Annonce
Erhverv

Direktør går i rette med kommunes corona-håndtering: Nu har jobcenter ændret praksis

Jobcenter Horsens er gået væk fra en restriktiv tilgang, når der behandles sager om refusion af sygedagpenge forbundet med covid-19. Arkivfoto: Morten Pape
Der har været uoverensstemmelse mellem myndighedernes hensigt med ny lov om refusion af sygedagpenge forbundet med coronavirus og den praksis, Jobcenter Horsens har ført, mener direktør i rådgivningsfirma. Nu har jobcentret ændret praksis.
Annonce

Horsens: Vi har været for restriktive i vores praksis.

Sådan lyder meldingen nu fra Jobcenter Horsens, tre uger efter Folketinget vedtog muligheden for, at arbejdsgivere kan få refunderet sygedagpenge fra første sygefraværsdag under coronakrisen.

En erkendelse, jobcentret er nået frem til efter opråb fra blandt andre Børge Sørensen.

Han er direktør i revisionsrådgivningsfirmaet Landbrugsrådgivning Syd, og da han i slutningen af marts havde en medarbejder, der udviste coronavirus-relaterede symptomer, var han ikke i tvivl om, hvad der måtte gøres.

Statsministeren har flere gange på nationalt tv udtalt, at ved mindste mistanke om coronasmitte skal medarbejdere blive hjemme. I tilgift kan arbejdsgiveren søge refusion i en af myndighedernes hjælpepakker, der giver mulighed for at få refunderet udgifter til udbetalt løn og sygedagpenge fra første sygefraværsdag.

En refusion, Børge Sørensen søgte hos Jobcenter Horsens, eftersom den sygemeldte medarbejder har bopæl i Horsens Kommune.

Svaret, hans medarbejder modtog fra Jobcenter Horsens, var ikke som forventet.

- Jeg tænkte, det her er et nummer for smart. Det kan ikke passe, siger Børge Sørensen.

Nødlov om refusion af sygedagpenge

På grund af den ekstraordinære situation, coronavirussen har sat samfundet i, har Folketinget vedtaget en nødlov om refusion af sygedagpenge på grund af covid-19.

Loven, der har virkning fra 27. marts 2020 til 1. januar 2021, giver arbejdsgivere mulighed for at få refunderet udbetalt løn og sygedagpenge i de første 30 sygefraværsdage. Denne periode plejer arbejdsgiveren efter almindelig lov selv at hæfte for.

Loven gælder for lønmodtagere, der er konstateret smittet med covid-19, har en realistisk formodning om at være smittet med covid-19, er sat i karantæne af sundhedsmyndighederne, eller som opholder sig 14 dage hjemme efter hjemkomst fra udlandsrejse.

Det er en forudsætning, at lønmodtageren ikke kan arbejde hjemmefra.

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Annonce

Ideen er at folk skal blive hjemme

I det skriftlige svar fra Jobcenter Horsens skriver centret blandt andet:

"For at kunne træffe afgørelse om, hvorvidt din arbejdsgiver er berettiget til tidlig refusion på grund af covid-19, har Team udbetaling behov for yderligere afklaring omkring dit sygefravær."

Medarbejderen skulle således, fremgår det af svaret, opfylde en af to betingelser, enten være i besiddelse af en positiv coronavirus-test eller have en begrundet mistanke for smitte med coronavirus.

"En begrundet mistanke kan være: Du er kommet hjem fra rejse til f.eks. Norditalien eller øvrige lande, hvor sundhedsmyndighederne anbefaler karantæne efter hjemkomst. Du har for nylig været sammen med personer, der efterfølgende er testet og konstateret smittet med covid-19," skriver jobcentret.

Altså en restriktiv tilgang, der ifølge Børge Sørensen stemmer dårligt overens med statsministerens opfordring.

- Ideen er, at folk skal blive hjemme og ikke smitte mere. Så hjælper det ikke at sætte sygedagpengekontoret til at undersøge, om medarbejderne rent faktisk har været syge, påpeger han.

- Der findes nok arbejdsgivere, der med den praksis vil kræve folk på arbejde, selvom de udviser symptomer, og tænk så, hvis de rent faktisk har covid-19, siger Børge Sørensen, der erklærer sig forundret over kommunens praksis.

Annonce

En realistisk formodning

På baggrund af Børge Sørensens forundring henvendte Folkebladet sig mandag 6. april til Tanja Nyborg, direktør for arbejdsmarked og uddannelse i Horsens Kommune, med spørgsmålet om, hvorvidt kommunens praksis i sager som denne bygger på, at en lønmodtager skal være smittet eller have begrundet mistanke om smitte, før en arbejdsgiver kan få refusion.

Tanja Nyborg svarede hertil, at kommunen retter sig efter anvisninger fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Af disse anvisninger fremgår det blandt andet, at loven gælder i det tilfælde, at en lønmodtager "har en realistisk formodning om, at sygefraværet skyldes smitte for covid-19".

Adspurgt om, hvordan Horsens Kommune tolker "en realistisk formodning", svarede Tanja Nyborg:

- En tolkning af dette er blandt andet, hvis egen læge på baggrund af borgerens beskrevne symptomer “fjerndiagnostiserer” patienten, siger hun.

STAR skriver følgende på sin hjemmeside:

"Der skal som udgangspunkt ikke indhentes lægeerklæring for en lønmodtager, hvor arbejdsgivere søger tidlig refusion for fravær på grund covid-19. Krav om udstedelse af lægelig dokumentation vil kunne medføre en øget belastning af sundhedsmyndighederne."

Annonce

Vi har været for restriktive

Onsdag 8. april er Folkebladet atter i kontakt med Horsens Kommune. Denne gang i skikkelse af Bjarke Thomsen, der er beskæftigelseschef på Jobcenter Horsens. Han medgiver, efter en revurdering af jobcentrets praksis, at jobcentret har været for restriktiv i sin vurdering af nogle af de sager, der er kommet ind.

- Vi har ikke fået ret meget vejledning, så vi har været usikre på det. Det har medført, at vi har været for restriktive i den måde, vi har tolket på, siger Bjarke Thomsen.

Jobcenter Horsens har derfor nu ændret praksis.

- Indtil nu har vi kigget på, om der har været en begrundet mistanke i det enkelte tilfælde. Nu bliver sagerne godkendt, hvis medarbejderen udviser symptomer og skriver under på en tro- og loveerklæring, siger beskæftigelseschefen.

Han opfordrer dog til, at medarbejdere gennem egen læge bliver testet for coronavirus, som myndighederne for nylig har gjort muligt.

Bjarken Thomsen erfarer, at det ikke kun er Horsens Kommune, der har været usikre på, hvordan reglerne skal tolkes.

- Vi har talt med de kommuner, vi normalt snakker sammen med, og det er vidt forskelligt, hvordan vi tolker det her, siger han.

Annonce

En snert af skepsis

Børge Sørensen er tilfreds med Horsens Kommunes ændrede praksis.

- Det er rigtig fint. Jeg tror, de har tolket det her på samme måde, som de tolker sygemeldinger generelt, med en snert af skepsis, og det er jo ikke formålet her, siger han.

Annonce
Annonce
Danmark

Færre kommuner rummer alle klasser

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: Politiet lukker stort landsmøde for spejdere - 300 deltagere må tage hjem før tid

Annonce