Annonce
Horsens

DI-bestyrelse mander op: To nye ansigter og en ekstra næstformand

Hans Chr. Schur, adm. direktør for Schur Pack Denmark A/S (t.h.), er ny i den lokale DI-bestyrelse. Foto: Morten Pape
Med valg af to næstformænd repræsenterer formandsskabet i DI Horsens nu både Horsens, Odder og Hedensted kommuner. Dét er et godt grundlag for det fremtidige samarbejde, hvor især to ting er på dagsordenen, fastslår formand Johannes Saugbjerg.

Horsens: Bestyrelsen i Dansk Industri (DI) Horsens, der dækker både Horsens, Hedensted, Odder og Samsø kommuner, blev torsdag suppleret med to nye ansigter.

Schurs koncernchef Hans Schur har valgt at trække sig fra bestyrelsen, og i hans sted blev valgt sønnen Hans Christian Schur, der sidste år også overtog direktørstolen i Schur Pack Denmark fra sin far.

Tidligere formand Carsten Wengel trådte ud af DI-bestyrelsen for et par måneder siden, i forbindelse med at han sagde farvel til jobbet som fabriksdirektør på Danish Crown i Horsens. På formandsposten blev han allerede i marts afløst af Johannes Saugbjerg, der har været i DI-bestyrelsen i flere år og til daglig er administrerende direktør for Vola A/S. Til den ledige plads i bestyrelsen blev valgt Kasper Bregendahl, administrerende direktør i Odder-virksomheden Simpson Strong-Tie A/S.

Det skete på generalforsamlingen, der onsdag blev holdt forud for det årlige erhvervstræf, hvor cirka 85 erhvervsledere for den lokale industri deltog.

Annonce

Bestyrelsen i Dansk Industri Horsens

  • Johannes Aa. Saugbjerg, Vola A/S (formand)
  • Lars Nonbye, Ole Nonbye A/S (næstformand)
  • Anders Brix, Palsgaard A/S (næstformand)
  • Mikkel Krogslund Andersen, Nissens A/S
  • Thomas Iversen, Brimas A/S
  • Jan J. Samuelsen, System TM A/S
  • Flemming Laursen, Ejvind Laursen A/S
  • John Riis, LGT Logistics A/S
  • Hans Christian Schur, Schur Pack Denmark A/S
  • Kasper Bregendahl, Simpson Strong-Tie A/S
  • Svend K. Andersen, HiFlux Filtration A/S
  • Søren Munch, Hamlet Protein A/S

Nu to næstformand

Vola-direktør Johannes Saugbjerg blev genvalgt som formand, og Lars Nonbye, administrerende direktør fra Ole Nonbye A/S, fortsætter som næstformand.

Derudover blev der valgt yderligere en næstformand, nemlig Anders Brix, bestyrelsesformand i Palsgaard A/S.

- Så nu har vi en næstformand fra både Odder og Hedensted. Det giver os et rigtig godt grundlag for samarbejdet med kommunerne i vores område, sagde Johannes Saugbjerg, da han efter generalforsamlingen præsenterede den ny bestyrelse for deltagerne ved erhvervstræffet.

Her fremhævede han også Carstens Wengels arbejde som formand, og understregede, at det er med stor udmyghed, at han nu tager over, fastslog han.

- Carsten har gjort det fantastisk godt som formand, så det er nogle store sko, jeg skal fylde ud, sagde han.

Øverst på ønskesedlen

Den ny formand ser dog frem til arbejdet, slog han fast, og der vil blandt andet være fokus på at udbygge infrastrukturen og uddanne fremtidens medarbejdere, sagde han.

- En udbygning af E45 står øverst på vores ønskeseddel. Medarbejdere og varer spilder alt for meget tid med at holde i kø. I DI Horsens arbejder vi for, at udbygningen af E45 kommer i gang så hurtigt som muligt. Det er afgørende, at der efter folketingsvalget bliver indgået en bred politisk aftale, hvor der afsættes midler til at få udbygget E45, sagde han.

En anden vigtig opgave er at få uddannet flere faglærte. Det kræver, at virksomhederne tager endnu flere lærlinge og elever, og at flere vælger at tage en erhvervsuddannelse.

- Vi skal fortsætte det stærke samspil mellem virksomheder, kommuner, skoler og uddannelsesinstitutioner, så vi får fortalt de unge, at en erhvervsuddannelse åbner døren til mange spændende job- og uddannelsesmuligheder. Samtidig skal vi arbejde for, at flere studenter, ufaglærte medarbejdere og andre voksne også vælger at søge ind på en erhvervsuddannelse. Og endelig skal vi selvfølgelig sikre, at det er let at få en god praktikplads, understregede Johannes Saugbjerg.

Vola-direktør Johannes Saugbjerg overtog formandsposten i DI Horsens, da tidligere formand Carsten Wengel måtte træde ud som følge af jobskifte. Torsdag blev han på den ordinære generalforsamling i foreningen genvalgt til posten. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En hyldest til den gode idé - lad os få mere af den slags

Gode ideer kan vi aldrig få for mange af. Og når de så oven i købet bliver omsat i handling og er en gevinst, er der ekstra grund til at anerkende et godt initiativ. Sådan er det med Mai-Britt Therkelsen, der som leder af tøjafdelingen hos Blå Kors kunne se genbrugsguld gå tabt på grund af manglende hænder. Mange ville trække på skuldrene og ærgre sig, men heldigvis ville Mai-Britt Therkelsen det anderledes. Hun fik en god idé om at lave en sorteringscentral som et beskæftigelsesprojekt, og nu er det blevet til virkelighed med opbakning fra Horsens Kommune. Et initiativ, der har alle muligheder for at blive en gevinst for alle parter. Den slags kan vi ikke få nok af, og det er vigtigt at anerkende, når en idé på den måde bliver til virkelighed. Mai-Britt Therkelsens initiativ minder os alle om, at der i princippet ikke skal så meget til. Der må være masser af lignende ideer, der rumler og rumsterer derude i Horsens og opland. Lad os få dem på bordet. Alle kan måske ikke lade sig realisere, men hvorfor ikke hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere og udnytte de ressourcer, vi har, bedst muligt. I dette tilfælde havde Mai-Britt Therkelsen en chef, der var på ideen, ligesom Horsens Kommune også bakkede op. Sådan er det med alle ideer. De kræver opbakning og støtte. Vi er alt for gode til at tale ting ned og skyde forslag ned med en halvdårlig, kvik bemærkning. Den slags er dræbende for folk med gode ideer og lyse indfald, og fremfor alt risikerer vi at smide guld på gaden. Husk det næste gang, du får en god idé eller bliver præsenteret for én af slagsen. Giv det en chance. Ikke noget med at sige: Hvorfor dog det? Støt og bak op og spørg i stedet dig selv og dine omgivelser: Hvorfor ikke? Det vil være til gavn for os alle på den lange bane, så hyld den gode idé og lad os får mere af den slags.

Annonce