Annonce
Horsens

DF-forslag afvist: Mulige gener ved bønnekald er en sag for politiet

Michael Nedersøe (DF) ønsker, at bønnekald med forstærket lyd skal godkendes af byrådet først. Det ligger imidlertid uden for byrådets kompetencer, lød den juridiske vurdering på byrådsmødet mandag aften. På billedet ses det bønnekald i Aarhus i april, som var årsagen til Nedersøes forslag. Arkivfoto: Fredens Moske
Michael Nedersøe (DF) havde to forslag med på byrådsmøde. Ud over sagen om bønnekald foreslog han, at det skal være obligatorisk for plejepersonale at bære mundbind i kontakten med borgere i risikogruppen. Begge forslag blev afvist.
Annonce

Horsens: Det er en opgave for politiet, hvis bønnekald måtte forstyrre den offentlige orden. På det område har byrådet ingen kompetencer.

Med den begrundelse blev et forslag fra Michael Nedersøe (DF) afvist, inden det kunne blive debatteret på byrådsmødet mandag aften.

Forslaget gik ud på, at muslimer fremover ikke skulle kunne få tilladelse til bønnekald med forstærket lyd, uden at det på forhånd er godkendt af Horsens Byråd. Forud for byrådsmødet havde forvaltningen imidlertid fået juridisk assistance fra advokatfirmaet Horten, der vurderer, at det ikke er en sag, byrådet lovligt kan behandle.

Forslaget fra Nedersøe kom, efter at Fredens Moské i Aarhus i april markerede begyndelsen på ramadanen med et højttalerforstærket bønnekald fra en fodboldbane. Det forlød i første omgang, at moskeen ikke havde fået tilladelse til det, men det viste sig siden, at en kommunal fritids- og ungdomsskoleleder havde givet grønt lys, hvilket er tilstrækkeligt med de nuværende regler.

- Jeg tager det til efterretning, men det er bekymrende, at det her åbenbart ikke er regulerbart, lød det fra Michael Nedersøe på byrådsmødet.

Jeg tager det til efterretning, men det er bekymrende, at det her åbenbart ikke er regulerbart.

Michael Nedersøe (DF), byrådsmedlem

Annonce

Debat om mundbind

Michael Nedersøe havde også et andet forslag med på byrådsmødet. I lyset af blandt andet en sag fra Hedensted Kommune, hvor borgere havde fravalgt hjemmehjælpen, fordi hjemmehjælperen ikke bar maske, foreslog han, at det gøres obligatorisk at bruge mundbind og andre værnemidler, når kommunens plejepersonale er i kontakt med borgere i risikogruppen.

Forslaget faldt, ikke mindst fordi byrådet inden mødet havde fået et notat fra forvaltningen om, at plejepersonale i Horsens Kommune skal bruge mundbind, hvis borgeren ønsker det.

- Jeg har stor tiltro til, at plejepersonalet gør, hvad de kan for at skærme borgerne ud fra de retningslinjer, der gælder, men i Dansk Folkeparti vil vi gerne gøre det lidt bedre. Nu har vi så fået en skrivelse fra forvaltningen, og det er et godt skridt på vejen. Vi skal så bare sikre os, at borgerne ved, at de har den mulighed, sagde Michael Nedersøe på byrådsmødet.

- Jeg vil gerne slå fast over for alle, at selvfølgelig ligger vores borgeres tryghed os stærkt på sinde. Og vi reagerer på enhver borger, der er utryg. Det er der overhovedet ingen tvivl om, lød det fra Ellen T. Schmidt (S), formand for velfærds- og sundhedsudvalget.

Lisbeth Torfing (EL) bemærkede, at man også skulle tage hensyn til de borgere, der ikke bryder sig om at møde plejepersonale i fuldt værnemiddeludstyr.

- Der er også et arbejdsmiljøhensyn i forhold til, hvor lang tid man kan gå med en maske. Jeg er fuldstændig betrygget ved den måde, man gør det i dag. Er der bekymringer, så løser vi det i dialog med borgerne, sagde hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ejer af Oasen: Jeg troede, det var en kunde, der ringede for at aflyse...

Annonce