Annonce
Horsens

Dilemma: Hvordan skal min konfirmation gå, når familien ikke kan enes?

Konfirmation i en skilsmissefamilie kan give bekymringer hos pigen eller drengen, der allerhelst vil have en glad og uforglemmelig dag - med begge sider af familien repræsenteret. Arkivfoto: Timo Battefeld

Konfirmationssæsonen nærmer sig, og vi sætter tre lokale debattører i følgende dilemma: "Dit skilsmissebarn er nervøs for sin konfirmation, fordi de to familiegrene har svært ved at enes. Hvad gør du?"

Mona Juul, bestyrelsesformand:

Hvert tredje barn oplever, at forældrene bliver skilt. Man må formode, at forældrene så samarbejder og tager ekstra ansvar. Desværre er der eksempler på, at forældre ikke altid kan finde ud af netop det.

Jeg har ikke selv oplevet pinlige konfirmationer, men hørt om rullende øjne, lige lovlig stramme smil og larmende tavshed. Der er sågar eksempler på forældre, der snyder den anden, ved at oplyse en forkert dato for konfirmationen. Når den del af familien så møder op, er konfirmationen allerede afholdt en anden dag... Wow. Så er man godt nok et lille dumt menneske.

Og det er præcis det, børnene frygter og får ondt i maven af. At deres forældre bruger anledningen til at skændes over hvor, hvem og for hvilke penge. At den dag de har glædet sig til i flere år - og som bare skal være perfekt - i stedet kan ende med skam og familiefejde. At de lige præcis den dag hvor de skal ind i de voksnes rækker, også skal agere forældre for deres umodne forældre.

Jeg ville trygle, bede og om nødvendigt bestikke familien for barnets skyld. Men hvis alt glipper, og man bare ved, at det ender med børnehave, så var det måske en idé at droppe festen og evt. tage på en udlandsrejse sammen med konfirmanden.

Annonce

Thomas la Cour, journalist:

Mona Juul.

Det afhænger af, om jeg selv er en del af problemet. Hvis jeg har aktier i konflikten, kan jeg givetvis ikke stille meget op. Det gælder om at finde en person i en af de to familiegrene, som respekteres på begge sider af den skyttegrav, familien har gravet.

Er det helt grelt, må man finde en professionel konfliktløser udefra. Denne person skal så på diplomatisk vis forsøge at få de to grene til at holde op med at te sig som pattebørn på denne ene dag, hvor der er konfirmation i familien. De skal forstå, at det er konfirmandens dag, og at de skal lægge den konflikt langt af vejen.

Hvis der er to hovedpersoner i konflikten, skal disse to mødes og forstå budskabet. De skal forstå, at de ikke kan deltage i konfirmationen, hvis de ikke kan bilægge striden denne ene dag.

De to stridshaner eller -høner skal også forstå, at konfirmanden er ved at få sin store dag ødelagt, hvis de ikke tager sig sammen. Derefter skal de to opsøge den kommende konfirmand og forsikre, at de opfører dig ordentligt på dagen. Måske er det nødvendigt med nogle firkantede spilleregler, før det kan lykkes.

Det vigtigste er, at konfirmanden er glad og tryg forud for den store dag.

Birte M. Andersen, plejedistriktschef:

Thomas la Cour.

Inden længe er det forår og konfirmationstid - igen. En dejlig tid på året, men også en tid som kan give konflikter i skilsmissefamilier. Det skal de voksne tage højde for i rigtig god tid. Det er deres ansvar og ikke barnets.

Derfor handler det om, at man som forældre i god tid får talt sammen om, hvordan festen skal afholdes.Hvem skal med til festen, og hvem skal betale. Kan familierne blive enige om en fælles gave, vil det være noget, som konfirmanden kan huske og mindes med glæde.

Når børn skal konfirmeres, vil de gerne have, at alle dem, de elsker, er med til festen. Så det bedste er, at man som forældre formår at tilsidesætte egne følelser og stridigheder og holde festen sammen, hvor begge familier er tilstede. Men det kræver, at der er enighed.

Kan det ikke opnås, så handler det om at finde et kompromis. Det kan være, at alle er med i kirken, men ikke til festen. At den ene part så istedet tager en ferietur med konfirmanden og på den måde fejrer den store dag. Konsekvensen af forældrenes konflikter må ikke blive, at der skal holdes to konfirmationer. Det vil ikke virke naturligt over for barnet, det vil sende et tydeligt signal om forældrenes stridigheder og dermed såre barnet.

Og så skal barnet ikke inddrages, før de voksne har fundet den bedste løsning.

Det er nemlig deres ansvar, og det skal voksne gøre alt, hvad de kan, for at leve op til.

Birte M. Andersen.
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Horsens

Kurdisk opråb på Rådhustorvet i Horsens: Stop den etniske udrensning

Annonce