Hovedgård: Foran det gule hus på Vestergade i Hovedgård ligger en række malede sten. Mange af dem er i klare farver, og på mange af stenene står der små statements.
- Hvis man skal besøge mig, plejer jeg at sige, at man bare skal gå efter stenene, siger Line Reiff, der bor i huset med sin mand.
Før coronaen gjorde sit indtog, var det ikke de kreative sysler, 28-årige Line Reiff beskæftigede sig mest med, og det er da også lidt af en tilfældighed, at hun kom i gang med at male sten, fortæller hun.
- Det startede faktisk med, at min mor havde lavet en stor elefant i beton, der stod foran min dør. Der ligger en dagpleje lige ved siden af, hvor vi bor, og børnene var så glade for den elefant. De gik og fodrede den med små sten. Men så forsvandt den. Det var sådan en 10-15 kilos elefant. Så manglede jeg pludselig noget til børnene, og der var mange forældre, der skrev til mig, at deres børn var meget glade for den. Derfor begyndte jeg bare at male på sten i stedet, fortæller Line Reiff og griner.
Hun børster nyfalden sne af et par af stenene, så motiverne træder tydeligere frem.
- Det er blevet til en hobby for mig. Det er ikke noget, jeg tjener penge på. Jeg går hjemme og er sygemeldt, og på den her måde har jeg noget at lave. Min mor har en kreativ side, men det her er nok det første kreative projekt, jeg selv har kastet mig over. Jeg er ret vild med det. Jeg prøver at få så mange farver i stenene som muligt - og lidt glimmer. Der skal være noget for ungerne her i byen, fortæller hun.
Line Reiff, HovedgårdDet er blevet til en hobby for mig. Det er ikke noget, jeg tjener penge på.
Line Reiff er uddannet sosu-hjælper. Hun er i øjeblikket sygemeldt, men det er planen, at hun skal i gang med et praktikforløb i forbindelse med en omskoling.
- Jeg ved bare ikke hvornår. Det er lidt svært at finde en praktikplads i disse coronatider, og derfor har jeg tid til at male sten, siger hun med et stort smil.
Sten i skoven
Faktisk var hun i gang med at male sten allerede under den første coronanedlukning sidste forår.
- Vi var jo alle hjemsendte, og sammen med en veninde begyndte jeg at male små sten. Vi lavede en kæmpe bunke, og så gik vi hen i skoven, hvor vi gemte dem rundt omkring som en skattejagt for børnene i Hovedgård. De skulle finde en bestemt sten med et telefonnummer på. Der var nogle børn, der ringede, og så kom vi med nogle gaver til dem, fortæller Line Reiff.
Da hun havde lagt de første sten ud foran sit hus, opdagede hun, at der var nogen, der lagde små bunker af sten ved siden af de malede sten, præcis som det var tilfældet, da de små børn fodrede elefanten af beton.
- Til sidst spurgte jeg på Facebook, hvem det var, der gjorde det. Det viste sig, at det var en lille dreng her fra Vestergade. Han snuppede små sten og puttede i lommerne, og når han kom forbi mine sten, så fodrede han dem med små bunker sten. Det er sådan noget, der har fået mig til at gå all in i det her stenprojekt, griner hun.
Rock your body
Hun har nu lavet en aftale med dagplejen Sandslottet om, at børnene selv skal male sten og lægge dem på den anden side af Lines hus.
Hun får mange forespørgsler om bestemte motiver til stenene.
- Der er flere, der har spurgt, om ikke jeg vil lave Gurli Gris. Det har jeg så gjort. Jeg har også lavet Paw Patrol - jeg har jo ikke selv børn, så jeg vidste ikke, hvordan det så ud. Det måtte jeg ind og google. Nu er der også nogle, der har spurgt efter John Dillermand, siger hun og griner.
På en af stenene står der "Rock Your body".
- Jeg er kropspositiv. Jeg har før vejet 180 kilo, og jeg har haft et kæmpe vægttab. Nu er jeg kommet dertil, at jeg hviler lidt mere i mig selv. Det er også noget af det, jeg prøvet at komme lidt frem med i nogle af de statements på stenene, fortæller hun.
Lige nu glæder hun sig over at sidde i sin stue og høre og se de små børn snakke om de forskellige sten.
- Så hvis det er lidt glæde, jeg kan give til de børn, der går forbi, jamen så gør jeg gerne det, siger Line Reiff.