Annonce
Ikast-Brande

DF-generalforsamling i corona-virussens tegn

Lokalformand Ole Revsgaard Andersen og en lille flok lokale DF’ere var forleden samlet til generalforsamling i skyggen af corona-virussen. Arkivfoto
Dansk Folkeparti nåede at gennemføre den årlige generalforsamling.
Annonce

Brande: Onsdag 11. marts havde Dansk Folkeparti Ikast-Brande indkaldt til den årlige generalforsamling på Hotel Dalgas i Brande. En generalforsamling, der plejer at samle mange medlemmer, men som denne gang bar præg af corona-situationen.

- Vi har fulgt corona-udviklingen hele ugen, men besluttede at afvikle generalforsamlingen med den ekstra opmærksomhed, som myndighederne havde vejledt om, blandt andet brug af håndsprit, længere mellem stolene, ingen håndtryk osv., fortæller lokalformand Ole Revsgaard Andersen.

I sin beretning måtte han konstatere, at en ulykke sjældent kommer alene: Først Dansk Folkepartis pauvre resultat ved Folketings- og EU-valg samt nu coronavirussen, som var ved at lægge hele Danmark ned.

Han kunne dog også fortælle, at den lokale opbakning er stigende, specielt hos de unge.

- Lokalforeningen bliver stærkere og stærkere, og bestyrelsen står sammen om opgaverne og arbejder sammen med DF's byrådsmedlemmer konsekvent på at gøre kommunen til en god kommune for alle borgere, fastslog han.

DF har i Vestjyllands Storkreds oprettet det, man kalder for en formandskreds. Her mødes formændene fra lokalforeningerne og diskuterer fælles tiltag. Blandt andet besluttede man på det seneste møde, at man i fællesskab vil afholde et større Grundlovsarrangement, som dirigenten Kuno Danielsen, der er lokalformand for Silkeborg Syd-kredsen og medlem af byrådet i Silkeborg, senere fortalte om.

- Ideen med formandskredsen er i sin essens, at vi løfter stærkere i flok. For det kan til tider være svært at lave et stort arrangement, hvis man kun er én lokalforening om at stå for det, forklarer de to lokalformænd samstemmende.

Annonce

DFU i vækst

Efter formandens beretning fik formanden for DFU Vestjylland, Mads Berg, ordet. Han fortalte, at ungdomspartiet er i vækst, og at flere og flere unge interesserer sig for DF's politik og gerne vil engagere sig, enten organisatorisk eller politisk.

- Flere og flere unge er interesseret i vores politik specielt set i lyset af, at de unge jo går i byen og kan se, at indvandrerne spiller en større og større rolle i nattelivet. Så sent som sidste år så man, at indvandrerbander havde overtaget store områder i Herning, og det ønsker de unge ikke – de går i byen for at have en god aften. Jeg har flere venner i Århus, som nu ikke kommer visse steder, men bliver på deres kollegieværelser og der fester med vennerne i stedet, fordi man ikke tør gå ud i nattelivet, fremførte Mads Berg, som også oplever, at de unge interesserer sig for den økonomiske og sundhedsmæssige politik.

- Hvis de unge kunne bestemme, så skulle der klart tilføres flere penge til sundhedsvæsenet. Se blot på den nuværende situation omkring coronavirussen, som kan blive en bombe under sundhedsvæsenet, sagde Mads Berg.

Efter generalforsamlingen ser bestyrelsen for Dansk Folkepartis Lokalforening Ikast-Brande således ud: Formand: Ole R. Andersen, næstformand: Mads Berg, bestyrelsesmedlemmer: Peder Fenger, Mikael Würtz og Kurt Kristensen, suppleanter: Brian Korsgaard og Michelle Sundahl Pedersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce