Annonce
Danmark

Din stemme tæller i dag: Mickey Mouse-parlamentet er fortid

Søndag aften lukker valgstederne, og stemmerne i EUs 28 medlemslande tælles op. Resultatet sammensætter Europa Parlamentet, der har udviklet sig fra ren ligegyldighed til en betydelig magtfaktor. Arkivfoto: Yves Herman/Ritzau Scanpix
Europa-Parlamentet har vokset sig ud af fortidens nedsættende betegnelse som et Mickey Mouse-parlament. Det er blevet et rigtigt, beslutningstagende parlament - det eneste af sin slags i verden.

Et Mickey Mouse-parlament. Sådan blev det kaldt engang, det Europa-Parlament, hvis sammensætning, vi stemmer om i dag.

Det var ikke kærligt ment, men knyttede sig til fraværet af betydning og beslutningskraft. Den betragtning har ikke længere rod i virkeligheden.

Europa-Parlamentet har udviklet sig til et rigtigt parlament, en lovgivende forsamling, en stor magtfaktor og den EU-institution, hvis indflydelse og betydning er vokset mest markant i unionens historie.

Det vurderer ph.d. i internationale studier, professor Christilla Roederer-Rynning, Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, det vurderer professor og EU-ekspert Derek Beach, Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og det vurderer Bendt Bendtsen, konservativ politiker, som nu har forladt politik og dermed Europa-Parlamentet efter 10 års medlemskab.

- I 80'erne, hvor Mickey Mouse-betegnelsen stammer fra, havde parlamentet ingen reelle lovgivningsbeføjelser. I dag er det sammen med Ministerrådet en magtfuld lovgivende instans, siger Christilla Roederer-Rynning.

Men der er en markant forskel i forhold til alle andre parlamenter i verden, fordi EU ikke er en nationalstat, understreger hun:

- Europa-Parlamentet er en regulær opfindelse, en alternativ måde at føre politik på, udtænkt som en lektie af første og anden verdenskrig. Det er en kombination af national og international lovgivning, som historien ikke rummer andre eksempler på.

De står derude på fløjene og pisser på alle os, der tager ansvaret og det daglige besvær. Når vi så alligevel forbarmer os og inviterer dem ind i forhandlingslokalet, siger de, at vi lugter.

Bendt Bendtsen (K), nu fhv. EU-parlamentariker

Skarphed og indsats

Udviklingen kommer også til udtryk i sammensætningen og i den måde, medlemmerne arbejder på, konstaterer Derek Beach:

- Tidligere var det et sted for de gamle hanelefanter, der her fandt sig en godt pensionisthjem - eller det modsatte; de helt unge og uprøvede politikere. Fordi de ingen indflydelse havde, blev de verdensmestre i at fremsætte erklæringer udelukkende af symbolsk karakter og brugte ikke tid på at sætte sig ind i tingene.

- Sådan er det langtfra i dag - nu skal man være skarp. EU-lovstof er utrolig komplekst og ofte meget teknisk, og det kan man ikke håndtere uden at gøre en indsats. Mange af medlememrne af parlamentet vælger derfor at alliere sig med personale, der har faglig ekspertise, siger Derek Beach.

Det kan Bendt Bendtsen tale med om:

- I EU har jeg siddet som hovedforhandler i EU's bygningsdirektiv, teknisk omfattende lovgivning med betydning for over 500 millioner europæere. Jeg valgte tidligt at ansætte en jurist, som kunne formulere mine ord i lovgivningsteksterne, så de var rigtige, siger han.

Begrænsning

På i hvert fald ét punkt adskiller Europa-Parlamentet fra nationale parlamenter: Det kan ikke fremsætte lovforslag, kun vedtage eller forkaste de lovforslag, der kommer fra EU-kommissionen, som man kunne kalde EU's regering.

Men hvis man sammenligner med Folketinget i Danmark, virker forskellen i praksis ret udramatisk: I Folketinget har oppositionen i løbet af det seneste år kun fremsat to lovforslag, hvoraf det ene blev vedtaget.

- Der er tale om en formalistisk forskel. Men netop fordi Europa-Parlamentet ikke har inititativretten, gør man meget for at markere holdningerne meget tidligt i lovgivningsprocesserne, oftest før forhandlingerne overhovedet er i gang. Dermed bliver parlamentet alligevel en magtfaktor i tilblivelsen af lovforslagene, siger hun.

Det er også Bendt Bendtsens opfattelse efter 10 år i Bruxelles og Strasbourg, hvor møderne i parlamentet finder sted på skift.

- Man kan godt sige, at den manglende initiativret er et problem. EU er ikke perfekt, men det er Folketinget heller ikke. Generelt fungerer det, siger han.

Fra rådgivning til lovgivning

Europa-Parlamentet blev nedsat i 1958 - under navnet Forsamlingen - af de oprindelige seks medlemslande. Dengang havde parlamentet kun karakter af et rådgivende debatforum. Medlemmerne blev udpeget af de nationale parlamenter.

I 1979 blev det for første gang borgerne i de enkelte lande, som ved direkte valg bestemte parlamentets sammensætning.

I 1986 fik parlamentet indflydelse på EU-lovgivningen i et formaliseret samarbejde med Ministerrådet, hvis beslutninger dog overtrumfede parlamentets.

Parlamentets beføjelser blev udvidet i 1993, da lovgivning på en lang række områder nu krævede enighed mellem parlament og ministerråd.

Europa-Parlamentet kan også sætte EU-Kommissionen på porten ved et mistillidsvotum.

Med Lissabonbontraktaten af 2009 fik parlamentet yderligere lovgivningsbeføjelser og blev på beslutningsplan sidestillet med Ministerrådet.

I 2014 fik Europa-Parlamentet for første gang mulighed for at vælge formanden for Europa-Kommissionen - på forslag fra medlemslandene.

Kilder: Europa-Parlamentet, EU-Kommissionen, Folketingets EU-oplysning

Disciplin med mislyde

De kandidater, der lander i parlamentet efter søndagens valg, skal finde de europæiske briller frem. Det er hele grundtanken med parlamentet at føre europæisk, ikke national politik. Derfor deler parlamentsmedlemmerne sig ikke op efter nationalt tilhørsforhold, men efter anskuelser - i politiske grupperinger, der er forenelige med de hjemlige partiers tankegods

Denne inddeling er ifølge Bendt Bendtsen grundstenen i det europæiske parlamentsarbejde.

- Gruppernes størrelse og samarbejde har kolossal betydning. For virkeligheden er den, at når man ikke frem til kompromisser, bliver der ingen lovgivning, siger han.

Trods forskelligheder i national og partikulturel baggrund viser al forskning, ifølge såvel Christilla Roederer-Rynning som Derek Beach, at grupperingerne har en høj grad af disiciplin i stemmeafgivningerne, over 90 procent. Men der er også mislyde i parlamentsgrupperne.

- Der er nogle yderfløje, der besværliggør tingene, internt og på tværs af grupperne. Jeg er så afsindig træt af yderfløjene og alt det pis, de sender af sted. Jamen, jeg mener det: De står derude på fløjene og pisser på alle os, der tager ansvaret og det daglige besvær. Når vi så alligevel forbarmer os og inviterer dem ind i forhandlingslokalet, siger de, at vi lugter, siger Bendt Bendtsen.

Europa Parlamentet har magt, og parlamentsmedlemmernes indflydelse afhænger af de grupper, de er med i og af størrelsen af disse gruppe. Hvis Pernille Weiss (K) ikke bliver valgt, vil smilet givetvis stivne. Og dermed mister Danmark sin eneste plads i den største og mest indlyfdelsesrige gruppe, EPP. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indflydelse og ressourcer

I den forløbne uge vakte det opsigt, da Metal-formand Claus Jensen, der selv er socialdemokrat, udtrykte bekymring for, at den konservative Pernille Weiss ifølge meningsmålingerne risikerer ikke at blive valgt. Det vil koste den eneste danske plads i den største EU-partigruppe, EPP, hvor Bendt Bendtsen hidtil har været medlem.

Bekymringen er reel, for det har betydning, om man er med i de større grupper, mener Christilla Roederer-Rynning:

- Grupperne giver adgang til indflydelse og ressourcer, som vokser med gruppernes størrelse. Det er dem, der strukturerer det vigtige og betydningsfulde lovgivningsarebejde i de enkelte politiske udvalg, siger hun.

I de forløbne fem år har parlamentet haft otte partigrupper. Valget i dag afgør deres skæbne, og om nye kommer til.

I ugevis har EU-kandidaterne talt deres sag på valgmøde på valgmøde. Søndag er det vælgerne, der taler. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce