medarbejderne på Hornsyld Købmandsgaard disse mindeord om Jørgen Jepsen, mangeårig direktør i Hornsyld Købmandsgaard.

Det var med stor sorg, at medarbejdere på Hornsyld Købmandsgaard fredag den 13. november blev orienteret om, at Jørgen Jepsen var afgået ved døden i en alder af 83 år.

Jørgen Jepsens omdrejningspunkt gennem hele sin tilværelse var Hornsyld Købmandsgaard, som blev grundlagt af hans far, Jørgen Jepsen Senior, da han kom til Hornsyld i 1932. Drivkraften for ham var det gode købmandsskab, og det gik i arv til sønnerne, Niels og Jørgen, der drev virksomheden videre i samme ånd som deres far.

Jørgen Jepsen fulgte med i dagligdagen, udviklingen og driften på Hornsyld Købmandsgaard lige til det sidste. Da han for år tilbage trappede ned fra sine daglige gøremål på virksomheden, var det med ordene: ”Jeg vil fortsat være linjevogter”, og det efterlevede han 100 procent.

Han mødte op på Købmandsgaarden stort set dagligt. Han orienterede sig og fulgte levende med i tingene. Altid skarp på detaljen og altid med relevante spørgsmål. Han var linjevogter i ordets bogstaveligste forstand, og han holdt sig ikke tilbage for at vifte med flaget, når han fandt det nødvendigt.

Jørgen Jepsen var meget bevidst om historien, og han var drivkraft i at få indrettet museum i den tidligere købmandsbutik ud mod Nørregade. Her fortælles historien om udviklingen fra en lille blandet landhandel til en stor professionel virksomhed med i dag 165 ansatte.

Den historiske interesse stod dog aldrig i vejen for fremdrift og udvikling, og han glædede sig over den vækst og nytænkning, der i de senere år har præget virksomheden.

Jørgen Jepsens udgangspunkt var ordentlighed og anstændighed, og han agerede altid ud fra sund fornuft og orden i tingene. Det lå ham meget på sinde, at der var ryddet op, og at der altid så pænt ud – både uden for og på medarbejdernes skriveborde.

Medarbejdernes trivsel og velbefindende betød meget for ham, og han var god til at komme rundt på hele virksomheden og kommunikere med de ansatte. Han var jordnær og ligetil, og han var respekteret og afholdt for sin åbne og varme facon, og fordi han gav de ansatte råderum og plads til at udfolde sig.

Han deltog med stor entusiasme i firmafester, og han lagde vægt på det gode samvær og på, at der skulle danses. Han var gennem mange år også med, når virksomheden deltog i løb og andre sportsarrangementer samt sociale begivenheder.

Hornsylds udvikling lå ham meget på sinde, og han har gennem årene været aktiv i foreningslivet og skubbet til områdets udvikling i mange sammenhænge.

Vi har meget at takke Jørgen Jepsen for, og han vil blive savnet. Vi glæder os over alt dét, han har betydet for Hornsyld Købmandsgaard og alle ansatte samt for lokalområdet.

Vores tanker og medfølelse går til Busser samt døtrene Marianne, Birgitte og Charlotte samt deres familier.

Æret være Jørgen Jepsens minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Emily Baunsgaard stopper i HH Elite

Horsens

Kommer til Horsens med nyt koncept: Mange revisionsfirmaer er faldet lidt i søvn - det er vi ikke

Horsens

Tirsdagens coronatal: Smittetallet falder fortsat svagt i Horsens Kommune

Annonce