Annonce
Erhverv

Direktør for Danmarks største boghandlerkæde: Corona har gjort os bevidste om nødvendigheden af at handle lokalt

- Den enkelte bys udfordring er, at der er en urbanisering i gang i alle lande, som vi ikke kan kæmpe imod, siger Marianne Pedersen. Hun er sikker på, at de fysiske butikker har en fremtid. Men det kræver, at forbrugerne hjælper til. Foto: Morten Pape
Hvis ikke byens handelsliv skal dø ud, så må vi selv tage et ansvar ved at handle lokalt. Det mener den administrerende direktør for Bog & Idé-kæden og Legekæden, Marianne Pedersen, der under coronakrisen har fået fornyet tro på, at handelslivet i også de mindre byer har en chance.
Annonce

Horsens: I begyndelsen af året, længe før der blev sat klistermærker på gulvene i alle butikker, og før plexiglas blev standard ved alle kasseapparater, bestilte Marianne Pedersen 85 nye kasseapparater hjem til Bog & Idé-kæden. Planen var at udskifte gamle kasseapparater med nye. Men sådan gik det ikke.

De 85 kasseapparater blev fanget på en kaj i Kina. Og de 25 kasseapparater det rent faktisk var lykkedes den 52-årige administrerende direktør i Indeks Retail at få hjem, endte et helt andet sted end planlagt, nemlig i de 16 butikker, som Bog & Idé-kæden i starten af maj endte med at overtage, da konkurrenten Arnold Busck som følge af corona-krisen gik konkurs.

- Det var på mange måder en fantastisk mulighed, der er opstod for os, på en trist baggrund, fortæller hun om købet, der fandt sted mindre end en måned efter boghandlerkædens udmelding om konkurs.

- Frivillige kæder kan, når de skal, rykke ufatteligt hurtigt. Det kan lyde utroligt tungt, men når først de mange ejere og bestyrelsen bliver enige om noget, og det gælder deres egne penge, så er de enormt agile. Så vi fik lynhurtigt afklaret i ejerkredsen, hvem der var interesseret i et opkøb, fortæller Marianne Pedersen, der er glad for, at kæden den triste situation taget i betragtning kunne overtage de 16 butikker.

- Det er nogle gode butikker, vi har købt, og vores ejere tror på, at de kan gøre dem endnu bedre. Så vi regner med, at det vil styrke hele kæden, siger hun.

Annonce

En branche under pres

Det er ikke første gang, at Indeks Retail har opkøbt butikker på baggrund af en konkurs. Også da legetøjsselskabet Top-Toys, der står bag Fætter BR og Toys’R’Us, i slutningen af 2018 drejede nøglen om, valgte kædekontoret at overtage flere af Top Toys’ tidligere Fætter BR-butikker, der i dag er konverteret til enten Legekæden eller kombi-butikker mellem Bog & idé og Legekæden, hvilket har gjort Legekæden til Danmarks største legetøjskæde målt i antal butikker.

Men hvis man af den grund skulle foranlediges til at tro, at Indeks Retail går efter at drive monopolvirksomhed, tager man fejl. Tværtimod er Marianne Pedersen glad for, at også Salling Group gik ind og overtog en del af forretningerne, så Fætter BR-brandet kunne fortsætte sin eksistens.

- Det er svært at være den eneste til at trække kunderne til. Hvis der kun er én butik i en by, så tager man jo ikke ind for at handle. Men hvis alle butikker i byen er åbne, så gør man, siger Marianne Pedersen, der af samme grund hellere vil have én konkurrent end ingen.

- Så må det jo bare være et spørgsmål om at lade den bedste mand vinde, siger hun med et smil.

Om Marianne Pedersen

  • 52 år, bor i Hammel med mand og to voksne børn.
  • Uddannet cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus.
  • 1994-1996: Eksportsælger, Denform.
  • 1996-2000: Underviser og uddannelsesleder, Viborg Handelsskole.
  • 2000-2015: Indkøbs- og udviklingschef, Ditas (XL-Byg).
  • 2014-2015: Konst. adm. direktør, XL-Byg.
  • 2015-: Administrerende direktør, Indeks Retail A/S (Bog & Idé).

Gennem lidt over fem år har Marianne Pedersen stået i spidsen for Indeks Retail, der i store træk varetager indkøb og markedsføring for de tre frivillige kæder: Bog & Idé, Legekæden og BOGhandleren, som med 176 butikker, der alle drives af selvstændige butiksejere, sælger varer for 1,5 milliarder kroner om året.

En forretning, der i de år, hvor Marianne Pedersen har siddet på posten, har været overskudsgivende. Men som samtidig også har været stærkt svingende, da netop detailhandlen i disse år er stærkt udfordret. Ikke bare af corona, men også af butiksdød som følge af, at folk flytter fra land til by og handler mere ind på nettet.

Annonce

Også forbrugernes ansvar

- Butiksdød er ikke bare et dansk fænomen. Det er et fænomen, der sker overalt i verden, siger Marianne Pedersen og nævner en TED-talk, hun så for nylig, hvor en fotograf fortalte om, hvordan han kunne leve af på deltid at tage rundt og besøge forladte indkøbscentre i USA, som han fotograferede.

- Så det er en stor og stærk tendens. Og spørgsmålet er, om vi kan stoppe den. Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at der er en modreaktion i gang, der, hvis ikke andet, så kan være med til at forsinke den en smule, siger Marianne Pedersen med henvisning til de mange ”handl lokalt”-kampagner, der har været over hele landet, efter statsministeren lukkede landet ned.

En tid, der fik mange danskere til at få øjnene op for, hvor vigtigt det er at støtte op lokalt, hvis det lokale butiksliv skal overleve.

Men det er ikke kun i krisetid, at støtten er vigtig. Gennem flere år har detailhandlen været presset på indtjeningen, så hvis butikkerne i særligt de mindre byer skal overleve, kræver det løbende støtte.

- Vi står ved en skillevej, hvor man, hvis man gerne vil beholde sin lokale bager, skobutik eller ostehandler, skal huske at handle der. Og det skal man ikke bare gøre en sjælden gang i mellem, men hver eneste uge. For ellers kan de ikke overleve, understreger Marianne Pedersen, der omvendt ikke mener, at alle butikker skal overleve for enhver pris.


Vi står ved en skillevej, hvor man, hvis man gerne vil beholde sin lokale bager, skobutik eller ostehandler, skal huske at handle der. Og det skal man ikke bare gøre en sjælden gang i mellem, men hver eneste uge. For ellers kan de ikke overleve.

Marianne Pedersen, administrerende direktør i Indeks Retail


- Det kan sagtens være, at du er verdens dygtigste boghandler, men hvis du bor i en by, hvor du er den sidste butik tilbage, så er det jo ligegyldigt. For så kører folk alligevel et andet sted hen for at handle, siger Marianne Pedersen.

Annonce

Følger kunderne

I Indeks Retail har de også været udfordret på, hvordan de får kunderne ind i butikken. Ikke nødvendigvis fordi kunderne ikke søgte ind i byerne for at handle, men snarere fordi flere kunder i dag søger efter bøger, spil og legetøj på nettet.

Derfor udarbejdede man for fem år siden en omnichannel-strategi for Bog & Idé, der betyder, at kæden ikke går efter kun at få kunderne til at handle på nettet eller i de fysiske butikker, men derimod forsøger at møde kunderne der, hvor de er, når behovet opstår.

For eksempel kan kunderne både bestille bøger hjem og finde inspiration til alt fra læsestof til den rigtige skoletaske online, men de kan også bestille en bog hjem til deres lokale Bog & Idé-butik, så de kan hente den, når de alligevel er inde for at handle.

Om Indeks Retail A/S

  • Virksomheden blev stiftet i 1968 under navnet Bogpa. Den har siden været i gennem flere fusioner og har i dag navnet Indeks Retail A/S.
  • Virksomheden startede i Vejle, som en typisk frivillig indkøbsforening, men har i dag hovedsæde i Horsens.
  • Virksomheden er i dag kædekontor for de tre frivillige kæder Bog & Idé, BOGhandleren og Legekæden. Den står blandt andet for kædernes vareindkøb, it, markedsføring og butiksopbygning.
  • Virksomheden havde i 2019 en omsætning på 399 millioner kroner og et årsresultat på 1,5 millioner kroner efter skat.

- I bund og grund er vi ligeglade med, om kunden handler hos os på hjemmesiden eller i butikken, så længe de handler hos os. Men jeg tror godt, at kunderne kan lide at handle i butikkerne. Men de har måske ikke altid tid, mulighed eller lyst. Og derfor handler det for os om at være til stede alle de steder, som kunden er, forklarer Marianne Pedersen.

Men allerede her fem år efter strategien blev lagt, er kunderne begyndt at bevæge sig andre steder hen. Og derfor er Indeks Retail i øjeblikket ved at lægge en strategi for kæden.

- Vi var i gang med at se på det før corona. Men corona har sat det hele under tryk, så folk flytter sig hurtigere nu. Og derfor arbejder vi hen imod at have en klar strategi, inden året er omme, siger Marianne Pedersen, der endnu ikke kan løfte sløret for, hvad den vil indebære.

Annonce

Gang i forbruget

Men der er nok at tage højde for. For udover den uforudsete corona, som tvangslukkede 34 af kædens centerbutikker, og som det stadig er usikkert, hvad det får af betydning økonomisk set for samfundet, er også Amazon på vej mod Danmark.

- De kommer, og de kommer til at tage noget af vores forretning. Så vi må bestræbe os på, at hvis vores kunder skal forblive vores kunder, så skal vi være et bedre tilbud. Og det bliver svært, for de er dygtige, siger Marianne Pedersen.

Og oveni det er flere streamingtjenester for lydbøger også begyndt at dukke op i både ind- og udland. Tjenester, der for et fast månedligt beløb giver brugerne adgang til et hav af lydbøger, og som Marianne Pedersen frygter kan blive en endnu større udfordring end Amazon, hvis trenden bider sig fast.

- Vi kan se, at der er en tendens til, at mange har et crossoverforbrug, hvor de både læser og lytter til bøger på skift. Men jeg kan godt frygte, at det en dag går over til, at man kun lytter, og så er hele branchen udfordret. For med all you can eat-tilgangen vil det blive svært at overleve. Og det vil sætte hele branchen under pres, siger hun.

Lige nu og her er det dog mest af alt julesalget, der tager hendes fokus.

- Nu har jeg set, hvad der sker, når vi har 34 tvangslukkede butikker. Og hvis det sker igen op til julehandlen igen i november eller december, så står vi over for nogle store vanskeligheder. Så vi er i gang med at se på, hvad vi kan gøre, siger Marianne Pedersen, der dog ikke har mistet troen på, at deres fysiske butikker har en fremtid, selv hvis en anden bølge af corona skulle ramme.

- Heldigvis er vi ikke så konjunkturfølsomme. Læser man bøger eller spiller spil, så gør man det jo ofte også under en krise. Men jeg håber, at politikerne tager deres ansvar alvorligt og holder gang i forbruget, understreger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce