Annonce
Horsens

Digitalt kort skal guide til oplevelser ved Horsens Fjord

Det skal være tydeligere, hvad der er at lave omkring Horsens Fjord. Arkivfoto: Morten Pape
Et nyt digitalt kort samler alle turistmuligheder rundt om Horsens Fjord.

Horsens: Hvis du mangler inspiration til din ferie, kan et nyt digitalt kort hjælpe dig med at finde på aktiviteter rundt omkring Horsens Fjord. Det, mener man i hvert fald, er en god idé hos Kystlandet, der er turistsamarbejdet mellem Horsens og Odder kommuner.

- Vi vil gerne have endnu flere til at gøre brug af Horsens Fjord, og det tror vi på, folk vil gøre, hvis de kender til mulighederne, vurderer direktør for Kystlandet Helle Rosenberg.

Det digitale kort er altså en del af flere forsøg på at få folk ud i naturen omkring Horsens Fjord, hvor der blandt andet er blevet lagt en del penge i vandrestier rundt om fjorden.

Annonce

En samling af lister

Kortet ligger på hjemmesiden oplevhorsensfjord.dk og er inspireret af et lignende projekt omkring Gudenåen, der blev udviklet af de syv kommuner, åen går igennem. Det er således det samme koncept og format, der er blevet overført til ny geografi omkring Horsens Fjord.

Kortet opdateres løbende med opdateringer fra flere forskellige instanser. Seværdigheder, fiskesteder og andre muligheder omkring Horsens Fjord er nemlig hentet ind fra forskellige landsdækkende databaser inden for hver deres specifikke interesseområde.

Der vil derfor for eksempel både være attraktioner fremhævet af Naturstyrelsen fra liste over naturoplevelser, seværdigheder fra Historisk Atlas og fiskesteder fra Dansk Sportsfiskerforbunds fiskekort.

Ud over de forskellige organisationers anbefalinger håber turistsamarbejdet på i større omfang at få erhvervslivet med i portalen i fremtiden.

- Vi vil gerne have alle muligheder og attraktioner med, uanset om det handler om steder at købe lokale råvarer eller de gratis muligheder som gå- og fisketure, siger direktør Helle Rosenberg.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Annonce