Annonce
Østjylland

Dieselbilerne skal ud af Aarhus: Borgmestre foreslår miljøzoner i danske storbyer

Overborgmester i København Frank Jensen (S) vil sammen med tre andre borgmestre stille miljøkrav til den nye regering. (Arkivfoto) Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Alle landets kommuner skal have mulighed for at indføre miljøzoner, mener borgmestre fra de største byer.

AARHUS: Der skal gøres mere for at få en renere luft i de største byer herhjemme. Derfor foreslår borgmestrene fra landets fire største byer, at regeringen blandt andet gør det muligt at udelukke de ældste dieselpersonbiler fra miljøzonerne, der løber rundt om byerne.

- Det her er ikke en krig mod biler, men en krig mod sundhedsskadelig udstødning fra dieselbiler. Derfor er vi nødt til at begynde også at stille miljøkrav til de personbiler, der skal køre i vores byer - i første omgang til de mest forurenende dieselbiler, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), i en pressemeddelelse.

Borgmestrene, der ud over København kommer fra Aarhus, Odense og Aalborg, foreslår også, at alle landets kommuner skal have lov til at indføre miljøzoner, hvis der lokalt er problemer med luftforurening. Herhjemme dør omkring 4000 danskere for tidligt hvert eneste år på grund af luftforurening. Derudover medfører forureningen en række følgesygdomme og sundhedsmæssige konsekvenser. Der er mange kilder til forureningen, men i de trafikerede gader i de store byer er forurening fra transportsektoren dominerende - særligt i myldretiden.

- Vi ved, at flere hundrede danskere dør af forurening fra vores veje. Samtidig fører partikelforureningen til tusindvis af sygetimer. Derfor skal luften i de store byer, hvor folk er mest udsat, være meget renere. Jo hurtigere vi kommer i gang, desto større vil effekten være, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

Borgmestrene sætter deres lid til, at den nye socialdemokratiske regering vil lytte til forslaget og være med til at stille større miljømæssige krav. Hos Frank Jensen bliver der peget på, at regeringen sammen med sine støttepartier har lavet et forståelsespapir med ambitioner om at få Danmark til at blive et grønnere og renere land.

- Derfor vil vi rigtig gerne i dialog med Mette Frederiksens regering, siger Københavns overborgmester.

Som det er i dag, så stiller miljøzonerne kun krav til meget gamle lastbiler og busser.

Der er i forvejen nye krav på vej til lastbiler, busser og varebiler. Men de fire borgmestre ønsker altså at inkludere gamle dieselbiler i de nye krav.

Kilde: Ritzau

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce