Annonce
Navne

Diamantbryllup - både med hinanden og med huset

Torsdag 3. september kan Gerda og Vagn Sig, Søndervænget 28 i Brande, fejre diamantbryllup. Huset på Søndervænget overtog de på deres bryllupsdag for 60 år siden. Privatfoto
Gerda og Vagn Sig har 3. september været gift i 60 år. De har haft samme adresse i Brande i alle årene.
Annonce

Diamantbryllup: Torsdag 3. september kan Gerda og Vagn Sig, Søndervænget 28, Brande fejre diamantbryllup. Dels med hinanden, dels med huset, som de nærmest på dato overtog på deres bryllupsdag - de sidste sålbænke blev sat i samme dag, mindes Vagn Sig.

Bryllupsdagen var samtidig Gerdas 21-års fødselsdag.

Brylluppet stod i Brande Kirke, og det var pastor Rasmussen, der forestod vielsen.

Gerda er født i 1939 i Højen i Vejles sydvestlige opland som den næstældste af fire søskende. Hendes far tog arbejde i brunkullene, hvilket forældrenes ægteskab ikke overlevede i længden, så i 1949, da Gerda var 10 år, blev de - ganske usædvanligt for den tid - skilt.

Som 12-årig flyttede Gerda med sin mor og søskende til Brande, hvor moderen blev husbestyrerinde for vognmand Birkelund, der boede i en lejlighed på Blichersvej. De sidste to år af sin skoletid tilbragte hun på Brande Byskole på Herningvej.

Derefter kom hun i huset; først hos sin lærerinde, og siden hos Kaj Jørgensen, der solgte manufakturvarer og dametøj fra sin forretning på Storegade 24. Efter en tid kom Gerda i lære i butikken, der langt senere skiftede navn til Chic, og som hun husker forretningen, var den ikke meget forskellig fra ”Damernes Magasin”, som de fleste kender fra "Matador".

Annonce

I lære som møbelsnedker

Fem år før Gerda kom til verden, blev Vagn født i Vemb som den yngste i en søskendeflok på 10 - otte piger og to drenge som afslutning. Faren var arbejdsmand, og tiderne var barske i 30’erne, så det var små kår, som imidlertid ikke adskilte sig fra de fleste andres, husker Vagn.

Mange af nutidens skolebørn ville formentlig juble over udsigten til kun at skulle gå i skole to formiddage om ugen, som den obligatoriske skolegang en overgang blev sat ned til. Til gengæld blev man sat i arbejde, nærmest så snart man kunne gå, fortæller Vagn Sig, der som barn blandt andet nåede at hjælpe med at samle nedfaldsfrugter i en frugtplantage og hjælpe til på et hønseri, inden han blev arbejdsdreng på en møbelfabrik, hvor han senere kom i lære som møbelsnedker.

Fabrikken, der bar navnet Bohave, var med datidens målestok en af de større med omkring en snes ansatte og gjorde sig primært i soveværelsesmøbler, men samlebåndsproduktion og maskiner var der ikke meget af, så han fik lært håndværket fra bunden.

Annonce

På aftentur til søbadet

Som 21-årig fik Vagn ansættelse på Brande Møbelfabrik (senere Brande Listefabrik, nu hotellejlighederne List Inn) i Kirkegade, og der gik ikke lang tid, før han og Gerda, som dengang kun var 15 år, fik et godt øje til hinanden.


Dengang var der 28 små børn på vejen. Der var ingen mødre, der arbejdede, så der var ingen, der gik i børnehave - der var liv og glade dage.

Gerda Sig


Når der kom nye håndværkere til byen, skulle de unge piger se udvalget an, og det gjorde man eksempelvis på en aftenspadseretur til Brande Søbad, der lå ved bredden af den nu forsvundne Elværkssø.

Gerda, som i mellemtiden var blevet storesøster til tre halvsøskende, fortsatte med at arbejde i tøjbutikken, indtil hun fødte Bente i 1961. To år senere kom Ulla til, og i 1969 blev Torben født.

- Dengang var der 28 små børn på vejen. Der var ingen mødre, der arbejdede, så der var ingen, der gik i børnehave - der var liv og glade dage, mindes Gerda Sig.

Vagn fortsatte med at arbejde på møbelfabrikken, hvor det blev til i alt 27 år, inden han i en alder af 50 år startede med at producere dele til køkkener hos Invita i først Bording og siden Horsens.

Annonce

Solgårdens Udstyr

Allerede i 1975 havde Gerda genoptaget sit arbejdsliv, endda som selvstændig, med butikken Solgårdens Udstyr, hvor City Pizza og Isbar nu er hjemmehørende. Udvalget bestod bl.a. af babyudstyr.

I 1983 solgte hun butikken og startede som kantinemedarbejder på Brandtex, hvor det blev til 15 års ansættelse. De seneste 20 år har hun skiftevis stået for og hjulpet til i golfklubbens Café 19, og det gør hun såmænd endnu, selvom 80-årsfødseldagen blev fejret sidste år.

Både hun og Vagn er nemlig velsignet med et godt helbred.

- Jeg har aldrig været syg, siger Gerda, mens Vagn kan mindes, at han da på et tidspunkt har haft en enkelt sygedag.

Begge føler de sig privilegerede over stadig at være raske og rørige, men Gerda overvejer stadig, om det måske snart er ved at være på tide at stoppe med at arbejde - dagen før interviewet har hun været på arbejde i 12 timer, og det var måske lige i overkanten, erkender hun.

Annonce

Madmor og korthaj

Da BIF-Cup i sin tid var på sit højeste med op imod 3000 deltagere, stod hun for maden, ikke mindst fordi parrets daværende svigersøn var formand for cupudvalget.

Tidligere har hun malet porcelænsmaling og syet meget, men begge dele har hun lagt på hylden. Vagn er til gengæld en trofast kortspiller og mødes en gang om ugen - mindst - med de andre kumpaner i Brande Whistklub, som han også er revisor for. Spillet foregår hver mandag på Bondegården.

I samme sommerhus

Diamantbrudeparret har otte børnebørn foruden tre ”bonusbørnebørn”, og inden for de seneste år er ægteparret blevet oldeforældre tre gange.

Siden Vagn forlod arbejdsmarkedet for 26 år siden, er det blevet til en lang række udlandsrejser for parret, som især har kastet deres kærlighed på Tyrkiet, men også de fleste græske øer er ligesom Cypern og Egypten blevet besøgt gennem årene.

Diamantbrylluppet fejres dels med familie og venner, dels med den årlige tur i sommerhus ved Vedersø Klit, en tradition med over 30 år på bagen.

De første år kunne familien klare sig med et seks-personers hus, men de seneste syv-otte år har rammen om turen været et 24-personers poolhus i tre plan, som efterhånden også er ved at være for lille til at rumme hele familien Sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
AC Horsens

Kampen minut for minut: AC Horsens var nedspillet totalt og tabte trods fin slutspurt

Annonce