Annonce
Biler

Det sorte bæst

Det virker næsten naturstridigt, at Mercedes-Benz nu lancerer en AMG-version af GLC i en tid, hvor grønne biler pibler frem. Ikke desto mindre er AMG-versionen af GLS/ GLC Coupé det kraftigste nogensinde med biturbo V8' er og op til 510 hk. Foto: Jens Høy
Store brutale SUV’er med monstrøse kræfter er en torn i øjet på klimaopmærksomme kloden rundt. Hos AMG fortsætter man heldigvis med at producere biltypen.

De larmer. De sviner med brændstoffet, og du skal være indstillet på en astronomisk afskrivning. Desuden gør du klogt i at have din egen garage.

Biltypen, vi tænker på, er køretøjer såsom ugens testbil fra AMG i form af en GLC 63 med biturbo og et designsprog, der i den grad larmer. Fælgene er 21 tommer, og designet bredskuldret.

Vi tester Mercedes-AMG GLC 63 S 4MATIC+ coupé, der koster fra 1.949.998 kr., men som med prøvebilens udstyr løber op i 2.290.869 kr.

Kigger man på de andre premiummærker, har både Audi og BMW deres sportsudgaver med tilsvarende eksplosive fossilbiler.

Hos BMW er bilerne fra M næsten rendyrkede banebiler, der lige præcis er tilsat så meget komfort og udstyr, at de tiltaler de kunder, for hvem prisen ikke spiller den store rolle, men som drømmer om en racerbane, hver gang de kører til og fra arbejde.

Hos Audi er S-modellerne langt mere polerede og med et teknisk udtryk i designet, og det efterlader en stor banehalvdel til AMG som det fandenivoldske mærke, der for visse af modellerne har en knap så sympatisk aura af gangsterbil.

Annonce

Mercedes-AMG GLC 63 S 4MATIC+ coupé

Motor: V8, 4,0-liter dobbelt turbolader

Ydelse: 510 hk ved 5500 o/min

Drejningsmoment: 700 Nm ved 1750 o/min

0-100 km/t: 3,8 sek.

Topfart: 280 km/t

Testforbrug: 6,8 km/l

Pris: Fra 1.949.998 kr.

Pris som testet: 2.290.869 kr.Udvalgt ekstraudstyrAMG nappalæder, sort: 58.048 kr.

Grafitgrå metallak: 9.900 kr.

Anhængerpakke: 17.400 kr.

Førerassistentpakke: 30.900 kr.

Memory-pakke: 25.540 kr.

Klimasæder: 17.533 kr.

Premium-pakke Plus: 85.000 kr.

Augmented reality: 5.808 kr.

Head-up display: 22.988 kr.

Digital radio: 9.520 kr.

THERMOTRONIC (3-zoner): 13.700 kr.

Interiørlister i sort asketræ: 6.735 kr.

Trinbræt: 10.913 kr.

Forberedelse til underholdning: 3.833 kr.

21" AMG letmetalfælge: 22.000 kr.

En ændret GLC

Jeg har dog hverken iført mig syntetisk joggingtøj, tykke guldkæder eller kasket den uge, jeg tester det sorte bæst, som AMG’en lynhurtigt bliver omdøbt til.

Inden vi begiver os ud på landevejene i bæstet, er det på sin plads lige at forklare, hvad en GLC AMG er for en bil.

Der er tale om en kraftigt faceliftet version af den civile Mercedes-Benz GLC Coupe, hvilket vil sige en SUV, der placerer sig i den større ende af SUV’ernes mellemklasse.

Bilen leveres i to varianter, hvor vi her har fat i GLC Coupe, der har en coupeafslutning med en stærkt skrånende bagende. Den har i øvrigt ingen bagrudevisker, og det er meget irriterende, da udsynet i forvejen er ringe direkte skråt bagud, men den slags er detaljer, for motor og mekanik opvejer så rigeligt.

Bilen er bygget på det normale produktionsbånd til de almindelige GLC-modeller. Herefter fragtes det nøgne chassis til AMG-produktionen, hvor bilen udstyres med en modificeret udgave af Mercedes-Benz’ 9-trins automatgearkasse med hurtigere skift.

Desuden får bæstet et meget kraftigere bremsesystem med 39 cm store skiver for og bag, elektrisk servostyring, der kan indstilles i Comfort eller Sport, og nye støddæmpere med tre kamre og tre indstillingsmuligheder.

Håndbygget motor

Som altid hos AMG har én mand ansvaret for hver motor, hvilket betyder, at en dedikeret medarbejder bygger V8-motoren og afslutter med at skrive sit navn på maskinen.

Der er tale om den klassiske AMG V8’er på 4,0-liter med hele to turboladere og 510 hestekræfter, som AMG også leverer til blandt andet Aston Martin.

V8’eren er kernen i oplevelsen af bilen. Intet slår V8-lyden, hvad enten man lister rundt i byen med ganske få omdrejninger eller lader bilen vise, hvad den kan i den disciplin, der handler om at få kræfterne ned i asfalten.

Under testen var vejene fedtede, og det er svært ikke at blive imponeret over evnen til at få de ekstreme kræfter ned i asfalt og omsat til en overbevisende acceleration ud af et sving. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at bilen indgyder tillid og tryghed. Det er bestemt ikke altid, at biler med flere end 500 hestekræfter opleves som trygge.

Så sæt bæstet i Sport+ og forestil dig en racestart med venstre fod på bremsen og højre fod, der maser speederen i bund, mens hele bilen vibrerer af lyst til at vise, hvad den kan. I det øjeblik, du slipper bremsen, eksploderer hele arsenalet af teknik, og variable dæmpere sørger for, at bæstet rammer 100 km/t på 3,8 sekund. DET er hurtigt for så stor en bil.

Er du blevet forelsket i en AMG GLC, er det godt at vide, at den almindelige GLC også kan leveres i knap så klimanegative versioner, f.eks. i form af en plug-in-udgave, der har en ren strøm-rækkevidde på op til 100 km og en 4-cylindret diesel.

AMG

Er startet i 1967 af to ingeniører, der blev fyret fra Mercedes’ afdeling for motorsport, fordi man trak sig ud af motorsport.

I alt beskæftiger AMG cirka 1.500 medarbejdere, og hver motor håndbygges af en enkelt person. Dermed står man fast på filosofien om ”One Man, One Engine”, hvorfor motorbyggerens navn og underskrift også sidder på motoren.

Bilen er et frådende monster på motorvej, hvor topfarten er 280 km/ t. med tilhørende effektive bremser. Bilen er den eneste i klassen med V8-motor. Foto: Jens Høy
Interiøret er ikke det mest moderne på markedet, men det er skønt med klassiske knapper til betjening, så alt ikke foregår på storskærmen.
Sæt bæstet i Sport+ og forestil dig en racestart med venstre fod på bremsen og højre fod, der maser speederen i bund, mens hele bilen vibrerer af lyst til at vise, hvad den kan. Foto: Jens Høy
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny tennis-dille på vej: Sådan har kommunen fordelt 900.000 kroner til nye faciliteter

Annonce