Annonce
Horsens

DF skiftede side, men det ændrer ikke noget: Fjernvarmen kommer til Hatting, Lund og Gedved

Ifølge Fjernvarme Horsens' tidsplan er det først i 2021, at fjernvarmen kommer til Hatting, Lund og Gedved, men det politiske forarbejde blev afsluttet på byrådsmødet mandag aften. Arkivfoto: Morten Pape

Byrådet vedtog i aftes at pålægge de sidste 2100 borgere tilslutningspligt til fjernvarme. Der er endnu en del kilometer rør, der skal lægges i jorden i de kommende år, men den storstilede fjernvarmeplan er nu i hvert fald formelt afsluttet politisk.

Annonce

Horsens: Esben Hedeager (K) trykkede hånd med Dansk Folkepartis tre byrådsmedlemmer i pausen under byrådsmødet mandag aften.

Det konservative byrådsmedlem og hans forgænger Per Løkken har i tre år som de eneste troligt stemt nej, hver gang tilslutningspligten til fjernvarme har været på dagsordnen.

Det gjorde Hedeager også mandag aften, da tilslutningspligten for cirka 2100 ejendomme i Hatting, Lund og Gedved var på dagsordnen. Denne gang fik han imidlertid selskab af DF'erne Claus Kvist Hansen, Michael Nedersøe og Louise Lange, og det kvitterede han for i pausen.

De øvrige partier stemte tilslutningspligten igennem uden vaklen, og dermed har politikerne gjort det arbejde, der startede med vedtagelsen af den strategiske energiplan i 2015, færdigt.

Arbejdet med at lægge rør ud til de nye kunder fortsætter i nogle år endnu, men alle de cirka 10.000 ejendomme, som det dengang blev besluttet skulle have fjernvarme, er nu pålagt tilslutningspligt.

Du siger, at fjernvarme er en grøn og billig løsning. Det er jeg ikke uenig. Problemet er bare, at der måske snart kommer løsninger, der er endnu grønnere og endnu billigere.

Claus Kvist Hansen (DF), gruppeformand
Annonce

DF: Vi er nødt til at holde en pause

Inden vedtagelsen skulle byrådet tage stilling til et ændringsforslag fra Claus Kvist Hansen (DF). Han foreslog, at byrådet vedtog at udsætte beslutningen om tilslutningspligten til Hatting, Lund og Gedved i et-to år.

Årsagen: Energiforliget på Christiansborg, der blandt andet fra nytår gør det ulovligt for kommunerne at pålægge borgerne tilslutningspligt.

- Hvis vi lige spoler tilbage til 2015, var det velkendte temaer, vi skulle tage stilling til. Fjernvarmen, en velkendt teknologi, og en tilslutningspligt, som også var velkendt og afprøvet. Med energiaftalen står vi i en helt anden situation. Et enigt folketing siger, at de på sigt vil omlægge energiforsyningen, hvor den grønne el-varme skal opprioriteres. Tilslutningspligten forsvinder, og vi ved ikke, hvordan det ender med forblivelsespligten. Vi er nødt til at sætte processen på pause, indtil vi kender konsekvenserne af energiforliget, sagde han i byrådssalen.

Annonce

Sikkerhed for borgerne

Ændringsforslaget blev hurtigt stemt ned, for de øvrige fem støtter, energiforlig eller ej, sluttede fortsat op om tilslutningspligten og fjernvarmen. For borgmester Peter Sørensen (S) er det udover klima-gevinsten ved fjernvarme et spørgsmål om forsyningssikkerhed for borgerne, sagde han i byrådssalen.

- Vi stiller op for alle borgere. Vi vedtog varmeplanen i 2015, og man må vel også sige, at borgerne har haft god mulighed for at forberede sig på at finde en anden varmekilde, hvis det er det, man ønsker, sagde han.

Flere andre partier fremhævede, at det ville være at lade de nuværende kunder i stikken, hvis man ikke gennemførte hele fjernvarmeplanen. Her fremhævede bl.a. gruppeformand Martin Ravn (V), at attraktive projekter med udnyttelse af overskudsvarme fra virksomheder forudsætter, at alle 10.000 nye kunder er med.

Annonce

Er fjernvarmen grøn?

Et af omdrejningspunkterne for debatten blev spørgsmålet, om hvorvidt fjernvarme egentlig er en grøn energiform.

Nej, mente Esben Hedeager og henviste til en rapport fra Klimarådet, der påviser, at afbrænding af flis, som praktiseres på kraftvarmeværket i Horsens, ikke er en bæredygtig løsning.

Lone Ørsted (S) og Paw Amdisen (SF) havde så til gengæld fundet eksperter, der mener, at fjernvarme er genialt, fordi det er et fleksibelt distributionssystem, der også vil kunne distribuere mulige fremtidige grønne løsninger.

- Det er grønt og billigt. What's not to like?, lød det retorisk fra Lone Ørsted.

Claus Kvist Hansen understregede, at han bestemt ikke er modstander af fjernvarme. Henvendt til Lone Ørsted sagde han:

- Du siger, at fjernvarme er en grøn og billig løsning. Det er jeg ikke uenig i. Problemet er bare, at der måske snart kommer løsninger, der er endnu grønnere og endnu billigere. Hvis regeringen så samtidig giver folk fri til at skifte fra fjernvarmen, kan det hele ende med et økonomisk brag, konstaterede han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce