Annonce
Odder

DF'er udløste harme: Der er meget østrogen i økonomiudvalget

Som ny 1. viceborgmester er Lone Jakobi (S) repræsenteret i mange udvalg, og er dermed medansvarlig for, hvad John Rosenhøj kalder en overrepræsentation af østrogen i Økonomiudvalget. Arkivfoto: Søren E. Alwan

DF's John Rosenhøj fik som så ofte før sat sig selv i centrum, da han startede en uskøn kønskamp midt i konstitueringen af det nye byråd.

Odder: Knap havde borgmester Uffe Jensen (V) læst de syv navne op på det nye økonomiudvalg, før end John Rosenhøj (DF) trykkede sig ind på talerækken.

- Der er to ting, der stikker i øjnene, sagde han.

Med ting mente han retteligt personer - kvinder forstås.

- Der er for meget østrogen i udvalget. Medlemmerne er ikke valgt efter kvalitet, sagde han og fortsatte:

- S og EL har langt mere erfarne medlemmer, påpegede John Rosenhøj, der uden at nævne navne ikke lod nogen tvivl tilbage om, at han gerne havde set Ditte Marie Thejsen (EL) og Linda Ann Wienand (S) udskiftet med henholdsvis Leif Gjørtz Christensen og Elvin Hansen.

- I en konstituering er det vigtigt at kende sine begrænsninger og huske, at man er valgt for hele kommunen, og det ikke bare handler om at få poster, sluttede DF'eren.

Ikke overraskende udløste hans indlæg et modindlæg fra en af byrådets seks kvinder.

Annonce

Der er for meget østrogen i det udvalg og medlemmerne er ikke valgt efter kvalitet.

John Rosenhøj (DF)

Alle er kvalificerede

- Vi er alle 19 valgt til byrådet og dermed alle kvalificerede til at sidde i alle udvalg, sagde Marianne Hundebøll (SF).

- Hvis vi skal diskutere køn i økonomiudvalget, skal vi have kønspolitik ind over alle vores udvalg, fortsatte hun og understregede, at der altså ikke er A- og B-medlemmer af byrådet.

Borgmester Uffe Jensen lukkede diskussionen ved at erklære sig enig med Marianne Hundebøll.

Efter mødet var der ikke overraskende harme i salen.

- Det er bare typisk John at nævne det. Og Økonomiudvalget er endda det mest ligeligt fordelte udvalg, sagde Ditte Marie Thejsen.

Mens økonomiudvalget består af fire kvinder og tre mænd, er der seks kvinder og en mand i børne-, uddannelses - og kulturudvalget og seks mænd og en kvinde i både miljø-, teknik- og klimaudvalget og sundheds-, social- og forebyggelsesudvalget. I arbejdsmarkedsudvalget er der fem mænd og to kvinder.

I alt er der seks kvinder og 13 mænd i det nye byråd. Den er en kvinde mindre end i det byråd, der stopper ved årsskiftet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Politiet måtte sende ekstra mandskab til Endelave for at tackle demensramt

Annonce