Annonce
Danmark

Din stemme tæller i dag: Mickey Mouse-parlamentet er fortid

Søndag aften lukker valgstederne, og stemmerne i EUs 28 medlemslande tælles op. Resultatet sammensætter Europa Parlamentet, der har udviklet sig fra ren ligegyldighed til en betydelig magtfaktor. Arkivfoto: Yves Herman/Ritzau Scanpix
Europa-Parlamentet har vokset sig ud af fortidens nedsættende betegnelse som et Mickey Mouse-parlament. Det er blevet et rigtigt, beslutningstagende parlament - det eneste af sin slags i verden.

Et Mickey Mouse-parlament. Sådan blev det kaldt engang, det Europa-Parlament, hvis sammensætning, vi stemmer om i dag.

Det var ikke kærligt ment, men knyttede sig til fraværet af betydning og beslutningskraft. Den betragtning har ikke længere rod i virkeligheden.

Europa-Parlamentet har udviklet sig til et rigtigt parlament, en lovgivende forsamling, en stor magtfaktor og den EU-institution, hvis indflydelse og betydning er vokset mest markant i unionens historie.

Det vurderer ph.d. i internationale studier, professor Christilla Roederer-Rynning, Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, det vurderer professor og EU-ekspert Derek Beach, Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og det vurderer Bendt Bendtsen, konservativ politiker, som nu har forladt politik og dermed Europa-Parlamentet efter 10 års medlemskab.

- I 80'erne, hvor Mickey Mouse-betegnelsen stammer fra, havde parlamentet ingen reelle lovgivningsbeføjelser. I dag er det sammen med Ministerrådet en magtfuld lovgivende instans, siger Christilla Roederer-Rynning.

Men der er en markant forskel i forhold til alle andre parlamenter i verden, fordi EU ikke er en nationalstat, understreger hun:

- Europa-Parlamentet er en regulær opfindelse, en alternativ måde at føre politik på, udtænkt som en lektie af første og anden verdenskrig. Det er en kombination af national og international lovgivning, som historien ikke rummer andre eksempler på.

Annonce
De står derude på fløjene og pisser på alle os, der tager ansvaret og det daglige besvær. Når vi så alligevel forbarmer os og inviterer dem ind i forhandlingslokalet, siger de, at vi lugter.

Bendt Bendtsen (K), nu fhv. EU-parlamentariker

Skarphed og indsats

Udviklingen kommer også til udtryk i sammensætningen og i den måde, medlemmerne arbejder på, konstaterer Derek Beach:

- Tidligere var det et sted for de gamle hanelefanter, der her fandt sig en godt pensionisthjem - eller det modsatte; de helt unge og uprøvede politikere. Fordi de ingen indflydelse havde, blev de verdensmestre i at fremsætte erklæringer udelukkende af symbolsk karakter og brugte ikke tid på at sætte sig ind i tingene.

- Sådan er det langtfra i dag - nu skal man være skarp. EU-lovstof er utrolig komplekst og ofte meget teknisk, og det kan man ikke håndtere uden at gøre en indsats. Mange af medlememrne af parlamentet vælger derfor at alliere sig med personale, der har faglig ekspertise, siger Derek Beach.

Det kan Bendt Bendtsen tale med om:

- I EU har jeg siddet som hovedforhandler i EU's bygningsdirektiv, teknisk omfattende lovgivning med betydning for over 500 millioner europæere. Jeg valgte tidligt at ansætte en jurist, som kunne formulere mine ord i lovgivningsteksterne, så de var rigtige, siger han.

Begrænsning

På i hvert fald ét punkt adskiller Europa-Parlamentet fra nationale parlamenter: Det kan ikke fremsætte lovforslag, kun vedtage eller forkaste de lovforslag, der kommer fra EU-kommissionen, som man kunne kalde EU's regering.

Men hvis man sammenligner med Folketinget i Danmark, virker forskellen i praksis ret udramatisk: I Folketinget har oppositionen i løbet af det seneste år kun fremsat to lovforslag, hvoraf det ene blev vedtaget.

- Der er tale om en formalistisk forskel. Men netop fordi Europa-Parlamentet ikke har inititativretten, gør man meget for at markere holdningerne meget tidligt i lovgivningsprocesserne, oftest før forhandlingerne overhovedet er i gang. Dermed bliver parlamentet alligevel en magtfaktor i tilblivelsen af lovforslagene, siger hun.

Det er også Bendt Bendtsens opfattelse efter 10 år i Bruxelles og Strasbourg, hvor møderne i parlamentet finder sted på skift.

- Man kan godt sige, at den manglende initiativret er et problem. EU er ikke perfekt, men det er Folketinget heller ikke. Generelt fungerer det, siger han.

Fra rådgivning til lovgivning

Europa-Parlamentet blev nedsat i 1958 - under navnet Forsamlingen - af de oprindelige seks medlemslande. Dengang havde parlamentet kun karakter af et rådgivende debatforum. Medlemmerne blev udpeget af de nationale parlamenter.

I 1979 blev det for første gang borgerne i de enkelte lande, som ved direkte valg bestemte parlamentets sammensætning.

I 1986 fik parlamentet indflydelse på EU-lovgivningen i et formaliseret samarbejde med Ministerrådet, hvis beslutninger dog overtrumfede parlamentets.

Parlamentets beføjelser blev udvidet i 1993, da lovgivning på en lang række områder nu krævede enighed mellem parlament og ministerråd.

Europa-Parlamentet kan også sætte EU-Kommissionen på porten ved et mistillidsvotum.

Med Lissabonbontraktaten af 2009 fik parlamentet yderligere lovgivningsbeføjelser og blev på beslutningsplan sidestillet med Ministerrådet.

I 2014 fik Europa-Parlamentet for første gang mulighed for at vælge formanden for Europa-Kommissionen - på forslag fra medlemslandene.

Kilder: Europa-Parlamentet, EU-Kommissionen, Folketingets EU-oplysning

Disciplin med mislyde

De kandidater, der lander i parlamentet efter søndagens valg, skal finde de europæiske briller frem. Det er hele grundtanken med parlamentet at føre europæisk, ikke national politik. Derfor deler parlamentsmedlemmerne sig ikke op efter nationalt tilhørsforhold, men efter anskuelser - i politiske grupperinger, der er forenelige med de hjemlige partiers tankegods

Denne inddeling er ifølge Bendt Bendtsen grundstenen i det europæiske parlamentsarbejde.

- Gruppernes størrelse og samarbejde har kolossal betydning. For virkeligheden er den, at når man ikke frem til kompromisser, bliver der ingen lovgivning, siger han.

Trods forskelligheder i national og partikulturel baggrund viser al forskning, ifølge såvel Christilla Roederer-Rynning som Derek Beach, at grupperingerne har en høj grad af disiciplin i stemmeafgivningerne, over 90 procent. Men der er også mislyde i parlamentsgrupperne.

- Der er nogle yderfløje, der besværliggør tingene, internt og på tværs af grupperne. Jeg er så afsindig træt af yderfløjene og alt det pis, de sender af sted. Jamen, jeg mener det: De står derude på fløjene og pisser på alle os, der tager ansvaret og det daglige besvær. Når vi så alligevel forbarmer os og inviterer dem ind i forhandlingslokalet, siger de, at vi lugter, siger Bendt Bendtsen.

Europa Parlamentet har magt, og parlamentsmedlemmernes indflydelse afhænger af de grupper, de er med i og af størrelsen af disse gruppe. Hvis Pernille Weiss (K) ikke bliver valgt, vil smilet givetvis stivne. Og dermed mister Danmark sin eneste plads i den største og mest indlyfdelsesrige gruppe, EPP. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indflydelse og ressourcer

I den forløbne uge vakte det opsigt, da Metal-formand Claus Jensen, der selv er socialdemokrat, udtrykte bekymring for, at den konservative Pernille Weiss ifølge meningsmålingerne risikerer ikke at blive valgt. Det vil koste den eneste danske plads i den største EU-partigruppe, EPP, hvor Bendt Bendtsen hidtil har været medlem.

Bekymringen er reel, for det har betydning, om man er med i de større grupper, mener Christilla Roederer-Rynning:

- Grupperne giver adgang til indflydelse og ressourcer, som vokser med gruppernes størrelse. Det er dem, der strukturerer det vigtige og betydningsfulde lovgivningsarebejde i de enkelte politiske udvalg, siger hun.

I de forløbne fem år har parlamentet haft otte partigrupper. Valget i dag afgør deres skæbne, og om nye kommer til.

I ugevis har EU-kandidaterne talt deres sag på valgmøde på valgmøde. Søndag er det vælgerne, der taler. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce