Annonce
Sport

DIF: Vores idrætsforeninger skal fortsat holde lukket

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Med mulighed for gradvist at kunne åbne mere op i Danmark efter påske opfordrer DIF til medansvar.

De danske idrætsforeninger skal holde fast i lukningen af alle aktiviteter. Det gælder både indendørs og udendørs.

Sådan lyder opfordringen fra Niels Nygaard, formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF), i en pressemeddelelse.

- I idrætten skal vi fortsat tage medansvar for coronasituationen. Og vi skal tage medansvar for, at forhåbningerne om en gradvis genåbning efter påske kommer til at holde stik.

- Derfor er vores klare anbefaling, at alle vores foreninger holder fast i den midlertidige lukning af deres aktiviteter - og det gælder både indendørs og udendørs idrætter, fastslår Niels Nygaard.

Opfordringen kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) mandag aften stillede i udsigt, at en gradvis genåbning af Danmark kan komme på tale efter påske.

Det kræver, at udviklingen i udbruddet af coronavirus er fornuftig og stabil, understregede hun.

- Det værste, der kan ske, er, hvis vi slækker på kravene til os selv og hinanden. Vi skal gøre det modsatte, fastslog statsministeren.

DIF, som er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark, skal tage sit medansvar i den fortsat lidt usikre situation, mener Niels Nygaard.

- I DIF-idrætten glæder vi os til at tage imod alle vores medlemmer igen.

- Hvornår det sker, ved vi af gode grunde ikke, og vi kender ikke detaljerne i en genåbningsplan.

- Men der er ingen tvivl om, at jo stærkere vi er til at være sammen hver for sig, jo hurtigere kommer vi til at genoptage aktiviteterne i vores foreninger, understreger Niels Nygaard.

DIF består af 62 specialforbund, cirka 9000 idrætsforeninger og flere end 1,9 millioner medlemmer.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

DMI lover sol og sommer på første officielle sommerdag - men så kommer efterårsvejret

Annonce